Jans Corner: Barcelona – Milan

Alle turneringer skal være færdige i god tid inden EM, så der er ikke mange åndehuller – og sådan vil det vare ved cirka indtil slutningen af maj. Dermed kommer situationerne også til at stå i kø, og mens man som klummeskriver selvfølgelig er kisteglad for, at stoffet kommer væltende ind ad døren, kan man godt ærgre sig over, at det ikke alt sammen kan komme på lige hurtigt.

Så fra nu af er det lidt det muliges kunst – i denne omgang griber jeg tilbage til tirsdag før påske mellem Barcelona og Milan. En kamp, som bortset fra at være en forrygende fodboldkamp var bemærkelsesværdig ved, at Barcelona fik tilkendt to straffespark allerede i 1. halvleg. Mens ingen har beskæftiget sig voldsomt meget med det første – ud over en kommentar om, at det hørte til i den tynde ende, hvilket jeg slet ikke er enig i – trak det andet både kommentarer og overskrifter i stor stil.

Den første anstødssten ligger allerede i, at Barcelona overhovedet får straffespark nr. 2. Blot for god ordens skyld: der er ingen hverken skrevne eller uskrevne regler omkring antal straffespark til et hold. Jeg har selv været med til (godt nok på linjen) en kamp i den for længst hedengangne Talentturnering, hvor det ene hold endte med fem straffespark. Og i dommertrioen blev vi en del nye ord rigere den aften.

Lovmæssigt var der ikke for to øre tvivl om nogen af straffesparkene, men mængden af dem var unægtelig sjælden, og ordet ‘hjemmedommer’ lå langt fremme på tungen. Det kunne nogen måske også godt finde på at bruge efter Barcelona-kampen – men hvad skete egentlig?

Der er rigtig mange elementer i situationen. Bolden er ude til hjørnespark, og før sparket tages, er der den obligatoriske positionskamp i feltet. Det er ellers i år blevet en god del bedre, sikkert på grund af de ekstra dommere bag mållinjen, men her bliver der godt nok gået til stålet.

Nesta har solidt fat i Busquets, som heller ikke just har armene i ro. Så kommer Puyol ind og forsøger uden det store held at screene Nesta væk. Hjørnesparket tages, og på et eller andet tidspunkt i forløbet har Nesta held til at få lagt Busquets ned. Dommeren står godt placeret og fløjter – med en lille forsinkelse, uden egentlig at markere noget som helst, og så er forvirringen stor, indtil det bliver klart, at det er et straffespark, der er dømt.

Så får vi én af de masseprotester, ‘mobbing the referee’, som også skal udløse gult kort, og det kommer også: til Nesta for selve forseelsen, og til Seedorf for al snakkeriet bagefter. Der er rigeligt at tage fat i, og som én af vores vågne læsere har spurgt: ‘Må Puyol virkelig det?’. Nej, det må han (heller) ikke – men lad os analysere det hele fra en ende af.

Første punkt er, at der ikke kan dømmes noget straffespark eller frispark, før bolden er sat i spil – det vil her sige, at bolden er sparket og bevæger sig. Så kan fælden til gengæld også klappe, uanset om bolden ikke har forladt hjørnefeltet endnu – det stedet, hvor forseelsen bliver begået, som afgør det videre forløb. Gule og endda røde kort er til gengæld en mulighed i hele forløbet, uanset om bolden er i spil eller ej.

Nesta har fat i Busquets med minimum én arm, mens Busquets forsøger at rive sig fri. Forseelser af begge – og i så fald er det den første forseelse, der skal straffes. Bortset fra, at sparket stadig ikke er taget, så vi kan maksimalt tale om kort – ikke straffespark.

Så kommer Puyol ind og forsøger at screene Nesta væk fra Busquets. Lovteknisk en obstruktion – og det må man godt i fodbold, hvis nogle betingelser er opfyldt: man skal have bolden inden for spilleafstand (dvs. kunne spille den i næste skridt), og man skal have front imod bolden. Ingen af delene er opfyldt her, så det ville koste et indirekte frispark – vel at mærke, hvis bolden var i spil.

Havde bolden været i spil og betingelserne været opfyldt, havde Puyol for så vidt sagtens med sin krop kunne have forhindret Nesta i at nå hen til Busquets. Det er teknisk en svær balancegang at gøre det og samtidig opfylde begge betingelser, men i teorien er det muligt. Når betingelserne ikke længere er til stede (dvs. bolden uden for spilleafstand) er det til gengæld med at komme væk. Men man må altså godt i fodbold obstruere, for at tredjemand kan få bolden.

Alt dette sker som sagt, før sparket tages. Nærmest idet bolden sparkes, får Nesta held til at fælde Busquets med sit vedholdende greb, og det er så den eneste forseelse, mens bolden er i spil. Derfor ender vi med straffesparket (formentlig på foranledning af én af dommerne bag målet, heraf den lille forsinkelse i fløjtet). Det er den rent lovmæssige side.

Noget helt andet er den ledelsesmæssige håndtering af situationen. Der sker meget i det straffesparksfelt, og det havde nok været en god idé at få bremset udførelsen af sparket og få noget ro på. Det er det, som vi meget ofte ser, og som også er UEFAs anbefaling: har man disse positionskampe, som er ved at gå over gevind, så grib ind, få isoleret de to spillere og giv dem det, der så smukt hedder en påtale (andre mere malende danske ord ville dække bedre).

Så har alle forhåbentlig fået pulsen lidt ned, og vi kan komme videre. Det indgreb mangler her, og det gør, at den kunstneriske udførelse får lidt skrammer. Møgærgerligt, for dommeren dømmer ellers en god kamp i en meget svær opgave. Selve straffesparket kan man godt diskutere, men det kan sagtens forsvares, og det er under alle omstændigheder ikke det justitsmord, som nogle gerne ville gøre det til.

Venlige mennesker har allerede gjort mig opmærksom på udvisningssituationen i kampen OB – AC Horsens langfredag. Den er også lovmæssigt meget spændende, og sådanne henvendelser er altid meget velkomne. Det er ligesom til jul: der er ikke nogen garanti for, at man får alt, hvad man ønsker sig – men jeg prøver, og den står højt på listen til næste uge. Hvis ikke den bliver overhalet indenom inden da…