Postkort fra “Down under”

KFD’s Bjørn Kure har det sidste halve års tid været i Australien. Vi har fået en hilsen fra ham:

Hej derhjemme!

Her følger en lille udenlandshilsen fra en KFD’er i eksil Down Under. Jeg kan desværre ikke længere prale af høj sol og stranddage ad libitum, da solen har forladt os hernede til fordel for den nordlige halvkugle, og DMI’s hjemmeside sladrer om, at I tilmed nyder godt af det derhjemme af og til. Kalenderen er således for længst hoppet på efterår og står på tærskelen til vinter, en vinter der byder på 10-15 grader, så det er til at leve med.

Jeg har været hernede i Australien siden midten af januar, hvor jeg tager et enkelt semester på et universitet i Sydney. Studiet trækker, som man desværre kunne forvente, det meste af tiden, så der har ikke været meget tid til at være turist. Jeg har dog været heldig at finde mig en lejlighed tæt på stranden, Bondi Beach, så når der er lidt tid i overskud, er der ikke langt til en dukkert og en rolig løbetur på stranden. Jeg har dog nogenlunde formået at holde mine weekender fri, så her har jeg tid til kigge lidt rundt i Sydneys gader – og selvfølgelig, vigtigst, dømme noget fodbold.

Fodbold er desværre ikke så stor en sport hernede, og hvis man nævner ordet ”football” ude i byen, eller bare ”footy” (de dovne australiere forkorter alt), så er chancen for at det bliver forstået som fodbold minimal. I stedet vil det med højeste sandsynlighed blive forstået som australsk fodbold eller rugby league, og det er ingen overdrivelse at sige, at det mere eller mindre også er de to eneste boldspil, der får medie- og sendetid. Rugby har personligt aldrig rigtigt været min kop the, bolden har en underlig form, og australsk fodbold bliver spillet på en alt for stor bane, i forhold til hvad jeg gider løbe (150x135m) – så jeg besluttede mig for bare at holde mig til god gammeldags fodbold.

Inden jeg tog af sted hjemmefra Danmark, fik jeg skabt kontakt til en fodbolddommerklub i Sydney, som var positivt stemt for at lade mig dømme nogle kampe, mens jeg var hernede. Med dommersko, fløjte og kort pakket med i tasken tog jeg derfor af sted med store forventninger til hvad det skulle bringe med sig. Og jeg må sige, at jeg på intet tidspunkt har fortrudt, at jeg fik slæbt dommergrejet med, for det har indtil videre været en stor oplevelse at være en del af fodboldkulturen i et land som Australien.

Personerne omkring dommerklubben har været utroligt venlige til at få mig i gang, og specielt Richard Lorenc, den dommer-ansvarlige for fodboldforbundet her i staten New South Wales (NSW), har været utrolig hjælpsom og meget nem at snakke med. Richard Lorenc er i øvrigt en gammel kending af vores egen Peter Mikkelsen tilbage fra VM i Italien 1990. Også Kim Milton nævnes ofte, som jeg gætter på må havde slået sit navn fast hernede under U20 VM i 1993, hvor han dømte åbningskampen i netop Sydney. Der er i hvert fald et par af de gamle hoveder fra dommerklubben, der går og praler af de fik byttet tøj med ”Kim Nielson”, som de kalder ham. Det meste af styregruppen omkring dommerklubben er nemlig bygget op af en gammel garde af FIFA-linjedommere fra de glade 90’ere.

Timingen var perfekt, for da mit semester på universitetet skulle til at starte, og jeg var begyndt at følge mig nogenlunde hjemme Sydney, så skulle fodboldsæsonen også til at starte. Jeg blev derfor straks kastet ud i en løbetest og fik efterfølgende en dato for min kommende teoritest. Men selvom nogen jo nok vil mene, at fodbold i sig selv er et internationalt sprog, så snakker Fodboldloven og Laws of the Game altså ikke samme sprog (omend de heldigvis af betydning stort set har det samme indhold). Så i stedet for fx at skulle smide folk i bad ud fra en forklaring om at de ”gør sig skyldig i spil, som i alvorlig grad er utilladeligt”, så skal man have fat i det lidt kortere ”serious foul play”. Så på den led var der derfor en række nye engelske lov-termer, der lige skulle indarbejdes inden teoriprøven. Men med kvalificeret hjælp fra Jan Carlsen (og vores egen John Holm) blev jeg klædt godt på, til de spidsfindigheder de nu engang måtte finde på til mig, og teoritesten gik fint. Og med lidt papirarbejde hjemmefra var det nu endelig lykkedes mig at komme ind i deres system og stod nu kampklar.

