Jans Corner: Et hjørnespark til overskrifterne

Når det handler om emner til ugens klumme, er det meget ofte de samme paragraffer i fodboldloven, det trænger sig på. Ud over § 5, som handler om dommeren, har det i de seneste uger handlet meget om § 11, som er helliget offside. Og så er der selvfølgelig den absolutte topscorer, § 12 med alle de grimme ting, der kan dømmes indirekte og direkte frispark, advares og udvises for, næsten lyrisk samlet under overskriften ‘Utilladelig spillemåde’. Men det hænder, at også nogle af de mere ydmyge paragraffer trænger sig på, og i denne uge er det hjørnesparkets tur til at få en tur frem i solen fra sin lidt ubemærkede skyggetilværelse i § 17.

Anledningen er selvfølgelig weekendens meget omtalte hjørnesparkssituation i kampen mellem Silkeborg og AC Horsens – en situation, der harmede Anders Nøhr så meget, at han fik brokket sig til sit andet gule kort. Det fornuftige i lige at kaste sig ud i det, når man har et gult kort i forvejen, er tidligere behandlet mange gange her – en advarsel betyder lige nøjagtig, hvad ordet siger ‘Nu er det sidste chance!’ – og uanset hvor berettiget harmen måtte vise sig at være, skal man stadig holde sig inden for rimelige rammer af opførsel.

Christopher Poulsen dribler bolden ud til stedet, hvor hjørnesparket skal tages og lægger bolden død ved at sætte foden oven på den. Christian Holst overtager bolden og dribler af sted med den. Varianten er set tidligere herhjemme – faktisk var én af mine første klummer her i april 2009 om nøjagtig dette – også med Silkeborg. Dengang var det Steffen Ernemann og Peter Degn, der i forening udførte stuntet i en kamp mod (dengang) Herfølge – endda med mål til følge.

Det helt springende punkt er, hvornår et hjørnespark er korrekt udført og bolden i spil – en netavis kaldte det for et ‘fuphjørnespark’ og skrev i samme moment, at man på redaktionen ikke ville tolke på de eksakte regler for, hvornår et hjørnespark var taget. Hvilket giver mig en kærkommen lejlighed til at minde om, at fodboldloven kan findes på www.dbu.dk – endda med en pæn indholdsfortegnelse, så man hurtigt kan finde paragraffen om hjørnespark. Men betingelserne er i første omgang, at bolden skal ligge stille – og dernæst er bolden i spil, når sparket er taget, og den bevæger sig. Christopher Poulsen transporterer bolden ud til hjørnefeltet og lægger den død. Så ligger den stille – og det springende punkt er nu, om han også giver den en berøring derefter, så den bevæger sig, lidt eller meget.

Gør han det, er sagen klar: sparket er taget, bolden i spil, og nu kan Christian Holst gøre med bolden, hvad han vil. Men i hvert fald på TV-billederne så det ikke ud til, at der var nogen berøring nr. 2 – og det betyder, at det er Christian Holst, der sætter bolden i spil, og da han berører bolden 2. gang, uden at andre har gjort det i mellemtiden, begår han gentagelsesspil, som skal koste et indirekte frispark. Dengang i 2009 var det Ernemann, som trak ud for at sparke hjørnesparket, lagde bolden til rette og i al diskretion rørte den med fodsålen, så den lige akkurat flyttede sig. Herefter bevægede han sig ind i feltet og overlod tilsyneladende sparket til Degn – som blot driblede ind og scorede, før nogen rigtig nåede at opdage, hvad der foregik.

Holst er blevet citeret for, at han var forbavset over, at sparket ikke blev dømt om – men det er faktisk den eneste mulighed, som ikke er til stede. Enten er alt OK – eller også er der gentagelsesspil og indirekte frispark. Nogle har måske en opfattelse af, at en bold ved et hjørnespark først er i spil, når den har bevæget sig så langt som sin egen omkreds. Sådan var det også engang – helt nøjagtigt frem til 1997. Nogle kunne også overveje at kalde denne form at lege med et hjørnespark for usportslig opførsel (og dermed en advarsel).

Tja – i min optik er dette nu ikke mere usportsligt end så mange andre finter, man kan udsætte modspillerne for, så den vil jeg ikke gå med på. Tilbage står, at situationen ikke er enestående – den er med held blevet udført af f.eks. Manchester United og flere klubber i serie A. Selvfølgelig er overraskelsesmomentet det bærende i tricket (hvis det altså bliver udført på reglementeret vis), og sådan noget plejer kun at gå én gang. Men det var da helt sjovt at se det komme forbi igen efter tre års forløb.

I afdelingen for absolutte kuriositeter kan jeg i øvrigt nævne, at det faktisk i sæsonen 1924 var muligt bare at drible af sted med bolden ved et hjørnespark, fordi et par ord var faldet ud i lovteksten, således at hjørnespark ikke var omfattet af bestemmelsen om gentagelsesspil. Det holdt selvfølgelig kun til næste udgave i 1925 – men det viser, at korrekturlæsning er en alvorlig sag, også hvad fodboldloven angår.

Jeg nævnte ovenfor den store revision i 1997, som forenklede mange ting og bl.a. ændrede reglerne for, hvornår bolden var i spil ved et hjørnespark. En af de andre ting, som blev ændret ved den lejlighed, var, at man nu kunne score direkte på begyndelsesspark (hvilket normalt vil forudsætte en kraftig medvind og/eller en snorksøvnig målmand). Men endnu engang er det befriende at få bekræftet, at selv de mest hårdnakkede teorisituationer såmænd nok skal komme forbi i virkeligheden.

Jeg blev i løbet ugen gjort opmærksom på et frisk 101greatgoals.com-klip fra den argentinske 5. division (Union Orgáz – River Plate) – der scores et helt normalt mål i den ene ende, og det jubles der meget over af samtlige spillere incl. målmanden. Holdet er så elskværdigt selv at bringe bolden op til midten af banen – og jubler videre, så en kvik modspiller kan høvle begyndelsessparket direkte ned i målet. Se selv efter – og så fik § 8 (spillets igangsættelse) også lige sine 15 minutters berømmelse.