Jans Corner: Frispark i eget felt

Det har været et mageløst efterår for de såkaldt ‘umulige’ teorisituationer. Lidt af en gave til os, der skal retfærdiggøre, hvorfor fodboldloven dog er så kompliceret og tager højde for ting, som ‘aldrig sker’. Selvfølgelig gør den tekniske udvikling, at videoklip med det samme kan publiceres på internettet og situationer fra fjerne ligaer også på lavere niveau lynhurtigt blive verdensberømte. Naturligvis giver det meget større udvalg, så det er langtfra givet, at situationerne optræder hyppigere end før. Nu bliver de bare opdaget, hvor man tidligere måtte forlade sig på det tilfældige TV-kamera eller én, der havde hørt fra én, at sådan og sådan…

Lige så interessant er det at følge reaktionerne på disse klip fra yderområderne af loven, hvis der er tilknyttet en kommentar-funktion. Det er så godt som sikkert, at læsere, som har styr på reglerne, får både drøje hug, røde minusser og alt muligt andet godt fra andre, som enten synes, at sådan kan det da umuligt hænge sammen – eller endnu værre har en halvstuderet røveragtig tilgang til tingene og konkluderer skråsikkert. Det kan være lidt forstemmende – også hvis man tænker på, at det jo er denne type kommentarer eller indbildt kendskab, som dommere landet over er oppe mod hver eneste weekend på alle niveauer. Hvad enten det er fra tilskuere – eller fra andre dommere, som måske har taget kortet for mangfoldige år siden og ikke holdt sig ajour. For på det punkt er fodbolddommere bestemt ikke bedre end andre mennesker.

I denne uge var det et frispark til forsvarerne i eget straffesparksfelt, som man kunne møde på websiderne. Normalt en helt ukompliceret foreteelse: bolden bliver sparket ud af feltet og ud på banen, og så er vi i gang igen. Men i dette tilfælde fra Qatar var det en målmand, som skulle sparke frisparket pænt ude i den ene side og godt ude af målfeltet. Den bold skulle helt tydeligt bare have en på skrinet og langt op ad banen. Men det var åbenbart for længe siden, der havde været tekniktræning, så i stedet tog bolden retning den anden vej og endte med at gå ved siden af eget mål ovre i den anden side, et sted midtvejs mellem målfeltets og straffesparksfeltets grænselinjer. Jeg tror ikke, at jeg selv har set det siden min dommerkarriere i yngre stenalder, hvor det skete i en drengekamp i Hvidovre.

Og hvad gør dommeren så ? Hvis man skal tro kommentaren fra den skrivende journalist (eller det telegrambureau, som har leveret det originale input), blev der dømt hjørnespark. Og tro det eller ej – det er forkert. Bolden ved et frispark til forsvarerne i eget straffesparksfelt er først i spil, når den er sparket direkte ud af feltet og ind på den øvrige del af banen. Da bolden her ikke blev sparket ind på den øvrige del af banen, men tværtimod ud af den, er bolden aldrig sat korrekt i spil – og så skal vi i gang igen med et nyt målspark. Bolden kan aldrig flyttes andre steder hen end dér hvor den var, hvis der sker noget, før den kommer i spil. Uanset om to mand sparker hinanden ned midt på banen – eller i den mere fredelige afdeling som her.

Jeg har masser af gange oplevet, at man slet ikke er i tvivl, hvis det er et målspark. Her er man så vant til, at angriberne stilfærdigt går uden for feltet, at det ligesom er oplagt, at bolden skal ud af feltet, før vi kan komme videre. Forsvarerne går typisk også udenfor – ikke at de behøver det, men de har ikke megen glæde af at være inde i feltet (medmindre én af dem skal sparke), for de må heller ikke røre bolden, før den er i spil igen. Men rigtig mange – også dommere – plumper i med begge ben, når det i stedet for et målspark er et frispark, som det handler om. Reglerne for, hvornår bolden er i spil, er imidlertid fuldstændig de samme. Så vi kommer ikke uden om omsparket her (selv om der uden tvivl er 11 mand, der insisterer på et hjørnespark).

Det er også en reminder til dommerne om, at man skal have styr på sine igangsættelser. Jeg erkender, at det ikke er nær så spændende med disse tekniske ting som med al vold, blod og mord, som optræder andre steder i fodboldloven, og ofte drukner de i mængden, også ved teoritræning og instruktionsaftener. Men eftersom indkast, målspark osv. jo også kommer forbi fra tid til anden, er det uomgængelig nødvendigt, at man også har styr på de dele. Jeg har ved tidligere tiders dommereksamen, hvor vi udelukkende stillede situationer op på en taktiktavle, oplevet en aspirant dumpe med et hult drøn alene på målspark inden fem minutter. Det kan godt være, at han var verdensmester i offside – men så langt kom vi bare aldrig, for kvoten var brugt op, og havde han svaret rigtigt de næste 25 minutter, havde det stadig ikke været nok til at bestå.

Styr på igangsættelser var der f.eks. også en dommer, som ikke havde, da OB for godt et år siden vandt 1-0 hjemme over Villareal i kvalifikationen til Champions League. Ved et målspark sparket kort ud til en forsvarer uden for siden af feltet skar Bashkim Kadrii lige et hjørne af feltet ved at løbe ind over området, således at han kom det hurtigere og kunne presse forsvareren, hvilket i næste øjeblik førte til kampens eneste mål. Og mageløst nok uden nogen som helst kommentarer (før TV lige fik tænkt en ekstra gang). Angriberne skal blive uden for feltet, indtil bolden er sat i spil – eller sagt på den populære måde ‘angribere og bold må ikke være i feltet samtidig’. Det gav et mål – det burde have givet et omspark.

Så selv om nogle situationer kommer forbi oftere end andre, og selvom noget er mere spændende end andet, er det ikke tilfældigt, at fodboldloven også beskriver de mere udramatiske hjørner. I det øjeblik, hvor situationen opstår, er det den og kun den, som er den vigtige, og som man måles på – uanset hvor speciel den kan se ud. Det var der en dommer i Qatar, som her lærte på den hårde måde (håber jeg).