Fodbolddommerklubben, NSW State League Football Referees, står for dommerstanden til statens fire øverste ligaer, hvor den øverste af de fire ligaer, NSW Premier League, anses som Australiens næstbedste liga lige efter den landsdækkende A-league. Niveauet er meget svingende og går fra noget der ligner serie 1 i den laveste liga, til noget der minder om DS og en snært af 2. division i deres Premier League.

Jeg blev lidt konservativt indrangeret til at starte med, men efter et par kampe fik Richard Lorenc sat mig på som linjedommer i deres Premier League. Jeg var spændt på mødet med deres højeste liga, og den dommer-kvartet jeg skulle være en del af. Adam Susz, en rutineret herre i Premier League, skulle tage sig af fløjten, og så var vi tre relativt unge gutter til at besætte linjedommer og 4. dommer-opgaverne. Jeg var sat på som LD1, og det blev en kamp med god intensitet, der krævede at man holdt koncentrationen. Der manglede lidt tekniske og taktiske elementer, i forhold til den fodbold vi er vant til at se på top-niveau, men der blev kæmpet og fightet til det sidste. Og med en 4. dommer til at klare udskiftningerne for mig, kunne jeg jo for alvor koncentrere mig om spillet.

Selvom det var en kamp på højeste niveau, så efterlod baneforholdene meget at ønske. Græsset lignede Kløvermarken på en udmattet sæson, og målnettene var fæstnet til jorden, med noget der lignede campingpløkker.

Af andre sjove ting jeg stødte på hernede, kan nævnes betalingen af dommerhonoraret. Hernede foregår det kontant efter kampen af hjemmeholdet. Har hjemmeholdet vundet kampen, kommer der en repræsentant fra hjemmeholdet ind i dommeromklædningen og deler fine brune papirkonvolutter rundt til dommerne i bedste mafia-stil. Jeg har af og til fået mig et stille grin over denne procedure og følt mig lidt mere sort end normalt – men det er nu engang denne officielle måde, hvorpå betalingen foregår på. Har udeholdet vundet, skal man som regel selv ud og hive fat i den rigtige repræsentant fra hjemmeholdet og spørge efter sit honorar, og måske skal man også selv kunne stille med en dollar eller to i byttepenge til de pengesedler, der modvilligt bliver fundet frem.

Siden har jeg haft en masse forskellige kampe på tværs af deres ligaer som hhv. dommer og linjedommer. Det er altid spændende at komme ud og møde nye dommere og hold. Man møder mange forskellige hold, mentaliteter og nationaliteter, eftersom Australien er et relativt broget land med immigranter fra mange forskellige lande fra hele verden. De forskellige minoriteter har det med at samle sig i de samme forstæder, og det er derfor ikke unormalt at møde et hold, der kun består af rumænske spillere, eller et hold der måske har stolte italienske rødder. Man får derfor som oftest en bid af hele verden her i Australien.

At dømme hernede kræver derfor at man er villig til at omstille sig til de forskellige spillementaliteter man kan møde, og samtidigt også kunne arbejde med de forskellige dommere man kommer ud med. Jeg har bl.a. dømt med kinesiske, koreanske, bulgarske, irske og engelske dommere. På banen ligner Fodboldloven sig selv i praksis, så rent teknisk var det ikke så svært at komme i gang.

Men nu skal det jo ikke være fodbold alt sammen, og jeg har også haft tid til at tage på tur med min kæreste som valgte at tage med mig herned. Vi havde en fantastisk tur til Tasmanien inden studiestart, hvor vi fik kørt det meste af den naturskønne ø rundt og set fantastiske nationalparker og et rigt dyreliv. Vi fik ikke set ind over hækken til Marys barndomshjem, som ellers skulle være noget af en turistattraktion, da vi var ret enige om, at de skulle have lov til at være i fred, og i stedet tog vi så på vandretur i bjergene.

Alt i alt er Australien et fantastisk land med meget at byde på, og kan man leve med den lange (og relativt dyre) tur herned, så er det klart et besøg værd. Men når det er sagt, så glæder jeg mig nu også til at komme hjem til Danmark efter 5 måneder Down Under. Som de kloge hoveder siger: Ude godt, hjemme bedst.