Jans Corner: Sagaen om Adriano og Fair Play…

Det var under alle omstændigheder meningen, at denne uges klumme skulle handle om Fair Play – det var bare planen, at hovedpersonen skulle have været en argentinsk reservemålmand fra weekenden, som pludselig følte trang til at blande sig. Den var klar inde i hovedet. Men så kom den højprofilerede situation i FCN – Shakhtar tirsdag aften – og den rydder selvfølgelig forsiden. Også fordi der fra alle grene af fodboldfamilien i løbet af det lille døgn, der er gået frem til skrivende stund, er kommet så mange udsagn af, lad mig sige ‘varierende kvalitet’, at der nok er behov for lige at få sat det lovmæssige på plads. Argentina må så følge i næste uge, hvis ikke der dukker noget andet op.

Hvis en enkelt fodboldinteresseret over vuggestuealderen endnu ikke skulle have hørt om situationen er den ultrakorte udgave som følger: Nordstrand ligger skadet på banen. Dommeren stopper spillet og genoptager derefter ved at lade bolden falde. Tilsyneladende efter gensidig overenskomst mellem spillerne er der kun en Shakhtar-spiller ved bolden. Han sender den planmæssigt langt ned mod målmand Jesper Hansen, men Adriano løber imellem et par helt paralyserede FCN-spillere og sparker bolden i mål. Målet godkendes.

Lad mig starte med at sige, at jeg er ubetinget mindst lige så moralsk forarget som alle andre, der kan lide fodbold. Men dette er et spørgsmål om moral og etik kontra jura – de uskrevne regler kontra de skrevne. De skrevne er dem i fodboldloven, og det er udelukkende dem, som dommeren skal og kan forholde sig til.

Her følger nogle af de mest markante og gennemgående udsagn fra det forløbne døgn:

Udsagn nr. 1: Hvorfor får Adriano ikke det røde kort for usportslig opførsel ?

Lad gå med, at man slet ikke kan vise ud for usportslig opførsel – det er en forseelse til en advarsel. Men essensen er, at begrebet usportslig opførsel udelukkende knytter sig til overtrædelse af de ting, som der er lovgivet om i fodboldloven. Og fodboldloven er ikke overtrådt. Igangsættelsen er foretaget lige efter bogen – og målet er scoret lige efter bogen. Det eneste, som bliver overtrådt her, er spillernes eget selvopfundne moralkodeks, som siger, at man afleverer bolden tilbage til modspillerne. Det har uden tvivl oprindelig været en sand gentleman-gestus, forfriskende, ny, og hurra for det oprindelige spontane initiativ – men nu har det udartet til et slags ritual, hvor alle parter forventer, at der skal komme et bestemt forløb. Og når dette forløb så ikke indtræffer, føler man sig snydt. Dommeren har ikke en kinamands chance for at skride ind over for det, som ikke står på tryk nogen steder – men kun eksisterer i folks hoveder.

Udsagn nr. 2: Hvorfor sikrer dommeren ikke, at bolden kommer det rigtige sted hen ved igangsættelsen ved simpelthen at aftale det med de typisk to mand omkring bolden ?

Det gør han ikke, fordi det slet ikke er hans departement, og jeg får myrekryb, hver gang jeg – desværre også nogle gange internationalt – ser dommere forsøge at koreografere en sådan igangsættelse. ‘Nu gør du sådan, og så gør DU sådan… osv.’ Dommeren har ingen ret til at fortælle spillerne, hvor de skal sende bolden hen – og nok så væsentligt har han heller ingen sanktionsmuligheder, hvis de vælger at blæse på det bagefter. Dommeren skal kun holde sig til fodboldloven og sikre sig, at selve igangsættelsen er korrekt – i dette tilfælde, at bolden rammer jorden, før nogen spiller rører bolden. Herefter kører spillet videre.

Udsagn nr. 3: Hvorfor får dommeren ikke bare fløjtet for et eller andet undervejs, før målet er en kendsgerning ?

Udover at vi vel ikke ønsker, at dommerne bare opfinder deres egne regler, hvis de føler sig stødt på deres moral (det er såmænd svært nok at få dem til at skønne ens efter fodboldloven – skal vi nu også have dem til moralsk at skønne ens ?) – så har dommeren i den givne situation ikke en chance for at gribe ind. Der er stort set kun to spillere i bevægelse, nemlig ham, som modtager bolden fra dommeren – og så Adriano. Alle andre står bomstille. Der er ikke skyggen af en kropskontakt eller en grænselinjesituation, som man ville kunne hænge sin hat på, hvis nu… Den mest kreative idé i løbet af døgnet var den med at fløjte, fordi bolden var defekt. Tja – dommeren har lige stået med den i hænderne, og så må den være gået i stykker ved at ramme jorden, eller da spiller nr. 1 sparkede til den ? Come on…

Udsagn nr. 4: Hvorfor forærer Shakhtar så ikke bare FCN et mål til gengæld umiddelbart efter ?

Den er sværere, for den er der vitterligt fortilfælde for. Men hvis vi nu lige bremser op en gang, er det så virkelig det, som vi vil have ? Kan fejl nr. 2 kompensere for fejl nr. 1 – eller er det bare to fejl ? I disse tider med stort fokus på fænomener som matchfixing tror jeg ikke, at det ville falde i god jord, at spillere begyndte at forære hinanden noget, uanset motiverne. Samme argument kunne i øvrigt bruges ovenfor – om at dommerne lavede deres egne regler. Og er det ikke en glidebane ? Hvis nu f.eks. alle spillere er enige om, at der er tildelt et tyndt straffespark i den ene ende, skal man så arrangere et gedigent og umisforståeligt straffespark i den anden ende for at kompensere ?

Det er en ulykkelig, men heldigvis sjælden situation, som kun har tabere (selv om Shakhtar fik et mål ud af det). Den største taber er fodboldspillet. Men i min optik er den skyldige faktor, at spillerne forsøger at lave deres eget uskrevne gentleman-regelsæt inde i det skrevne regelsæt, fodboldloven – uden at overtrædelser kan få nogen konsekvens. Gid spillerne dog bare ville lade være med det automatiske fair play-halløj ! Og så skal jeg til sidst huske at bemærke, at set fra lænestolen derhjemme dømmer den franske dommer Antony Gautier en endda rigtig god kamp, som kunne være gået helt galt uden ham.