Jans Corner: …Og mere off side…

Man kan engang imellem godt få fornemmelsen af en listig sammensværgelse, og at det højere væsen, der har fodboldklummer som sit ansvarsområde, sidder på sin sky (eller i den modsatte afdeling) og muntrer sig over tingenes mangfoldighed. Da jeg havde set El Clásico mellem Barcelona og Real Madrid lørdag aften, var jeg overbevist om, at denne uges klumme skulle handle om en bestemt situation derfra.

Emnet overlevede også søndagens superligarunde, som ellers bød sig rigeligt til med både straffespark, potentielle straffespark, svingende arme og dramatisk faldende spillere plus offside-vurderinger i alle mulige og umulige afskygninger. Men så nåede vi frem til mandagskampen mellem OB og AGF, og så gik den ikke længere. Selvfølgelig på grund af ‘spøgelsesmålet’, som kunne have givet OB 2-2.

Og nej, det er ikke for at skrive den obligatoriske halvårlige klumme omkring mållinjeteknologi eller ekstra måldommere. Dels er der ingen grund til at skrive det samme endnu engang, dels er de fleste, bortset fra de mest hardcore fodboldromantikere, nu nok derhenne, at de synes, at det vil være en god idé, forudsat at man kan finde den løsning, som giver den optimale tekniske sikkerhed, så det også er de rigtige afgørelser, der kommer ud af det.

I hvert fald vil enigheden nok vare, indtil der er nogen, der regner på, hvad det egentlig vil koste at rigge sådan en teknisk opstilling til. Så kunne jeg forestille mig, at næste tur i manegen vil blive med en simpel cost-benefit analyse, for hvor ofte sker det egentlig og er det pengene værd osv. osv.

Næh, indgangsvinkelen bliver en helt anden, for inden for trekvart døgn fra sidste kampfløjt mandag havde jeg fået tre forskellige henvendelser fra ærligt nysgerrige mennesker, som alle gik på det samme: var der egentlig ikke offside i situationen? For at være helt ærlig havde tanken overhovedet ikke strejfet mig, men når tre mennesker, som er vant til at beskæftige sig med fodbold, omend ikke primært på dommersiden, får den tanke, kunne der måske også være andre.

Hvis en enkelt i Kongeriget ikke skulle have hørt om eller set situationen, er den som følger: ved stillingen 2-1 til AGF i 2. halvleg trykker OB godt på, og der kommer et hårdt skud på mål, som passerer gennem et tæt befolket straffesparksfelt, rammer OBs egen Daniel Høegh, som står en lille halv meter inde i målet, hvorefter bolden nærmest rikochetterer ud i spil igen uden aktion fra linjedommer eller dommer.

Daniel Høegh er i sagens natur forreste OB-mand, så ville han ikke under alle omstændigheder være offside? I givet fald kunne det selvfølgelig redde lidt af retfærdighedssansen, for så ville der jo ikke have været mål alligevel (til gengæld ville det rejse spørgsmålet om, hvorfor offsiden ikke blev dømt) – men så let går det desværre ikke.

Grundlæggende skal man for at kunne straffes for offside begå sin offside-forseelse på banen, og det gør Daniel Høegh af gode grunde ikke. Den lille bid græs inde i målene hører ikke med til banen (og af samme grund vil et benspænd på en angriber derinde heller ikke kunne give et straffespark). Havde spilleren befundet sig på mållinjen, havde det været en helt anden sag.

Der er godt nok i offside-reglen nogle finurligheder med spillere, som af den ene eller anden grund har forladt banen uden dommerens tilladelse, men det handler om forsvarsspillere, som tæller med som stående på mållinjen eller sidelinjen indtil næste spilstop. Mange vil sikkert huske situationen fra sidste EM, hvor målmand Buffon i kampen mellem Italien og Holland i kampens hede fik puffet sin egen forsvarer ud bag mållinjen, hvorefter van Nistelrooy kunne score for Holland i noget, der ved første øjekast kunne ligne en håbløst stor offside-position.

Angriberne står det anderledes til med. En angriber, som befinder sig i en offside-position, må endda gerne – selvfølgelig før en eventuel aflevering falder – selv træde ud over linjen for at vise, at han ikke vil tage aktivt del i spillet. Så skal han til gengæld blive derude, indtil situationen er afklaret, og dommeren har givet ham lov til at komme ind igen. Kan han ikke styre sig, men løber ind igen – det hænder faktisk relativt ofte, gerne når bolden kommer retur fra en målstang eller målmand, hvor det søreme også må kræve en stærk karakter at blive stående udenfor og se på – løber han også ind i en advarsel for usportslig opførsel.

Og faktisk er der en passus i lovbogen, som vedrører netop den angriber, som er trukket ind i målet. Går bolden i mål, skal der dømmes mål – medmindre angriberen generer en modspiller (f.eks. ved fagter, råb eller bevægelse). Så skal han straffes, men man kan stadig ikke gøre det for offside, fordi han er uden for banen – så også her bliver løsningen en advarsel til angriberen for usportslig opførsel.

Men til overflod kan vi ikke her komme i gang med et indirekte frispark, fordi forseelsen jo er begået uden for banen (i modsætning til før, hvor forseelsen indtrådte, da angriberen betrådte banen igen). Så dommeren er nødt til at lade bolden falde dér, hvor den var, da spillet blev standset (og var det i målfeltet, så vinkelret ud på målfeltets ‘lange linje’).

Så nej, vi kan ikke bruge offside-reglen – og ja, OB blev ‘snydt’ for et mål. Værd at huske på (nu hvor den værste harme har lagt sig) er, at dem, der har det allerværst med den afgørelse, uden tvivl er dem, der har begået fejlen. Det kan lyde lettere patetisk, men er ikke desto mindre sandt: der er ikke nogen, der går på banen med den hensigt bevidst at snyde nogen.

Så El Clásico må vente – måske til næste uge? Situationen omkring Reals første mål var ellers også morderlig interessant med offside-reglen i baghovedet – men nu kom det trods alt til at handle om offside alligevel i denne uge.