Jans Corner: Et par fordomme

Nogle gange ville det være pragtfuldt at kunne være flere steder på samme tid. Sådan havde jeg det, da jeg hørte om søndagens superligakamp mellem FC Midtjylland og OB. To udvisninger efter dobbelt gule kort – og en lang tillægstid med udligning i det 7. tillægsminut. Læg dertil to af de mere karismatiske trænere i rækken. Jeg har efterfølgende genset lidt højdepunkter – og så bliver det alligevel den kamp, som kommer til at trække ugens klumme hjem. Den ser nemlig ud til at være banket direkte ned i to af de mest udbredte misforståelser eller ‘folkeopfattelser’ omkring fodboldloven.

Fordom nr. 1: man har som spiller længere snor ved gult kort nr. 2 end ved gult kort nr. 1.

Nej – snarere tværtimod. Hele pointen ved et gult kort er at sende et signal til både spilleren og de andre på banen om, at her var altså grænsen: den overskred du, og gør du det igen, er der ingen vej tilbage. Fodboldloven har en pyramide af følgestraffe: en ‘påtale’ (på engelsk ‘verbal warning’, i TV / folkemunde ofte ‘henstilling’). Det er en situation, hvor dommeren kalder spilleren hen og gør det klart, at her var kanten altså, og næste gang… Egentlig er dette nærmest ‘en advarsel uden kort’. Næste trin er advarslen – og på toppen udvisningen. Hvad angår selve kampafviklingen, kan dommeren frit bevæge sig op og ned i pyramiden – der kan sagtens falde påtaler, efter at der er uddelt advarsler – og advarsler efter udvisninger. Men for den enkelte spiller kan dommeren aldrig gå nedad i pyramiden igen. Så hvis en spiller først har fået advarslen, kan han ikke ved næste overtrædelse få en påtale (så ville advarslen jo miste sin ‘Næste gang…’ – værdi). Så hvis en spiller efter at have fået en advarsel fortsætter, er der kun én vej, nemlig opefter i pyramiden med gult kort nr. 2 (eller en direkte udvisning, hvis forseelsen nu er til det). Derfor vil mønsterspilleren og rollemodellen naturligvis efter den første advarsel pænt rette ind til højre og pille de øverste procent af sine satsninger, således at han bliver på banen tiden ud. Det lyder såre simpelt, men er det jo ikke i den adrenalinpumpende virkelighed. Derfor sker det oftere, end man skulle tro, at spilleren ikke formår at lægge sin spillestil om – han er måske endda frustreret over sit gule kort, og så får den lige en tak mere i næste nærkamp.

Det er også fint nok – bare han er klar over, at han ved sit gule kort er i kikkerten, og dermed er enhver følgende ukontrolleret indsats også en potentiel risiko. Der er spillere, som helt bevidst kører på med fuld skrue frem til advarslen – og så ifører de sig ellers fåreklæderne og bliver på den rigtige side af grænsen. Og så er der de andre. Afgørende er det selvfølgelig, at man ikke bringer sig i en situation, hvor man giver dommeren mulighed for at give gult kort nr. 2. Det kiksede for FCMs Izunna, da han kun minutter efter den første heftige tackling leverede en endnu værre og reelt ikke gav dommeren noget valg. En tackling til advarsel er det, som i fodboldloven kaldes ‘hensynsløs’, uddybet som ‘spilleren har handlet fuldstændig uden hensyntagen til den fare eller de konsekvenser, som hans modspiller kan udsættes for’. Bemærk ordet ‘kan’ – det kan godt være, at faren ikke opstod, men den kunne lige så godt, og det var i hvert fald ikke spillerens skyld, at den ikke gjorde det. Samtidig er der lige bestemmelsen om, at 2. advarsel også snildt kan tildeles for ‘opsamlede forseelser’, nemlig hvis man ‘gentagne gange overtræder spillets love’. Så budskabet er egentlig, at advarsel betyder advarsel – så pas nu på…! For OBs Marcus Pedersen skal vi over i en lidt anden boldgade, idet forseelsen til 2. advarsel her opstår i luften. Her er kodeordene, om armene bliver brugt som redskab eller våben. Er vi i våbenafdelingen, lurer faren – og så kan det da godt være, at bolden i sidste ende spilles, men et ukontrolleret spring gennem luften med armen forrest, hvor resultatet bliver bold og mand, er måske ikke det smarteste at foretage sig, når man i forvejen har en advarsel. Med afsæt i det ovenfor nævnte: den, der lever skjult, lever godt – især efter en advarsel.

Fordom nr. 2: Der spilles næsten altid 2 eller 3 minutters ekstratid i 2. halvleg. Nej – der spilles den tid, som er blev tabt undervejs. Statistisk er det sikkert rigtigt, at vi ofte lander i det interval, men det er så, fordi udskiftninger vejledende koster en 30 sekunders penge (det kan sagtens varieres i begge retninger), men får vi så tilpas mange af dem plus måske et par længere skadesbehandlinger, er vi pludselig deroppead. Hvis der som i søndagens kamp tabes yderligere tid i ekstratiden, skal den tid selvfølgelig lægges oveni. Så mens et tidstillæg som i denne kamp måske nok er relativt sjældent, er det på ingen måde exceptionelt.

I fodbold spiller vi ikke – som i f.eks. ishockey – med effektiv spilletid. Men dommeren skal lægge tid til, hvis tid mistes som følge af ‘udskiftninger, skader, fjernelse af skadede spillere fra banen, forhaling af tiden – eller anden årsag’. Så naturlige spilstop som f.eks. et målspark er helt fint – men trækkes tiden, lægges den til i den anden ende. Spiller man bolden langsomt rundt (eller søger ned mod hjørneflaget – meget moderne) – det kan der ikke lægges tid til for, for bolden er jo i frit spil.

Tid er måske nok et absolut begreb – men den kan føles meget forskellig. Er man i tvivl, kan man jo overveje, om man helst vil tilbringe en halv time hos kæresten eller i tandlægestolen. Uden at ville gøre mig til psykolog kan jeg forestille mig, at det må være det samme for fodboldtrænere, spillere og tilskuere. Har man det resultat, som man ønsker, kan tillægstiden sikkert føles morderlig lang – og omvendt. Det væsentlige er, at det er dommerens tid, som gælder – og han prøver at være så objektiv som vel muligt med et blik i fodboldloven for at se, hvad han kan og ikke kan.