KFD
Nyheder

Fodbold er en (temmelig) statisk sport

Debatten om indførelse af mållinjeteknologi har fået ny luft efter episoden i kampen mellem Ukraine og England under EM.

Sådan så det ikke ud før 1970...!

Og at dømme efter de seneste meldinger fra FIFA, så iværksættes der nu seriøse forsøg i kampe på højt niveau (bl.a. Confederations Cup) med to forskellige teknologier, hhv. en løsning med  chip i bolden og et magnetfelt, og en løsning med en masse små kameraer.

Forsøget er et af flere gennem tiden, der har haft til hensigt at ændre fodboldspillet og dets forudsætninger.

Enkelte kan måske også huske forsøget for nogle år siden, hvor indkast blev erstattet med indspark i nogle ungdomsturneringer. Dét forsøg endte ikke med en regelændring.

Faktisk er der op gennem tiden relativt set kun ganske få ændringer, der har ændret spillet helt basalt, siden de første regler blev vedtaget i England i 1863.

Nogle af ændringerne gør det dog ret spøjst at forestille sig spillet i dag, hvis de IKKE var blevet vedtaget…

Her er en oversigt over nogle af ændringerne:

– 1866: Afleveringer fremad banen tillades.

– 1891: Dommere og straffespark indføres.

– 1912: Målmænd forbydes at tage med hænder uden for straffesparksfeltet.

– 1925: Offsidereglen ændres, så kun to og ikke tre spillere fra det forsvarende hold skal være nærmere mållinjen end den angribende spiller, når bolden afleveres.

– 1958: Udskiftninger tillades – dog i første omgang kun i tilfælde af skader.

– 1970: Gule og røde kort indføres, så det bliver tydeligere, om der er tale om en advarsel eller en udvisning.

– 1990: Offside-reglen lempes, så en angribende spiller ikke er offside, hvis han er på linje med den næstbagerste af de forsvarende spillere.

– 1992: Målmænd må ikke røre bolden med hænderne, hvis der er tale om en forsætlig tilbagelægning.

Hi, I’m Redaktør

Leave a Reply