Nedtællingen har været i gang et stykke tid. Men nu er det nu – den næste lille måneds tid kommer til at stå i EMs tegn. Det gør denne sidste klumme samtidig med starten også.
To nye regler bliver introduceret til EM. Det normale ikrafttrædelsestidspunkt ville være 1. juli – men det ville være dybt upraktisk at afvikle alt undtagen finalen efter ét regelsæt og finalen efter et andet. Derfor foretager man en rask tyvstart.
Den ene ændring er en gammel kending – reglen om strømpetape. I al sin enkelhed skal det tape, som spillerne anvender til at holde strømperne oppe, have samme grundfarve som strømperne. Som så ofte før er det de banale retningslinjer, som giver mest bøvl – dels fordi mange ikke kan se nytten af dem og synes, at det er noget pjat, dels fordi strømpetape ikke fås i alle farver (nej, men dog i en gennemsigtig, klar udgave, om galt skulle være, så formålet er opfyldt).
Guderne skal vide, at det ikke er det mest sexede afsnit af fodboldloven – men det HAR faktisk en praktisk betydning. Man kunne internationalt dels notere sig en tiltagende brug af tape – i nogle tilfælde så meget, at der var mere synlig tape end strømpe – og ikke mindst tilfælde, hvor den anvendte tape konfliktede med modpartens strømper. Og så begynder det at blive svært – for det er vitalt for både dommer og linjedommer at kunne afgøre, hvilket underben der egentlig ramte denne bold sidst, og så kompliceres tingene altså voldsomt af, at spillerne løber rundt med alle regnbuens farver. Nu bliver det så skrevet direkte ind i fodboldloven, og så er der ikke nogen vej udenom (bortset fra lokalunioner og diverse særregler, men det er en helt anden historie).
Den anden er noget mere vidtgående – nemlig, at man ikke længere kan score direkte på første boldberøring, efter at dommeren har ladet bolden falde, hverken i eget eller modspillernes mål. Dommeren lader bl.a. bolden falde, hvis han afbryder spillet, uden at der har været en forseelse.
Der kan have været en uvedkommende genstand i spil (den lille hvide hund eller katten fra LIverpool, en nedhængende gren eller tilsvarende). Eller spillet kan være blevet afbrudt for at tilse en muligt skadet spiller. Det er primært det sidste tilfælde, som har givet stødet til ændringen.
For i så fald træder spillernes riddertidsmanerer og fair play-principper i spil, og man afleverer typisk pænt bolden til modspillerne. Men det kan gå frygtelig galt. Der har været eksempler, hvor bolden er faldet i en totalt ufarlig situation midt på banen. Den returneres mod modspillernes mål – men så går det galt, hvis sparket ikke er tilstrækkelig præcist, målmanden er kommet for langt ud eller bare snorksover.
Der har været adskillige eksempler, hvor fair play-returneringen er endt med utilsigtet scoring på den konto, og så har holdet for at forhindre, at den totale borgerkrig bryder ud, ofte med vilje ladet en bold gå ind i den anden ende. Et værre cirkus – og vreden er ofte havnet hos den stakkels dommer, som jo ikke har lovhjemmel til andet end at godkende det utilsigtet scorede mål.
Den slipper vi altså af med nu – og et eller andet sted kan jeg da også godt forestille mig, at man lige har tænkt i matchfixing-baner og ønsket at eliminere en direkte mulighed for at påvirke resultatet. Den næste igangsættelse – hvis bolden alligevel lander direkte i mål på første berøring – er nu et målspark eller hjørnespark. En nok meget fornuftig ændring for at beskytte spillets image.
Lige netop spillets image er også på UEFAs dagsorden op til EM. Man vil beskytte spillerne, spillets image og dommerne. Det betyder, at der bliver nultolerance på tre områder: angreb, som kan være til fare for spillerne (det være sig med tacklinger eller arme/albuer). ‘Film’ som beskrevet i sidste klumme, som kan risikere at belønne snyderne og dermed skade spillets image – og endelig de åbenlyse og overdrevne protester mod dommerkendelser.
Den sidste vil jeg bruge lidt plads på, for et sådant fokuspunkt giver tit automatreaktioner i stil med, at nu fjerner man da alle følelser fra fodbold, må man nu ikke engang sige noget mere – og er det her rimeligt, når vi har at gøre med spillere, hvis puls er oppe i de øvre luftlag?
Lad mig berolige med, at det ikke er den helt normale spillerhenvendelse, man er ude efter. Det, som er på spil her, er dels den overdrevne protest. Det kan være med en gestikuleren, der ikke efterlader nogen tvivl om, hvilken åndelig mindrebemidlethed spilleren mener, at dommeren er i besiddelse af. Signaleret for fuld udblæsning til alle tilstedeværende, herunder et tusindtal tilskuere og et milliontal seere.
Det kan også være spilleren, der føler sig kaldet til at løbe rigtig mange meter for demonstrativt at fortælle dommeren sin ærlige mening (og rigtig mange meter betyder altså også, at nu er vi ude over en spontan protest – uanset puls må spilleren kunne nå at tænke sig lidt om, inden han når frem til målet).
Og så det seneste skud på stammen, en helt bevidst sammenstimlen af spillere omkring dommeren for at forsøge at påvirke ham – ikke nødvendigvis på den kendelse, som lige er afsagt, men med henblik på den næste. Nogle hold bruger det decideret som en bevidst taktik (i en særlig raffineret udgave endda med forskellige spillere hver gang).
Sådanne handlinger skal pr. definition koste en advarsel. Ikke fordi dommerne er blevet mere nærtagende – men dels som beskyttelse af dommerne, dels som en beskyttelse af spillets image. Jeg kunne fortsætte op ad stolper og ned ad vægge omkring spillere og deres ansvar som rollemodeller for de utallige ungdomsspillere, som følger idolerne, men jeg håber at idéen er klar nok.
Med disse afsluttende (eller indledende?) ord – lad os alle forhåbentlig få et godt EM, hvor fodbolden er i højsædet. Og så kommer der sikkert meget mere om enkeltsituationer i de kommende klummer.