Dommerudvalget oplyser, at KFD glædeligvis har tre nye udviklere på vej.
“Vi har haft tre aspiranter på DBU’s weekendkursus i forrige weekend med henblik på at blive uddannet breddedommerudvikler, og vi har netop modtaget besked fra DBU, at alle tre kom igennem det teoretiske nåleøje”, fortæller Lars Gerner.
“Vi kan derfor foreløbig sige tillykke til Dan Dybdal Nielsen, Jan Carslen og Stig Wulff Andersen. De skal nu alle igennem noget teori m.m og så er de klar til at få nogle følkampe”.
Bjarne Nigaard, Torben Jensen, Niels Thomassen og Lars Muusmann har alle meddelt dommerudvalget, at de gerne vil have føl med. Derfor kan man altså i foråret opleve, at få besøg af ikke bare én, men hele to observatører til sine kampe.
“Det er en lidt ny procedure i år”, forklarer Lars Gerner. “Før har det været sådan, at udvalget har fulgt og gennemgået føllenes udviklinger og givet kritik af disse – i tre kampe inden eksamenskampen. Men dette er nu lagt ud til de enkelte udviklere, som har haft de pågældende føl”.
De håbefulde udvikler-føl vil blive vejledt både omkring samtalen og ikke mindst omkring den skrevne udvikling, og dermed bliver de tre føl klar til at bestå en eksamenskamp – først her træder Rasmus Foged og Lars Gerner ind i processen.
Det aftales mellem udvikler og føl hvem af de to der varetager samtalen med dommeren, og dommeren orienteres naturligvis om dette inden kampen.
Dommeren modtager alene én udvikling, fra den officielle udvikler, uanset hvem der gennemført samtalen.
KFD har brug for nye udviklere, bl.a. fordi Brian Sørensen og Ronnie Seth begge har valgt at skifte dommerklub til KAFD.