KFD
Nyheder

Divisionskamp Backstage var en stor succes!

15 unge og alle forholdsvis nye fodbolddommere var mødt forventningsfyldte op på et vindblæst stadion i Tingbjerg, da KFD i søndags stod for arrangementet Divisionskamp Backstage.

Casper Thorsøe Jr. i aktion i Tingbjerg

KFD-medlemmerne skulle følge dommer Casper Thorsøe Jr.’s præstationer i kampen mellem Brønshøj og Viborg, og bagefter var der lagt op til en spændende snak om begivenhederne på banen, da Thorsøe og linjedommerne inviterede indenfor i omklædningsrummet.

Der blev nok at tale om, for Thorsøe fik sit at se til i kampen, der endte 3-2 til hjemmeholdet. Seks gule kort blev det til samt et straffespark, hvor de fleste tilskuere var overbeviste om, at forseelsen var begået uden for feltet. Mens dommertrioen udførte deres arbejde på banen, holdt KFD-medlemmerne varmen takket være grillpølser og drikkevarer, som var på Brønshøj Boldklubs regning.

KFD'erne samlet på første række

Da den velspillede kamp var slut, var det store samtaleemne i omklædningsrummet naturligvis straffesparket, hvor Casper Thorsøe med egne ord ikke var i tvivl om, at Viborg-spilleren lavede et benspænd på kanten af feltet på en Brønshøj-spiller. Da han faldt ud af feltet og lå en over en meter fra linjen, var der flere, som tvivlede på den kendelse. Alligevel havde Thorsøe ret, hvilket han kunne konstatere med et stort smil over hele ansigtet, da en af de fremmødte kunne vise tv-billeder af situationen på sin telefon.

Derefter gik den 28-årige dommer, der dømmer sine første kampe i 1. division i denne sæson, i gang med at fortælle om sine oplevelser under dagens kamp. Der var blandt andet også blevet plads til lidt humor, da Brønshøj udlignede Viborgs føring og kom på 2-2. Spillerne fejrede intenst og længe Simon Bræmers scoring, og da de var på vej tilbage, sagde Thorsøe til den ene:

”Der var offside.”

Spillernes ansigtsreaktion skulle have været ganske morsom, men Thorsøe fik dog at vide, at ”det kraftedeme var en dårlig joke”, hvilket han med et grin erkendte, at det muligvis også var.

Det gule kort blev luftet flere gange

I den mere alvorlige ende kunne Thorsøe konstatere, at han måtte give flere advarsler for sene eftertacklinger i den hårdt spillede kamp. Han mente dog, at han faktisk havde reddet yderligere en spiller for det gule kort, idet en utilfreds Brønshøj-mand lige skulle til at løfte armen, da Thorsøe sagde til ham:

”Fint, at du er uenig, men styr dine arme.”

Det hjalp og sparede dommeren for endnu en tur i brystlommen.

Derefter blev der spurgt ind til Thorsøes opladning inden en kamp, og her gjaldt det ikke overraskende om at få spist godt og gået ordentligt tid i seng dagen inden kampen, ligesom det gælder om at holde sig i ro om formiddagen på selve kampdagen. Thorsøe møder normalt ind fem kvarter før kampstart og er der omkring 50 minutter efter, den er slut, så det kan blive nogle lange dage.

Dagens trio - Peter, Casper og Morten - i dikteret tøjstil

Dommeren har også altid kontakt med linjedommerne inden kampen, og et mere kuriøst faktum er, at de også på forhånd aftaler, hvilket slags tøj de møder op i før kampen. Ved dagens kamp havde Thorsøe dikteret en lyseblå skjorte samt mørke bukser og jakke.

Der blev talt om vigtigheden af, at rollefordelingen mellem dommer og linjedommer er 100 procent på plads inden kampen, hvilket dagens to mænd på linjerne, Peter Kjærsgaard-Andersen og Morten Skov, kun kunne være enige i. De to linjedommere blev også spurgt ind til deres oplevelser og overvejelser under kampen, og der blev endda talt om, hvilken hånd, det er bedst at holde sit flag i.

Efter en række gode spørgsmål, der førte til interessante samtaler, evaluerede Casper Thorsøe sin egen præstation, som han var godt tilfreds med. En ting, han dog gerne vil forbedre i fremtiden, er sine løb, hvor det gælder om at være endnu mere forudseende. Løbemønstre er et område, hvor dommere konstant kan udvikle sig, og det gælder altså også dagens hovedperson. Han gav, sammen med de to linjedommere, et spændende indblik i livet som dommer på topniveau, og som tak fik trioen overrakt vin af KFD.

Der var en god og åben drøftelse af kampen, forberedelser og livet som elitedommer i omklædningsrummet

Det var tredje gang, KFD afholdt arrangement, hvor det tidligere har været med Kenn Hansen som hovedperson. Endnu engang blev begivenheden en succes, og den vil højest sandsynligt vende tilbage igen til foråret.

Hi, I’m Redaktør

Leave a Reply