Jans Corner: Premier League

Hver uge, sin baneløber af mere eller mindre fantasifuldt tilsnit. I sidste uge var en tilskuer, der i en form for diffus protestaktion lænkede sig til målstangen i kampen mellem Everton og Manchester City. I denne uge foregik det også i Liverpool, men her var baneløberen noget mere charmerende: en firbenet én af slagsen, da en yderst nysgerrig kat fik lyst til at se nærmere på det græs, som lagde tæppe til kampen mellem Liverpool og Tottenham.

Man må sige, at den havde valgt det rette land at gøre det i, for briterne er vel det mest dyreelskende folkefærd på jorden. Som min engelsklærer i gymnasiet i en forlængst svunden tid med et glimt i øjet forklarede, var det ikke tilfældigt, at det hed ‘The Royal Society for the Prevention of Cruelty to Animals’, men ‘The National Society for the Prevention of Cruelty to Children’…

Og så var det en velkommen afveksling fra den lille hvide hund, som lovfortolkere og andre gennem tiderne har forpestet mangen en teoritime med. Jeg kan huske, at jeg selv aflivede bemeldte hund ganske bastant til et teorikursus, netop for at forklare, at teoriundervisning altså også ændrer sig, og at jeg foretrak at beskæftige mig med det, der også foregik i virkeligheden – og hvornår havde man sidst set den baneinvaderende hund?

Problemet var, at jeg valgte at gøre det ved et kursus i Grønland, og dér blev jeg stilfærdigt fra salen belært om, at det på de kanter faktisk var et regulært problem med cocktailen af hunde og fodboldbaner. Da det som bekendt ikke er muligt at holde kæft med tilbagevirkende kraft, selv om det ofte kunne være yderst praktisk, var det bare med at finde passende ydmyghed frem og foretage et planmæssigt tilbagetog.

Katten blev det absolutte højdepunkt i den kamp – og havde den villet se en fodboldkamp med mere smæk for skillingen, kunne den med fordel have valgt flere af de andre kampe i samme runde. En enkelt netavis brugte ligefrem overskriften ‘Rødt chok’ om runden, og selv om det nok hører til i kategorien for journalistiske stramninger, er det en kendsgerning, at der kom en god del udvisninger forbi – plus alt det andet drama.

Lad mig gå let hen over den forrygende forestilling mellem Chelsea og Manchester United. På dommersiden var der ikke alverden at komme efter, selv om det nok plejer at kunne få sat gang i overskrifterne, når samme hold med kort mellemrum får tilkendt to straffespark. Jeg har aldrig helt forstået hvorfor – handlingerne vurderes jo isoleret, og der er selvfølgelig ikke en kvote for, hvor mange straffespark man kan få tildelt i en kamp (selv om nogle synes at mene, at nr. to skal være rigtig stort, hvis man også skal have det, når man allerede har fået ét).

De store overskrifter blev trukket af de tre udvisninger til henholdsvis Blackburns Givet (mod Arsenal), Stokes Huth (mod Sunderland) og QPR’s Cissé (mod Wolverhampton). Og interessant nok var den samme type tackling på en eller anden måde involveret i alle tre tilfælde – men alligevel på forskellig vis.

Når dommeren skal vurdere, om en tackling skal medføre den ene eller anden type følgestraf, er det nøgleordene satset, hasarderet og unødig stor kraft, han hænger sin hat på. De har alle tre en fin verbal beskrivelse, som man kan slå efter i fodboldloven, hvis man har lyst (og ellers skal vi såmænd nok komme forbi dem hen over året).

Men det satsede koster normalt ikke andet end det direkte frispark, det hasarderede medfører en advarsel – og tacklingen med unødig stor kraft en udvisning. Da det nu er den, der er i centrum her, så lad os lige tage ‘oversættelsen’ af den: ‘at en spiller på ukontrolleret måde er gået langt ud over den nødvendige kraftanvendelse og udsætter sin modspiller for fare.’

Det er stærke ord, når man læser dem uden for konteksten – og hvis det foregik uden for kridtstregerne, ville man læne sig op ad en anmeldelse for vold. Når dommeren ser på, om en tackling falder i den ene, anden eller tredje af kategorierne, indgår der en række parametre i hans vurdering.

Kontrollen over tacklingen (ingen / ét / begge ben i kontakt med jorden?), voldsomheden i tacklingen (hvilken hastighed sættes den ind med?), muligheden for at spille bolden og viljen til at gøre det. Samtidig spiller sådan noget som baneforholdene også ind, og man vil huske, at weekendens baner var fedtede, glatte og flere steder delvis snedækkede.

Givets tackling kommer med to samtidige ben med stor kraft og uden nævneværdig kontakt med jorden – og da slet ikke med bolden, til gengæld i allerhøjeste grad frontalt med van Persies ben. Udvisningen her er overhovedet ikke til diskussion. Det er Huths efter mine begreber heler ikke, selv om Stokes manager har været yderst fortørnet, også efter den afviste appel.

Den er udført en anelse mere elegant, primært med ét ben, men med det andet ben hængende efter. Der er argumenteret for, at Huth gør alt, hvad han kan for at undgå at ramme – ja, men på det tidspunkt er skaden sket. Når først tacklingen er sat ind, kan man ikke fortryde (ligesom man ikke kan spole oversmarte bemærkninger om hunde på Grønland tilbage).

Det er bare at afvente resultatet, og bliver det som her en voldsom kontakt uden mulighed for at spille bolden, er udvisning den eneste udvej. I Cissés tilfælde er det faktisk ham, der er offeret for en tackling af næsten samme type (men dog den mindste af de tre) – tackleren sker der ikke noget med, men til gengæld får Cissé rødt for sin reaktion. I min optik er det den mindst oplagte af de tre udvisninger – og temmelig uforståeligt, at provokatøren slipper så billigt.

Dette er ikke en eksakt videnskab, og dommerens vinkel til situationen kan gøre en voldsom forskel i forhold til kameraets, men tilbage står, at spillere, som tager chancer på denne måde, betaler ved kasse ét, hvis det går galt – og på vinterglatte baner kan effekten hurtigt blive meget voldsommere, end de havde tænkt sig.