Jans Corner: Hands

Det lykkedes nogenlunde at komme i land med superligaen, før vintervejret for alvor tog fat, og også de europæiske turneringer trækker nu vejret indtil midten af februar. Så kunne man jo tro, at vi andre også bare kunne ånde lettede op, men sandheden er snarere, at det for os, der også beskæftiger os med dommeruddannelse og instruktion, nærmest er den travleste tid på hele året, indtil det går løs på banerne igen. Der er alle mulige kurser, eksamener og tests landet over, og der bliver i den grad gang i lovbøger og DVD-redigeringsprogrammer, så budskabet også kan illustreres med andet end bare en lovtekst.

Sidste kampdag i Champions League gav noget nærmest helt unikt i kampen mellem Chelsea og Nordsjælland: tre straffespark dømt for identiske forseelser (hands) inden for lidt mindre end 7 minutter. Sådan en ophobning har jeg godt nok aldrig set før. Men da netop spørgsmålet om kontakten mellem hånd / arm og bold er noget af det mest diskuterede blandt spillere og tilskuere – og også det område, hvor jeg møder mest folkeovertro og misforståelser, er det vel passende at benytte lejligheden til at ridse op, hvordan reglerne egentlig hænger sammen. Det interessante er, at reglerne og deres fortolkning faktisk har været uændrede i mange herrens år – men det forhindrer ikke, at selv unge spillere arver forgængernes opfattelse af, hvornår der skal og ikke skal dømmes.

Reglen er egentlig i sin ordlyd simpel nok – en hands skal, for at den kan straffes med direkte frispark eller straffespark, være forsætlig. Altså i en eller anden forstand udført med vilje. Mange ynder at bruge udtrykket, om det er bold til hånd eller hånd til bold, og det kan faktisk sagtens bruges som et glimrende udgangspunkt langt hen ad vejen. Men heller ikke 100 % skudsikkert.

‘Hånd eller arm’ – deri ligger også, at det reelt er tilladt at spille bolden med vilje og aktivt med skulderen. Det er ikke helt ligetil at gøre det, uden at der også bliver noget kontakt med en overarm – men kan det lade sig gøre, er det tilladt. Kommer bare noget af armen med i spil og får kontakt med bolden, koster det til gengæld.

Begrebet ‘forsætligt’ omfatter i fodboldlovens forstand ikke bare det, som bliver gjort med fuldt overlæg – det er der sjældent de helt store problemer med at identificere – men omfatter også reflekshandlinger. Forholdet mellem ‘med vilje’ og ‘refleks’ må man endelig ikke begynde at diskutere med biologer eller læger. Det kommer der ikke noget godt ud af – men for fodboldloven er forseelserne ens, hvad angår frisparket. Så spilleren, der med en afslutningsfest lørdag aften for øje beskytter sine ædlere dele (eller for den sags skyld hovedet) ved at føre hænderne ind foran, mens den kanonhårde frisparksbold er på vej mod ham, skal straffes. Er hænderne der før sparket, og der ikke sker yderligere bevægelse, er det gratis. Tilsvarende omfatter forsætlighed også de situationer, hvor en spiller forsøger at gøre sig højere eller bredere, end han naturligt er, ved at strække armene ud til siden. Det kunne være spilleren, der går ind i en duel med armene strittende ud fra kroppen – eller forsvarsmuren, der tager hinanden under armene for at fylde mere. Ellers i den mere outrerede udgave stillede sig op som en håndboldmur med hænderne over hovedet. Rammer bolden hånden – også uden at der er nogen yderligere bevægelse – skal det straffes, for spilleren har jo forsøgt at gøre sig unaturligt høj eller bred.

Og lad os så tage de tre straffespark fra Chelsea – Nordsjælland. Først er det Cahill, som går i fælden, da han ved et skud på mål forsøger at dreje sig væk, men samtidig strækker armen ud til siden for at fylde mere. Tre minutter senere er det Mikkel Beckmann, hvis arm som udgangspunkt får en nærmest tilfældig kontakt med en bold ind i feltet. Så langt, så godt, men reflektorisk bevæger Beckmann armen og får nærmest lagt bolden død mellem hånd og lår. Og efter yderligere fire minutter er det Mtiliga, som går ud for at blokere, nærmest med siden til, men med armen strakt frem og i bevægelse ude fra kroppen. Igen: skønner dommeren, at han gør det for at fylde mere, skal der dømmes. Ingen af de tre tilfælde ligner glasklare med vilje-eksempler (‘Den bold har jeg tænkt mig at tage med hånden’), men de rammer ned i hjørnerne med henholdsvis refleks og at gøre sig bredere. Så set hjemme fra skærmen ser det korrekt nok ud.

‘Bold til hånd’ vil måske nok som udgangspunkt være uforsætlig – men ikke hvis spilleren prøver at gøre sig højere eller bredere. ‘Hånd til bold’ vil som udgangspunkt være forsætlig og skulle straffes – men ikke nødvendigvis, hvis spillerens arm er i en naturlig bevægelse, f.eks. op i en luftduel, og der opstår en kontakt. Det er i disse situationer, hvor vi både har en arm i bevægelse og en bold i bevægelse, at dommeren virkelig kommer på arbejde. Så skal han ud og vurdere faktorer som afstanden mellem de to spillere og boldens hastighed (kommer bolden uventet – eller har spilleren en chance for at få armen væk ?) – og det er vigtigt, at håndens position ikke i sig selv betyder, at der er en forseelse. Derfor er det yndede udtryk ‘(u)naturlig stilling’ efter min mening dybest set noget vrøvl – eller kan i hvert fald ikke stå alene.

Skal vi så lige tage med, at en hands ikke, som mange tror, automatisk skal indbringe en advarsel. Men det skal den, hvis en spiller med overlæg tager bolden med hånden for at forhindre, at en modspiller erobrer den, eller for at bremse et lovende angreb. Og så specialtilfældet, hvor en angriber forsøger at snyde ved at score med hånden i det håb, at ingen ser det.

Måske ikke noget at sige til, at en regel, som er simpel, men alligevel har så mange facetter, kan forvirre folk. Men det var godt nok interessant at få serveret en hel teoriaften på under syv minutter.