KFD

KFD har sammen med B 1908, på baggrund af en konkret episode i en ungdomskamp sidste efterår, haft en dialog om hvordan man i forbindelse med afvikling af især ungdomskampe kunne få endnu et redskab der kan være med til at holde en kamp ‘på sporet’, selv hvis de involverede på et tidspunkt er på vej til at miste overblikket.

Forslaget går i sin enkelthed ud på at indføre muligheden for en time out.

Forslaget blev sidste år fremsendt til DBU K, og som man kunne høre fra Henrik Ravnild på KFD’s generalforsamling, har DBU K besluttet at arbejde videre med forslaget.

Forslaget kan du læse her:

Forslag om forsøg med proaktive dialogværktøjer

Boldklubben 1908 (B1908) og Københavns Fodbold-Dommerklub (KFD) har været i dialog om muligheder for at skabe præventiv og proaktiv dialog i relation til afvikling af fodboldkampe, der potentielt kunne udvikle sig til at blive problematiske.

Forslagsstillerne erfarer, at der i enkelte kampe af ofte uvisse eller svært definerbare årsager, kan opstå en ’trykket’ stemning mellem spillere, ledere og dommer.

Da dette ikke er hensigtsmæssigt, finder forslagsstillerne, at det vil være et forsøg værd at indføre et værktøj, der har til hensigt at afværge en tilspidsning af situationen.

Derfor foreslår vi konkret muligheden for at dommeren, og hver af de to holds ansvarlige træner kan anmode om en time – out i hver af kampens to halvlege. Finder man ikke behov for en time – out, så undlades denne naturligvis.

Time – outen skal på anmodning gennemføres. Signalet for time – out adopteres fra håndbold-sporten, hvor man danner et ”T” med sine arme over hovedet. Hvis dommer eller en af de to trænere afgiver dette signal, skal dommeren sørge for, at spillet ved næste spilstop ikke genoptages før der har været afviklet time – out. Naturligvis forudsat, at der ikke allerede har været afviklet en time – out på samme persons foranledning i samme halvleg.

Der er ikke sat en tidsbegrænsning på time – outens varighed. Kampens dommer skønner hvor lang time – outen bør være. Spilletiden og afsoning af tidsbegrænset udvisning stoppes, mens time – outen afvikles.

Time – out afvikles på det mest neutrale sted på banen, nemlig i midtercirklen. Alle andre end de to ansvarlige trænere og dommeren, skal opholde sig uden for midtercirklen og mindst 9,15 meter fra stedet, hvor time – outen foregår.

Det er tanken, at der med en time – out kan gives mulighed for at sende et signal om, at man nu fx synes at alle skal udvise mere agtpågivenhed, skal skrue ned for lydniveauet, eller noget helt tredje. På denne måde kan de involverede og ansvarlige parter skabe en proaktiv dialog med de andre relevante parter i kampen, og på denne måde få mulighed for at videregive sin opfattelse af, at der er behov for en adfærdskorrektion eller mere aktiv coaching eller lignende.

Det er væsentligt at understrege, at dommeren fortsat opretholder hele og den eneste kompetence til at træffe afgørelser i spillets medfør, og til at lede kampen, herunder at tilrettevise spillere og trænere mv. Men time – out kan være et signal, som dommeren kan tage med i sit skøn af forsætlighedsniveau og linje i det videre forløb.

Ligeledes må en time – out heller ikke bruges til kritik, konkrete anklager, eller protester. En time – out skal og må være en konstruktiv dialog med henblik på at skabe fælles forståelse og opfattelse af det videre forløb i kampen. Opfyldes dette ikke, afbryder dommeren time – outen.

B 1908 og KFD er opmærksomme på, at der i Jylland angiveligt er foretaget forsøg med samme udgangspunkt, men er ikke nærmere bekendt med proportionerne og resultaterne af forsøget.

B 1908 og KFD foreslår, at man som forsøg indfører time – out i alle DBU K’s rækker i U 17, U 15 og U 13, eller i enkelte udvalgte af disse.

Men hvad synes du om idéen? Er den god eller dårlig? Skal den justeres? Droppes?

Deltag i debatten og afstemningen på vores fb-gruppe her.

Hi, I’m Redaktør

Leave a Reply