Jans Corner: Dommerudvikleren

Jeg har prøvet det rigtig mange gange. Man sidder i hyggeligt selskab og falder i snak – uanset om det er på en flytur eller ved et middagsbord – og før eller siden kommer talen på, hvad man beskæftiger sig med. Og her er det reglen snarere end undtagelsen, at personen bliver temmelig tom i blikket, når jeg fortæller, at jeg bruger en god del af fritiden på at tage rundt og vurdere, hvordan fodbolddommere udfører deres job.

Når først forbløffelsen har fortaget sig, er det til gengæld også det normale, at personen af ægte interesse begynder at spørge ind til, hvad det dog er for noget, og hvordan man gør det.

Mens de fleste sportsinteresserede har styr på, at man rangordner hold i divisioner, og at der er en rokering mellem rækkerne ved op- og nedrykning, er det en stor overraskelse for de fleste uden for faget, at det samme gør sig gældende for dommerne. Godt nok ikke med automatisk op- og nedrykning, men dog med et system, der gerne skulle sikre, at det er de bedste dommere, der dømmer de bedste kampe.

Den automatiske op- og nedrykning efter en karakterskala er prøvet forskellige steder, nærmest nok Holland, men specielt populært blev det aldrig. Blandt andet fordi afgørelsen kunne risikere at falde på decimaler, og med en subjektiv karaktergivning fra en person i stedet for fodboldkampens objektive afgørelse af, om en bold har krydset en mållinje eller ej, vil der altid under overfladen gemme sig en tvivl og måske endda en følelse af blodig uretfærdighed.

Så langt de fleste steder er det ikke en matematisk afgørelse, men derimod en samlet vurdering – baseret på tilbagemeldinger fra kampene, dommerens personlighed og adfærd, afbudsmønster osv. – der danner baggrund for rokeringer mellem rækkerne.

Det er en såkaldt dommerudvikler (internationalt ‘observer’), der siddende på stadion foretager vurderingen. Nogle steder – f.eks. i England – har dette været suppleret med de to klubbers vurdering. Det synes jeg principielt er et forfriskende indslag, som sagtens kan være relevant – hvordan er det, at kunderne oplever håndværkerens udførelse af opgaven ?

Det åbenlyse problem er selvfølgelig, at sådanne vurderinger kan være farvet af resultatet af kampen. Et andet problem, som viste sig i England, var, at nogle dommere decideret gik efter gode ‘club marks’ og måske tog den lette, men populære vej ud i nogle spidsbelastede situationer, for ikke at rage uklar med nogen.

I tidligere tider, som egentlig bare er et par små håndfulde år tilbage, var den officielle titel herhjemme ‘dommerbedømmer’. Man ser straks billedet for sig – en person, som helt konkret vurderer præstationen og i sidste ende kommer ud med en ‘dom’ i form af en karakter. Et eller andet sted svæver der også billedet af en professionel fejlfinder, når man hører ordet.

For få år siden gennemførte vi så herhjemme på eliteniveau en mindre revolution ved at skifte fokus fra bedømmelse til udvikling og samtidig sløjfe karakteren. Det var med en vis skepsis fra alle sider, for blev det ikke for blødt – og kunne det virkelig fungere ? På den anden side stod det faktum, at enhver karakterskala selv med den bedste vilje dels er uhyre subjektiv, dels har det med at skride, jo længere den har været anvendt.

Og så min personlige kæphest, at ingen dommer nogensinde er blevet en bedre dommer af at få stukket et tal i næsen – men derimod nok ved at læse den tekst, som fulgte med. Det var ikke altid tilfældet, at man kom så langt, fordi en del blot fokuserede på karakteren, som de anså for det eneste saliggørende. Til sidst var alle parter, både bedømmere og dommere, i det store og hele nået til den erkendelse, at man ikke rigtig kunne bruge karakteren til noget – og så forsvandt den.

Til gengæld skiftede dommerbedømmeren navn til dommerudvikler. Fokus væk fra et stempel på ryggen i form af en karakter – og over på, hvordan udvikleren (som jo i princippet er en dommerkollega, bare ældre i gårde) ved en samtale efter kampen kan gøre dommeren bedre til at udføre sit hverv ved at påpege de ting, som er gået godt, og som dommeren endelig skal holde fast i – og så hvor der er potentiale for udvikling i form af ting, som måske kunne løses på en alternativ og bedre måde. Idéen er altså at gøre dommeren i stand til at udføre sit job bedre – og er noget gået mindre godt, så at finde ud af, hvordan man undgår det problem en anden gang.

Et system helt uden karakterer virker selvfølgelig kun, når man har med en begrænset gruppe dommere at gøre, som man har et mere eller mindre dybt personligt kendskab til. F.eks. på breddeniveau i lokalunionerne, hvor der er mange i folden, og hvor man ikke kan have det samme personlige kendskab, er det ofte nødvendigt med en overordnet karakter til ligesom at skille fårene fra bukkene. Det samme er tilfældet internationalt, hvor det også er nødvendigt med et eller andet karakterfilter til at grovsortere.

Hvordan afgør man så avancement og det modsatte, når man ikke har karakterer? På eliteniveau simpelthen ved at følge dommerens udviklingspunkter gennem en sæson. Er der udvikling – eller står han stille eller går ligefrem tilbage ? Er det de samme problemer, som bliver påpeget gang på gang, men bare ikke bliver bedre ?

I virkeligheden får man et meget bedre kendskab til de enkelte dommeres formåen på denne måde i stedet for blot et tal med en decimal. Internationalt har der været meget stor interesse for ‘det danske system’, og det er da meget sjovt – og bestyrker os i, at vi har fat i noget af det rigtige.

En af de kommende uger vil jeg prøve at gå lidt dybere ind i, hvad vi egentlig sidder og lægger mærke til og vurderer på, når vi er i aktion, hjemme eller ude.

Og så må jeg da indrømme, at ordet ‘dommerudvikler’ stadig ikke er mere kendt ude i systemts afkroge, end at jeg stadig i fin stil præsenterer mig som dommerbedømmer.