Jans Corner: Berøvelse og tredobbelt straf

Daniel Høeghs udvisning efter lige knap et minut i kampen mellem OB og AaB i søndags er en passende lejlighed til igen at tage fat i fænomenet ‘berøvelse af oplagt scoringsmulighed’ og den så hyppigt omtalte tredobbelte straf.

Det er godt nok én af de mest skamredne krikker i fodboldloven, men på den anden side er den yderst central for forståelsen af fodboldloven som helhed og ikke mindst de tanker, som ligger bag den. Samtidig banker vi direkte ned i et af de felter, hvor overvejelserne om lovændringer ligger og lurer, så der kan være god grund til lige at ridse fronterne op.

Samtidig med, at han heldigvis tydeligt pointerede, at dommeren ikke kunne gøre andet, end hvad han gjorde, blev OBs træner Troels Bech citeret for, at reglen var ‘himmelråbende idioti’. Det synes jeg måske nok er en lige skarp nok vinkling, men vi kommer ikke uden om, at det i den grad er en regel, der deler vandene.

Ikke engang blandt os, der ellers ynder at kloge os på loven, er der enighed om rimeligheden eller ej – så ugens klumme kan jo passende betragtes som et partsindlæg fra én, som synes, at reglen egentlig er fornuftig nok, som den er.

Skismaet er, at forseelsen ved en berøvelses-situation i straffesparksfeltet straffes tredobbelt:  Dels med et straffespark, dels med et rødt kort – og som følge deraf også med mindst en spilledags karantæne.

Ikke noget at sige til, at trænerne ikke er begejstrede – og da især ikke, når det sker så tidligt som her. Jeg ville bestemt heller ikke bryde mig om at se mit omhyggeligt forberedte hjemmearbejde blive sprængt til atomer efter et minut – og vide, at mit hold de næste 89+ minutter skulle spille 10 mod 11.

På den anden side er det en af fodboldlovens grundpiller – og har været det siden det allerførste lovsæt i 1860’erne – at en forseelse straffes på samme måde, uanset om det er en markspiller eller målmand, som begår den; uanset om det er i første eller sidste minut, episoden indtræffer; og uanset hvor på banen det sker, i straffesparksfeltet eller udenfor.

Skal man til at give rabat, fordi forseelsen sker i straffesparksfeltet, bryder man derfor med dette princip. Det er jo ikke noget argument i sig selv – for selvfølgelig skal man ikke holde fast i principper, bare fordi de er der – men der er nu måske alligevel en grund til, at tingene er, som de er.

Tilhængere af rabataftalen med en advarsel, hvis den situation, som berøver den oplagte scoringsmulighed, foregår i straffesparksfeltet, argumenterer med, at der ikke er berøvet noget som helst, for angriberne får jo fluks en ny oplagt scoringsmulighed i form af et straffespark. Det er selvfølgelig rigtigt – men hvem siger, at den nye oplagte scoringsmulighed er lige så god som den, der lige forsvandt ?

Et eksempel: En angriber befinder sig i målfeltet, midt for mål og to meter fra målåbningen. Målmanden er væk – han er gået fejl af bolden undervejs. Lige da angriberen skal til at sparke bolden i mål, rives han omkuld af en forsvarsspiller. Denne oplagte scoringsmulighed, to meter fra mål uden målmand, vil nu blive vekslet til et straffespark, 11 meter fra mål med målmand. Det vil jeg kalde for et rigtig dårligt bytte – og hvis forsvarsspilleren slipper med en advarsel, kan man vel i den grad tale om, at forbrydelse betaler sig.

Det kan for eksemplets skyld gøres endnu mere ekstremt. Reglen om berøvelse har to varianter: Dels forseelsen mod en angriber – men også, hvis man ved forsætligt at spille bolden med hånden berøver et mål eller en oplagt scoringsmulighed.

Eksempel: målmanden er igen væk, og en forsvarer kaster sig i fuld udstrækning inde på mållinjen og redder med hænderne den bold, som ellers splitsekundet efter ville ligge inde i nettet. Straffespark – og advarsel?

Kan forbrydelse betale sig ???

Selvfølgelig kan man skrive sig ud af meget, og det er også det, som man har prøvet på gennem de senere år – for selvfølgelig har trænerne en pointe i, at det er surt at få en fodboldkamp spoleret gennem denne tredobbelte straf. Derfor er emnet også under konstant diskussion, og jeg bliver såmænd ikke specielt overrasket – selv om jeg som kraftigt antydet ikke håber det – hvis vi inden alt for længe får en regelændring, som giver mulighed for rabatten i straffesparksfeltet. Jeg vil så bare inderligt håbe, at man på en eller anden måde får defineret sig ud af, hvornår en advarsel er rimelig – og hvornår det alligevel skal være en udvisning.

Det kunne være forseelsens karakter – er det et benspænd bagfra eller et almindeligt ét af slagsen, er det en holde-forseelse osv osv. ? Det kunne være stedet for forseelsen: er vi på den ene eller anden side af straffesparksmærket, da forseelsen begås (så chancen ikke uden konsekvenser veksles til én, der er ringere)? Man kunne også vælge kun at bekymre sig om forseelser mod modspillerne, så vi ikke kommer ud i de helt groteske hands-eksempler som beskrevet ovenfor.

Det, som i hvert fald ikke må ske, er, at dommeren får opgaven med subjektivt at afgøre, om straffesparket er en større mulighed end den netop berøvede. Det er jeg sikker på, at alle dommere i den grad vil betakke sig for. Og også alle trænere… Men som sagt så jeg allerhelst, at tingene bare fortsatte, som de var. Der er en grund til, at reglerne er, som de er – omvendt skal man heller ikke bare stille sig op og række tunge. Måske har nogen de vises sten.

Et lille kuriosum til sidst: Lige nu jagter en forsvarer ofte angriberen for om muligt at få ham fældet, inden han kommer ind i straffesparksfeltet. Hvis udvisningen er givet, hvorfor så tage et straffespark oveni? Gad vide, om vi i fremtiden vil se forsvarere omhyggeligt vente med at begå forseelsen, før angriberen er inde i feltet – for så er det kun et straffespark og en advarsel? Blot en tanke…