KFD

Onsdag aften den 18. januar blev der gennemført samtaler med de mange håbefulde ansøgere til KFDs nye talentprogram.

Talentaspiranterne kom i den 'varme stol' onsdag. Her Carsten Poulsen.

”Jeg må sige, at jeg synes ansøgerne helt generelt var velforberedte, og virkelig understregede for os og for KFD, at der er en bred talentmasse i klubben aktuelt”, fortæller talentchef Kenn Hansen.

Han og det øvrige samtaleudvalg, med repræsentanter fra bestyrelsen, fra dommerudvalget og fra talentmentorerne, kom på hårdt men godt arbejde, da de brugte små fem timer på samtaler og udvælgelse af KFDs deltagere i det første talentprogram efter det nye koncept.

”Det var virkelig svært at sortere nogle fra, for der er så meget kvalitet i hver af dem, der var til samtale”, uddyber Kenn Hansen. ”Men et sted skulle vi jo lægge snittet, for at få praktik og faglighed til at gå op i det høje niveau, som er kerneambitionen med det nye talentprogram. Derfor landede vi på 15 dommere, der nu tørner ud som de første talenter i programmet.”

De 15 nye talenter, der skal være pionerer og som de første være med til at afprøve det nye talentkoncept i KFD, får nu hver især at vide, at de er optaget i programmet, og det gør de uheldige, der ikke fik plads i denne omgang, selvfølgelig også. Sidstnævnte med en uddybende begrundelse for valget, og med anvisning af hvad de evt. kan arbejde videre med.

”Det er vigtigt at slå fast, at man stadig kan være et stort talent med mange muligheder foran sig, selvom man ikke er med i talentprogrammet lige nu,” understreger Kenn Hansen. ”Der kan være konkrete faglige eller personlige grunde til, at det passer dårligt med deltagelse lige nu, men det gør jo ikke folk til dårligere dommere.”

KFD forventer sig som tidligere skrevet har på fodbolddommer.dk meget af det nye koncept for talentprogrammet.

”Det er en hel ny måde at anskue talentudvikling på, som vi kaster os ud i”, siger Bjarne Nigaard, KFDs formand. ”Men vi er sikre på, at det i endnu højere grad vil ruste de dygtige KFD-talenter til at kunne komme langt med deres karrierer, både på landsplan, og for flere af dem på internationalt plan”. Bjarne Nigaard er ikke bange for at måle det nye talentprograms succes i antallet af kommende topdommere i KFD. ”Vi tror på, at vi gør det rigtige, og at vi samtidig har så mange store talenter i KFD, at det her nok skal skaffe KFD flere topdommere.”

De udtagne talenter offentliggøres og præsenteres på KFDs generalforsamling den 31. januar, og senere her på fodbolddommer.dk under talentprogrammets eget menupunkt.

Hi, I’m Redaktør

Leave a Reply