KFDs elitedommer Kim Werge Lundberg har i den forgangne uge truffet en svær beslutning.
Efter tre sæsoner som divisionsdommer, har han valgt at meddele elitedommergruppen, at han ‘står af ræset’ og forlader divisionen.
“Det er en beslutning jeg har tænkt virkelig meget over”, siger Kim Lundberg. “Men jeg er nået til en konklusion der hedder, at jeg skal stoppe som elitedommer. Jeg ved, at dette år bliver et år, hvor mit arbejde kræver MEGET af min tid, og min familie har sagt, at jeg ikke må glemme dem”.
Kim Werge Lundberg rykkede op i divisionsregi i slutningen af 2009, og har siden dømt i 2. division.
“Jeg har haft nogle rigtig gode år som elitedommer, hvor jeg har lært meget, også en del om mig selv”, forklarer Kim, der dog (heldigvis) ikke lægger fløjten helt på hylden, men fortsætter som aktivt medlem i KFD på et eller andet niveau.
“Kims smittende humør og positive lederstil vil helt sikkert komme til at mangle på eliteniveau”, siger KFDs formand Bjarne Nigaard. “Men lige så ked jeg er af det, lige så glad er jeg for, at vi bevarer en positiv personlighed i KFD.”
fodbolddomer. dk erfarer, at Kim på weekendens tur til Hamborg vil give et par runder weissbier til de medrejsende, og har lovet at underholde med diverse bus-anekdoter.