Det er alment kendt, at en god dommer skal kunne sit lovstof for at komme frem i rækkerne. Det er dog lige så kendt, at de bedste dommere er dem, som kan håndtere spillerne og hertil komme med løsningen som muligvis ikke står i lovbogen, men som passer perfekt til situationen. Det sidstnævnte var muligvis mere beundringsværdigt tidligere end det er nu. Sorte Svin fortæller i hvert fald mange gode historier om, hvordan man tidligere har valgt de mere alternative løsninger/kendelser. F.eks. fortæller bogen om tidligere FIFA-dommer Aage Poulsen, som ikke rigtig kunne teorien, men var fortrinlig til at få afviklet kampene så alle var tilfredse. I dagens historie, som er en af mine absolut yndlingshistorier fra bogen, laver dommeren også en kendelse, som vidst ikke findes indenfor de 17 paragraffer i fodboldloven.
Fodboldlovene er til for at blive overtrådt
Dybt go’nat i Dagnæs
Serieklubben Dagnæs har stadig mareridt over den kamp. En skrækkelig match…
Efter et kvarters spil får Dagnæs straffe. Den sædvanlige skytte hentes frem. Han er normalt sikkerheden selv. Men i dag brænder han på det skammeligste.
Efter en halv times spil nyt straffe til Dagnæs. Ny skytte. Ny afbrænder. Fortsat 0-0.
Ude ved sidelinien river Dagnæs-træneren, den tidligere 1. divisionsspiller for Horsens fS, Jørn Rasmussen, sig fortvivlet i bakkenbarterne. Dagnæs presser og presser. Og endelig. En forsvarskleppert går med frem ved et hjørnespark og pander bolden ind til 1-0!
10 minutter før pausen vipper modstanderens højre back bolden væk med hånden inde på målstregen. Nyt straffespark. Men, oh rædsel! Endnu en svipser!
Situationen er grotesk. Og så sker det saftsusemig igen. Højre back ta’r hånden til hjælp. Dommeren fløjter. Dagnæs gør klar til det fjerde straffespark. Men hvad er det? Dommeren dømmer hjørnespark efter det oplagte straffespark.
– Der er sgu straffe, mand!
De groggy Dagnæs-folk ta’r sig endnu en gang til hovedet. Men den fløjtende 23. mand er i sit fiffige hjørne, så han siger:
-Straffe. Ja, ja. Men vil I ikke hellere ha’ et hjørnespark?
Jensen Felde, B., Brinch, J. J. (1991). Sorte Svin – kvikke replikker og lys humor omkring fodbold-dommere. P. Haase & Søns Forlag.
Dette var dagens historie fra Sorte Svin. Dagens historie er at finde på bogens side 41. Vi takker endnu en gang forfatterne Brian Jensen Felde og Jens Jørgen Brinch, samt Haase & Søns Forlag for tilladelse til at bringe historierne.