Siden det blev meldt ud, at Umbro ikke længere kan levere tøj til de danske fodbolddommere, har mange stillet sig spørgsmålet om, hvad der så skal ske. Og i takt med at tiden er gået uden afklaring, er spørgsmålet selvsagt blevet krydret med en vis undren.
fodbolddommer.dk har derfor spurgt KFDs formand, Bjarne Nigaard, om hvad status er omkring at finde en ny tøjleverandør til KFDs dommere.
“Jeg kan sagtens forstå, at mange synes der er gået alt for lang tid med at få meldt en løsning ud”, medgiver Bjarne Nigaard. “Det synes jeg faktisk også! Men forhandlingerne gælder ikke kun for breddedommerne. Den inkluderer også elitedommerne, og bl.a. derfor er der nogle ender der skal nå sammen.”
Bjarne Nigaard har dog en ret klar udmelding til KFDs medlemmer.
“Bestyrelsen i KFD har en fuldstændig aftale parat med en ny leverandør. Så snart de sidste formelle ting på landsplan er på plads, så vil vi kunne melde det officielt ud, også i KFD.”
Bjarne Nigaard fortæller, at aftalen med den nye leverandør bl.a. kommer til at betyde, at alle aktive KFD’ere vil kunne få et helt sæt nyt dommertøj i det nye mærke til en meget overkommelig pris. Og at det hele skulle kunne ske, så alle mand er klar med det nye tøj til efterårssæsonen, hvor også elitedommerne skifter tøj.
“For de dommere, som står her og nu og mangler dommertøj, bl.a. vores helt nye dommere, vil jeg foreslå, at de nøjes med at låne sig frem, eller henvender sig til os eller DBU K om noget af det donerede dommertøj, som de kan få gratis. Det vil være tåbeligt at tage en chance og købe det ‘forkerte’ mærke nu.”
Bjarne Nigaard beklager, at KFD ikke bare kan meddele, hvad det kommende mærke er.
“Men det er der nogle ting på de indre linjer der gør, at vi ikke kan,” slutter han.