Jans Corner: EM, 2. afsnit

Så er der gået endnu en uge – og det er tid til at følge lidt op på EM igen. Denne gang er den store streg i sandet slået efter den indledende runde – dvs. før vi tager fat på nogle kvartfinaler, som i øvrigt tegner aldeles spændende.

Egentlig er dette lidt af en ‘ikke-klumme’. For lige nu synes jeg helt ærligt ikke, at jeg for alvor orker at tage endnu en tur i manegen omkring måldommere, målteknologi osv. Men en situation som den mellem Ukraine og England ville virkelig være syreprøven på teknikkens anvendelsesmuligheder og duelighed.

Alle synes at tage for givet, at hvis bare der havde været målteknologi, ville alt have været godt. Det håber jeg da så sandelig også, for ingen kan være interesseret i, at nogen bliver snydt – men jeg tillader mig at have min sunde skepsis. Vi har at gøre med en bold, som kun er inde i luften – det vil sige, at der ikke er noget nedslagssted, og allerede her er der en ekstra udfordring i forhold til linjeteknologi andre steder, f.eks. i Wimbledon.

Bolden er kun inde i ekstremt kort tid, før den sendes tilbage i spil igen – og selv om jeg har set masser af fine kommentarer i stil med ‘klart inde’ (rekorden indtil videre er ‘mindst en halv meter inde’), taler vi efter min bedste vurdering om et éncifret antal centimeter. Fodbolde er efter deres natur kuglerunde og kridtstreger tilsvarende meget flade – og det betyder, at bolden faktisk skal se ud til at være rigtig meget inde, før den også er det: det er ikke nok, at der er luft mellem bold og linje foroven eller forneden – der skal være det hele vejen.

Eller sagt på en anden måde: den ‘fjerneste’ del af bolden skal have sluppet stregen med 22 centimeters margin (boldens diameter), før vi har en scoring. Hvis en målteknologi kan klare de tre hurdler, så den er 100 % sikker, så er det da en god idé, hvis man vel at mærke kan få nogen til at betale for den. Lige akkurat i det aktuelle tilfælde kan jeg ikke dy for mig at bemærke, at der efter mine begreber er en pivende offside i opspillet (men svær at fange ved første blik, fordi afleveringen er længe undervejs, og der er meget bevægelse mellem forreste angriber og næstsidste forsvarer).

Det er ingen undskyldning og gør bestemt ikke dommersekstettens bundlinje kønnere – men det betyder dog, at der ikke er begået noget justitsmord. Var bolden blevet dømt inde (som den var), havde vi nok fået overskrifterne alligevel – nu bare på den manglende offsidekendelse…

Heller ikke et ord om underbukser. Og så alligevel lidt, fordi det i mindst én avis har stået, at Bendner-stuntet er en overtrædelse af fodboldloven. Det er det faktisk ikke. Fodboldloven kræver bare, at det såkaldt grundlæggende obligatoriske udstyr ikke må indeholde politiske, religiøse eller personlige slagord – og en spiller må ikke, ved at tage sin trøje af, fremvise slagord eller reklamer.

Underbukser er ikke i fodboldlovens forstand en del af det grundlæggende obligatoriske udstyr (lad være med at tænke for meget over det – og jeg vil helst ikke høre om de billeder, som det kan fremkalde på nethinden). Det er helt andre regler og regulativer, som handlingen i givet fald kommer til at konflikte med.

På et mere normalt plan fik vi i kampen mellem Ukraine og Frankrig en fin illustration af dommerens ret til at udsætte, afbryde eller aflyse en kamp for enhver overtrædelse af loven eller uvedkommende indblanding. Her var den uvedkommende indblanding et gigantisk uvejr, som gjorde det farligt at spille. Vi kom i gang igen med en lille times forsinkelse – og heldigvis vovede ingen sig ud i, hvor længe en sådan afbrydelse egentlig må vare. Det er der nemlig ikke nogen nærmere direktiver om – i hvert fald ikke efter fodboldloven – så det er den sunde fornuft og de praktiske muligheder, der sætter grænsen.

Igen skal man huske, at dommerens muligheder for at aflyse en kamp på grund af banens tilstand alene går på det eventuelt farlige ved forholdene – ikke den sportslige berettigelse. Så man ville sagtens kunne spille en form for fodbold på en dyngvåd bane – i det omfang, hvor vandet ikke gjorde det farligt, f.eks. hvis spillerne kunne kure ud i reklameskilte eller hegn. Der ville nok blive fløjtet nogle flere frispark for at sikre, at alle kom helskindet igennem – men selve den kunsteriske værdi er ikke dommerens departement.

I kampen mellem Portugal og Danmark mente mange, at Meireles slap billigt med en advarsel for at tage en lang høj aflevering med hænderne, før den nåede frem i omegnen af Krohn-Dehli – og at det i virkeligheden burde have været en udvisning for berøven af oplagt scoringsmulighed. Tanken strejfede mig også, da jeg så situationen første gang, men jeg synes faktisk, at advarslen er OK.

Denne type berøven – hands på en bold, som ellers vil nå frem til en spiller, som har en oplagt scoringsmulighed – er bestemt en mulighed, men ses uhyre sjældent dømt. Jeg tror kun, at jeg herhjemme har oplevet den 2-3 gange. Hvis vi ser på kriterierne for berøven, er ét af dem, at spilleren skal have kontrol over bolden eller ville få det umiddelbart efter, og så bliver den en tros-sag, hvor denne høje bold ville lande, og om spilleren straks ville få kontrol (og så har vi endda ikke taget eventuelle andre forsvarere i ed – sådan én var der også). Alt andet lige strør man ikke om sig med udvisninger, så i sådanne tilfælde kommer tvivlen forsvareren til gode.

Og så har vi også mødt to flotte teorieksempler på ikke-strafbar offside, hvor bolden sendes over hovedet på spilleren i offside-position til en anden spiller, som derefter returnerer bolden til den spiller, som var i offside-position, men nu i mellemtiden er kommet bag bolden. Begge gange med scoring til følge – Bendtners første mål mod Portugal, og Navas sejrsmål for Spanien mod Kroatien.

Så selv uden målteknologi og underbukser er vi kommet langt omkring i fodboldloven i den forløbne uge – gad vide, om kvartfinalerne vil blive lige så begivenhedsrige.