Jans Corner: EM, sidste afsnit

Så kom vi hele vejen igennem, fik kåret en ny (eller rettere gammel) europamester og kan vel efterhånden begynde at få normalt syn igen, efter at der har været trukket hårde veksler på både øjne og familieliv de seneste tre uger.

Jeg skal nok vare mig for at konkludere på den fodboldmæssige side af sagen – det må større hjerner tage sig af (det lykkedes mig selv undervejs at tro på fire forskellige favoritter, kulminerende med, at jeg ventede, at Italien var gået hele vejen efter den semifinale, som de præsterede), men det dommermæssige tør jeg godt sige lidt om.

Jeg synes, at vi dommermæssigt har haft en god slutrunde. Bevares, der var det famøse ‘måske /måske ikke-mål’, men det var vel også det mest kontroversielle. Vi så nogle knivskarpe og korrekte offside-vurderinger. Jeg ved godt, at når jeg skriver dette, kommer der hurtigt et par reaktioner i stil med, at jeg altid holder med dommerne.

Det gør jeg ikke nødvendigvis – men jeg holder med fodboldloven, og den blev ikke mishandlet, så bladene faldt ud. En rimelig parameter plejer at være det antal situationer, der er på blokken efter turneringen – det er typisk sådan nogle, vi efterfølgende kan bruge til instruktion – og der er væsentlig færre denne gang. Der er heldigvis også flere almindelige fodboldtilhængere, der uopfordret har været så rare at sige til mig, at de synes, at det er gået godt denne gang. Ingen ‘grimme’ røde kort – og meget få protester, så fokuspunktet virkede.

Mod slutningen fik vi nogle straffesparkskonkurrencer, og heldigvis for det. Dels rummer de altid en helt elementær spænding, dels rammer den måde at afgøre en kamp på nogle af de vitale færdigheder, plus at mand mod mand-dueller altid rummer muligheden for det psykologiske spil, som også er så stor en del af fodboldspillet.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor så mange synes, at det er en dum måde at gøre det på – selvfølgelig er det marginalerne, der afgør, men det vil det jo under alle omstændigheder være, når først vi er kommet så langt. Bortset fra ren lodtrækning har jeg engang som dommer i en privatturnering været ude for, at det i sidste instans var antallet af hjørnespark i 2. halvleg, der var afgørende, hvis alt andet var lige. Så foretrækker jeg nu straffesparkene.

Gennem tiderne har der – også på højeste plan – været forsøgt forskellige andre varianter. Mange husker sikkert endnu både ‘Golden Goal’ (første mål afgør) og ‘Silver Goal’ , hvor man spillede den pågældende halvleg i den forlængede spilletid færdig, så det ikke bare var en her-og-nu afgørelse. Det blev aldrig den store succes eller specielt seværdig fodbold, der kom ud af det.

Hertil kom det ekstra pres, som det lagde på dommerne – man har nok skullet være 110 % sikker på at dømme straffespark under Golden Goal, og det samme gør sig gældende for offside-kendelserne. Sikkerhedsmæssigt var myndighederne heller ikke vilde med det, fordi man aldrig vidste, hvornår en kamp sluttede, så nu om stunder kan en fodboldkamp kun – efter fodboldloven – ved uafgjort afgøres på flest scorede udebanemål, forlænget spilletid eller straffesparkskonkurrence.

Straffesparkskonkurrencerne bød også på et par lovmæssigt interessante ting. Balotelli lavede mod England et fint stopmoment i sit tilløb, hvorefter han scorede. Mange tror, at tilløbet skal foregå i én bevægelse uden stop, men det er ikke noget krav (og har modsat almindelig opfattelse mig bekendt aldrig været det).

Eneste betingelse er, at når først støttebenet er sat i jorden henne ved bolden, og næste naturlige handling vil være at sparke til bolden, skal man også gøre det. Det ville ellers være en fed fidus f.eks. at sparke over bolden, for hvis målmanden så bevægede sig for tidligt, var man minimum sikret et nyt forsøg, hvis man brændte. Men det hul blev stoppet op til sidste VM.

Man skal lære, så længe man lever, og en episode som den mellem Nani og Bruno Alves i semifinalen, hvor Alves havde bevæget sig fra midten næsten op til bolden, før han blev indhentet og sendt tilbage af Nani, har jeg aldrig set før. Var man ikke nervøs i forvejen, skulle man da nok blive det ved den behandling.

Men det highlighter meget godt noget andet, som alle tror – nemlig at rækkefølgen af sparkerne er fastsat på forhånd. Ofte ser man også holdene ligefrem aflevere en seddel til dommeren med de fem første sparkere. Selvfølgelig kan der være turneringsreglementer, der kræver det – men fodboldloven forudsætter bare, at der skal sparkes skiftevis (vinderen af lodtrækningen bestemmer, om han vil sparke først eller sidst), og at det hele tiden skal være nye spillere, indtil vi har været hele raden rundt.

Så lovmæssigt kan man i princippet udpege sparkerne én ad gangen – så vil dommerne blot føre pænt regnskab med, at ingen sparker for anden gang. En anden ting, som fodboldloven heller ikke foreskriver, er en lodtrækning om, hvilket mål der skal sparkes mod, som vi så det her – lovmæssigt hedder det sig bare, at det er dommeren, der afgør dette, men det virker da som en rigtig god idé, at det her var skrevet ind i turneringsreglementet som en mulighed for dommeren, når man har de to grupper fans anbragt bag hver sit mål. Så er der i hvert fald ingen, der kan brokke sig bagefter. Der er masser af andre finurligheder omkring en straffesparkskonkurrence – de er altid gode til teorimesterskaber og sådan noget – men dem kan vi vende tilbage til en anden god gang.

I denne uge begyndte de europæiske klubturneringer så, og om en uge går det løs med superligaen igen. Jeg er selv af sted til et par kampe i Europa de næste uger, og så skal der også lidt ferie ind på kontoen – så dette er en pæn måde at sige på, at næste klumme først dukker op lørdag den 11. august. Så der er masser af tid til at finde på gode spørgsmål – hvis de ikke skulle dukke op af sig selv i de kampe, som går igang nu. Rigtig god sommer til alle læsere.