Deadlines kan være belejlige – men er det sjældent. Og her taler jeg ikke bare om regninger og girokort. En sen onsdag aften før jul afleverede jeg ugens Corner pr. mail – og en halv time efter fik jeg en mail fra en kollega, som spurgte, om jeg havde fulgt med i kampen Ajax – AZ.
Næh – for jeg havde jo siddet og skrevet på den forrige mærkværdige tildragelse. Men tingene har altså på sjældent set vis valgt at stille sig i kø hen mod slutningen af året – gad vide, om der har været en drillenisse et eller andet sted – så selv om snart Gud og hvermand har kommenteret på AZ-keeper Esteban, er situationen så særpræget, at jeg ikke kan lade være.
Jeg vil slet ikke gå ind i det, som fulgte bagefter – AZ, som forlod banen, fordi de var bekymrede for deres sikkerhed. Ej heller den karantæne, som målmanden ikke fik, da det hollandske forbund behandlede sagen, annullerede det røde kort og behændigt må have glemt et godt støvet FIFA-cirkulære, som slår fast, at enhver udvisning skal give (mindst) én spilledags karantæne, selvfølgelig forudsat at udvisningen er korrekt efter fodboldloven.
Heller ikke beslutningen om at spille kampen om i sin helhed, som er i fuld overensstemmelse med fodboldloven, der fastslår, at afbrudte kampe skal spilles om i deres helhed, medmindre der står noget andet i turneringsreglementet. I Danmark er der en sådan gummiparagraf, der giver turneringsmyndigheden frie hænder, og det er nok yderst fornuftigt.
Det, som er rimeligt i det ene tilfælde, behøver ikke være det i det andet. Og da slet ikke Ajax-beslutningen om at tildele baneløberen 30 års karantæne. Når jeg ikke vil beskæftige mig med det, skyldes det, at det er dommeren inderligt uvedkommende. Han koncentrerer sig om det, som sker i de 90 minutter på banen, og så overlader han ellers resten til dem, der nu har den opgave. Skal vi sadle den høje juridiske hest, handler det om med adskillelsen af den udøvende, dømmende og lovgivende magt.
Til gengæld vil jeg godt bore lidt i selve hændelsen på banen. En tilskuer styrter ind og angriber udeholdets målmand, målmanden forsvarer sig og tildeler for en sikkerheds skyld synderen et par ekstra spark efter tilfangetagelsen. Dommeren udviser målmanden, hvorefter udeholdet forlader banen.
Man har forsøgt at problematisere udvisningen med henvisning til, at målmanden bliver chokeret, ikke har forventet et angreb, foretager sine handlinger som nødværge osv. Så lad mig for én gangs skyld starte ved bundlinjen og slå fast, at dommeren handler fuldt korrekt og ikke har noget valg.
Faktisk har jeg selv haft fornøjelsen af at se den pågældende dommer Bas Nijhuis i en kamp i Polen sidste år. En yngre dommer på vej frem, en yderst pragmatisk person, som normalt klarer meget via sin personlighed uden at tildele unødvendige kort. Jeg er helt overbevist om, at denne situation ikke ligefrem stod øverst på hans ønskeseddel til jul.
Men fodboldloven opererer med to begreber ovre i den grimme ende af skalaen: spil, som i alvorlig grad er utilladeligt og voldsom adfærd. De dækker begge over handlinger, som udføres med brutalitet eller unødig voldsomhed, og begge koster en udvisning. Den første af dem har at gøre med det, som sker mod en modspiller i kamp om bolden – den anden kan ske mod en hvilken som helst person på banen eller uden for den. Bolden er helt væk – den behøver ikke engang være i spil.
Det skal vi supplere med et andet af fodboldlovens principper, at handlinger vurderes hver for sig. Et lidt mere fredeligt eller i det mindste normalt spileksempel: Spiller A sætter en hensynsløs tackling ind på spiller B, som kvitterer ved at rejse sig og slå spiller A i gulvet. De to handlinger skal vurderes hver for sig: A får en advarsel for den hensynsløse tackling – og B vises ud for voldsom adfærd, uagtet at A startede festen.
Det giver ikke rabat, frit valg og jagt på alle hylder, at man er blevet provokeret – men selvfølgelig skal dommeren huske at få fanget provokatøren også (og det kan blive til et helt Corner for sig selv ved lejlighed). Og for at det ikke skal være løgn, skal vi i gang igen med et direkte frispark til det hold, som lige er blevet reduceret, fordi den ene forseelse skete før den anden. Og så er det den første, som gælder.
Så uanset hvor meget målmanden har følt sig provokeret; uanset hvor chokeret han er blevet; uanset hvor bange han har været, fordi han ikke ved, om den ubudne gæst er bevæbnet; uanset om det er nødværge – og uanset hvor meget vi alle sammen kunne have fundet på at reagere på samme måde, har den arme dommer ikke noget valg.
Selv en blind mand kan fornemme, at målmandens handling banker lige ned i begrebet voldsom adfærd, og det røde kort er uundgåeligt. En endnu mere bizar hændelse i samme kategori havde vi herhjemme i efterårets første opgør mellem Brøndby og FCK, hvor Brøndbys målmand under et spilstop i irritation med stor kraft tordnede en ekstra bold på banen ud blandt tilskuerne uden i øvrigt at bekymre sig om, hvem der kunne komme til skade. Hvis den hændelse var blevet fanget i den almindelige forvirring – for ved lige det spilstop havde dommeren rigeligt af andet at tage sig af – havde en udvisning også været på sin plads.
Så kom vi igennem 2011 – som antydet har de seneste uger budt på flere besynderligheder, end et helt år normalt gør. Glimrende for klummeskrivere, hvis man ellers kan følge med, men en tilbagevenden til nogenlunde normalt tempo ville nu heller ikke være dumt. Med disse ord vil jeg ønske alle trofaste læsere et rigtig godt nytår. Rigtig mange tak for de henvendelser, jeg har fået i årets løb – og husk at spørgsmål og forslag til emner altid er meget velkomne.
Red.: Jans Corner holder nu forlænget nytårsferie frem til slutningen af januar