DC12 lørdag den 3. marts nærmer sig. Over 100 dommere har allerede meldt deres ankomst på et eller flere tidspunkter i løbet af dagen!
Sidste frist for tilmelding til kurser og fællesmiddag er nu på fredag den 24. februar 2012.
Al tilmelding foregår via DBUnet i kursusmodulet ”Fokus”.
For at deltage i fællesmiddagen om aftenen SKAL du tilmelde dig kurset ”Teorinyt” v/ Jan Carlsen. Du kan tilmelde dig et eller flere kurser som det passer bedst for dig. Der er ikke krav om, at man er med hele dagen og man kan tage test, dømme kamp og komme tilbage senere til et kursus, eller til teorinyt og fællesmiddag.
Har du allerede tilmeldt dig (tjek evt. ”Fokus”) får du i ugen op til DC12 en mail med info om hvad du skal medbringe, lokale, mv.
DC12 er en unik mulighed for at møde sine dommerkollegaer, dommerudvalg og KFD’s effektmand Mogens Høireby er til stede og sælger fløjter etc. Du kan forudbestille ved at sende en mail til Mogens; mogens.hoireby@hotmail.com
Medbring dommertøj som du kan undvære, vasket , til en ny dommerkollega. For nye dommere er der altså mulighed for at få dommertøj kvit og frit efter princippet først til mølle.
Vi afslutter DC12 med fællesmiddag i Stadionrestauranten på Hvidovre Stadion (der er pt. 84 tilmeldte til ”Teorinyt” og fællesmiddag – husk at medbringe betaling kontant kr. 100 til dækning af mad og drikke (drikkevarer til frokost /middag er for egen regning).
DC12 foregår på Hvidovre Stadion, Tribunen og overfor på Dansborg Skolen og i Dansborg Hallen.
Obligatoriske test:
Du skal møde op som separat indkaldt, også selvom du ikke er tilmeldt nogen kurser til DC12 (der er selvfølgelig ingen tilmelding til test). Alle har modtaget en indkaldelse i januar, ellers kontakt Kenneth Egeberg.
Særligt til udviklerne (pt. 13) tilmeldt udviklerkursus med Peter Mikkelsen:
Kampen som benyttes er herre 2. div. Vanløse – Frem kl. 11.45 i Vanløse IP, kunst. Mødetid er kl. 11.00 i cafeteriet i Vanløse. Da udviklerne ikke kan deltage i frokost i Hvidovre, arrangeres vand/kaffe og sandwich inden kampen i Vanløse. Ken Foltmar er tovholder i Vanløse. Umiddelbart efter kampen køres til Hvidovre Stadion, tribunen, hvor udviklingssamtale finder sted med dommer Yasin Seker og liniedommerne Morten Skov og Carsten Poulsen.
DC12-program kan du se her: Program DommerCamp 12
De nøjagtige tider følger snarest og følg i øvrigt med på her på hjemmesiden og på facebook med info om DC12.
Vi ses til DommerCamp 2012.
KFD og DBU-K