Jans Corner: Balotelli

Egentlig er det meget rart at komme tilbage fra en ferie og konstatere, at i hvert fald én ting ikke har ændret sig: det er stadig de samme spillere, som formår at stjæle overskrifterne gang på gang. Der var Real Madrids Pepes støvletramp på hånden af en liggende Messi – og så var der Manchester Citys Mario Balotelli, der formåede at blive både helt og skurk i weekendens opgør mod Tottenham , der endte med en sejr på 3-2.

Det er sidstnævnte og hans involvering i diverse situationer, som denne klumme kommer til at handle om. Der blev dømt straffespark til ham dybt inde i overtiden, hvorefter han scorede sejrsmålet – men spørgsmålet er, om han overhovedet burde have været på banen på det tidspunkt. Med andre ord overtid, straffespark og forseelser, hvor bolden er væk, og som ikke nødvendigvis fanges af dommerteamet.

Den første case er, at straffesparket begås efter 93 minutters spil. Tillægstid er altid et tilbagevendende spørgsmål. Hvordan beregnes den – og hvorfor kan der være en så tilsyneladende stor forskel på den fra kamp til kamp? Fodbold opererer – i modsætning til f.eks. ishockey – ikke med begrebet ‘effektiv spilletid’, dvs. at uret stoppes ved enhver spilafbrydelse.

Derimod er det dommerens ikke bare ret, men pligt efter sit skøn at kompensere for den tid, der mistes pga. større afbrydelser i spillet. Fodboldloven nævner specifikt udskiftninger, vurdering af skader, fjernelse af skadede spillere fra banen, forhaling af tiden – og så skraldespanden ‘anden årsag’. Den sidste. fordi fodboldloven som så ofte skrevet er en rammelov, hvor man ikke lovgiver sig ud af alle enkelttilfælde.

Der kan kun lægges tid til for den tid, som mistes, mens bolden er ude af spil. Ingen kan således forhindre et hold, som er foran, i at tilbringe slutminutterne med at spille i små trekanter nede på egen banehalvdel. Måske ikke særlig underholdende, men ikke ulovligt og ikke med noget tab af aktiv tid til følge: vil modspillerne have bolden, må de gå ned og forsøge at få fat i den.

Så begrebet ‘forhaling af tiden’ går f.eks. på langsomme igangsættelser eller lossen bolden over i de nærliggende kolonihaver. Standardeksemplet ved igangsættelser er målmanden, som er længe om at sparke målspark. Ingen forlanger, at han ligefrem skal blive hurtigere, når hans hold er kommet foran – men der skal være en vis rimelighed.

Omkring udskiftninger er der en vejledende retningslinje, der siger, at en normal udskiftning takseres til 30 sekunder. Det kan i virkeligheden for dommeren være både hurtigere og langsommere – og er det en dobbeltudskiftning, vil det sjældent være den dobbelte tid. Er der en 4. dommer på kampen, vil han ved udløbet af de 45 minutter vise den tid, som er lagt til – i hele minuttal. Her er der også flere faldgruber.

Jeg ser bort fra TV-bemærkningerne om, at der nu er lagt ‘de sædvanlige 2 minutter til’. Nogle gange varieret til ‘de sædvanlige 3’. Der er ikke noget sædvanligt – statistisk er de pågældende minuttal måske i overtal, men det kan meget vel bero på, at der er foretaget fire eller seks udskiftninger…

Da tiden kun angives i hele minuttal, er der selvfølgelig en vis usikkerhed – hvilket dommere ofte med alles accept udnytter til at lade et angreb køre færdig, før der fløjtes af. At der så undertiden fløjtes af, når bolden er gået ud til et hjørnespark, er der heller ikke noget mærkeligt i, for et eller andet sted skal der jo stoppes.

Hvad nu, hvis bolden fra dette hjørnespark var kommet indover og var gået ud til nyt hjørnespark osv…? En anden faldgrube er, at der i selve tillægstiden kan ske udskiftninger eller andet, der kræver yderligere tillægstid. Af samme grund er man heldigvis de fleste steder nu begyndt at annoncere tillægstiden som ‘mindst x minutter’.

Internationalt stopper man stadionuret, når det runder de 45 minutter – ikke for at berøve publikum muligheden for at følge med i tillægstiden, men for at undgå panik over, at der ikke fløjtes af sharp efter det angivne minuttal. Det er heldigvis også på vej frem herhjemme. I sidste ende er og bliver det dommerens skøn, hvornår tiden er gået.

Tilbage til Balotelli. Straffesparket på ham kan man ikke sige meget til – og når det påkalder sig interesse, er det nok primært, fordi det sker på et så sent tidspunkt af kampen. Ingen tvivl om, at han fældes med et regulært benspænd. Der er fysisk kontakt, den er forsætlig – og det kan da godt være, at Tottenhams forsvarer forsøgte at få fat i bolden, men indsatsen blev udført så satset eller klodset, at det altså ikke var bolden, men manden, som han fik. Og så koster det.

Den tidligere forseelse af Balotelli er værre – og efter mine begreber burde han allerede være i bad ved straffesparket. Hans træden bagud på den liggende Scott Parkers hoved er specielt i langsom gengivelse ikke køn og helt i klasse med Pepes trampen på Messis hånd. Klassisk voldsom adfærd.

At dommerteamet ikke fanger forseelsen, er der næppe så meget at sige til, for der er rigeligt af andet at koncentrere sig om i situationen. Men så er det godt, at man har et forbund og et disciplinærudvalg, der efterfølgende kan gå ind og tage situationer op, som er gået ubemærket hen for dommerne.

En opførsel som denne hører ingen steder hjemme, heller ikke på en fodboldbane. Igen skal man huske, at spillere ikke mindst på dette niveau er rollemodeller, og at der er mange unge mennesker, der ser de situationer, hvor idolerne er involveret.

Så tak og lov for de fire dages karantæne, som det i skrivende stund ser ud til at medføre – og jeg tildeler gerne en narrehat af de større til Balotellis agent, som har forsøgt at bringe racisme ind i spillet, kalde dommeren for en løgner osv.