Jans Corner: EM, 1. afsnit

Som altid, når en af de store turneringer er i gang, minder jeg om, at deadline for denne klumme er et stykke tid, før den kan læses. Så selv om vi bliver tæppebombet med to kampe om dagen fra EM, er min streg i sandet slået onsdag, før andenkampene i Danmarks gruppe er spillet. Skulle der være sket noget spændende dér, skal jeg nok prøve at samle det op i næste uge, og så fremdeles.

Når de store slutrunder spilles, er det altid spændende, hvordan man kommer fra start. Vi ved, at dommerne er blevet præsenteret for retningslinjer før turneringen, om hvilke punkter de i særlig grad skal være opmærksomme på. Som noget relativt nyt – men dog noget, der er sket ved det seneste par slutrunder – har de enkelte holds træningslejre haft besøg af et medlem fra UEFA s dommerudvalg, som har gennemgået de selvsamme retningslinjer for holdene. Åbningskampen er altid uhyre vigtig, for den lægger linjen for, hvad der kommer til at foregå.

Den var i år lagt i hænderne på Velasco Carballo fra Spanien, som aldersmæssigt er en rutineret herre, men som ikke desto mindre har gjort lynkarriere i systemet. Jeg mødte ham tilbage i 2008 til hans allerførste turnering, en U/19-semifinalerunde i Schweiz, da han var i sit første år som international dommer. Jeg har kun set highlights fra åbningskampen, men der var da god gang i den, blandt andet med to udvisninger.

Generelt synes jeg egentlig, at der er blevet lagt godt fra land, og at vi har set en række gode dommerpræstationer. Selvfølgelig er nogle sluppet igennem med færre skrammer end andre, men der har ikke været de helt store ramaskrig eller justitsmord, og generelt er kampene blevet afviklet i god ro og orden og med fin stemning også bagefter. Af de ting, som forlods var blevet indskærpet, har det været fantastisk dejligt at se, at budskabet omkring protester og massesammenstimlen (‘mobbing the referee’) er opfattet.

Der kom lige en advarsel for protester i kampen mellem Polen og Rusland, men da havde spilleren virkelig også fået så mange chancer, at han, hvis han havde været en kat, ville have forspildt alle sine ni liv. Meget er blevet klaret ved, at dommeren har løftet brynene, lavet en enkelt ‘Så er det nok’-gestus, og så er spilleren faktisk holdt inde. ‘Film’, som var et af de andre fokuspunkter, har været nærmest ikke-eksisterende. Jovist, der har været spillere, som er gået omkuld i straffesparksfelterne – men uden at det egentlig har været for at snyde. Og valget er jo ikke bare mellem straffespark og ‘film’.

Jeg vil fra de første dage til og med tirsdag trække nogle ganske få situationer frem, som af den ene eller anden grund har rejst nogle spørgsmål. I åbningskampen mellem Polen og Grækenland bliver den polske målmand udvist for berøvelse af oplagt scoringsmulighed, da han som sidste skanse fælder den græske angriber, som er på vej uden om ham inde i straffesparksfeltet.

Nogle har ment, at udvisningen var hård, fordi angriberen ikke havde retning ‘direkte mod mål’ (al den stund, han skulle uden om målmanden, som stod foran målet). ‘Direkte mod mål’ var det, som man docerede i tidligere tider, og det gav ganske rigtigt svage sjæle blandt dommere mulighed for at nøjes med at give målmanden en advarsel. Men nu om stunder er parolen ‘mod mål’, og det er rimeligt nok, eftersom jo ingen kan forlange, at angriberen skal løbe tværs gennem målmanden. Det kunne endda risikere at være ulovligt…

Retningen er så endda kun én af parametrene i vurderingen, hvor andre er spillerens kontrol over bolden, afstanden til mål, boldens retning og antallet og placeringen af forsvarsspillere. Her tager angriberen et kort træk uden om målmanden – ikke et langt træk med retning mod hjørneflaget – og hvis han ikke havde fuld kontrol over bolden, havde han i hvert fald fået det, hvis målmanden ikke havde væltet ham – og så havde der været en oplagt scoringsmulighed. Endelig gives der (endnu) ikke rabat, fordi forseelsen sker i feltet, så straffespark og udvisning er korrekt.

I vores egen kamp mod Holland var det en hands fra Lars Jacobsen, som trak overskrifter. Det springende punkt er, om den var forsætlig. Parametre til den vurdering er også boldens fart og den afstand, som den sparkes fra. Selv uden nationale briller sker sparket efter mine begreber fra kort afstand og med rimelig fart. Armen er i sin position, allerede før bolden rammer den (‘bold til arm’), og den er der ikke for at få spilleren til at fylde mere. Endelig er der ikke nogen bevidst bevægelse af armen, da bolden rammer den – til gengæld flytter armen sig selvfølgelig, fordi den bliver ramt af bolden. Så jeg mener ikke, at der er noget at komme efter.

Det er der heller ikke ved det kroatiske 2-1 føringsmål mod Irland, hvor der ganske rigtigt er en kroatisk angriber i offside-position, da der sparkes på mål. Han er imidlertid ikke strafbar, da han ikke rører bolden eller generer nogen – og da den irske forsvarer helkikser sin aktion og sender bolden hen til angriberen, er denne løst af sin offside-position, idet der foreligger en ny spilfase. Havde bolden bare ramt forsvareren og tilfældigt var sprunget hen til angriberen, havde vi stadig talt om samme spilfase og dermed en strafbar offside.

Som jeg skrev: vi er – i hvert fald indtil onsdag aften – kommet godt i gang, og så langt, så godt. Til gengæld er det også nærmest en naturlov, at tingene spidser til, og i sidste indledende runde bliver der uden tvivl maksimalt pres på. Og det er bestemt ikke altid, at de kampe er de sværeste, hvor begge hold har noget at spille for. Det plejer også at være en naturlov, at de retningslinjer, som der er blevet lagt ud med, bliver testet mere og mere, som vi kommer frem. Dels fordi kampenes betydning stiger, dels fordi nogle falder tilbage i den vante gænge og ‘glemmer’, hvad det nu var, man skulle være specielt opmærksom på. Det gælder især spillere – men desværre også undertiden dommere.