Jans Corner: Efterårsfinale

Så blev der blæst til pausefløjt for superligaen, og denne gang kom vi da trods alt helskindet igennem efterårssæsonen trods diverse vejrmæssige forsøg på benspænd til sidst. I modsætning til sidste år, hvor den allersidste kamp, mandagsopgøret mellem Lyngby og FC Midtjylland, måtte overføres til foråret på grund af en frosthård bane.

Mon ikke de fleste også nu er modne til en pause – både spillerne og de tilskuere, der på det seneste har haft problemer med at holde varmen. _Set alene ud fra temperaturen kan man såmænd godt forstå dem, der enten har benyttet sig af procentholdige væsker indvortes eller brandvarme romerlys udvortes for at holde varmen – men ingen af delene er i sidste ende særlig hensigtsmæssige omkring en fodboldkamp.

Det sidste endda direkte forbudt og giver – ud over den kortvarige varme til synderne – både godt med skrivearbejde til diverse personer samt eventuelt sanktioner over for klubberne.

Vi rundede af med en af fodboldlovens klassikere: udvisningen af Christian Traoré for advarsel nr. 2 i kampen mellem Lyngby og AC Horsens.

Klassiker på to fronter: dels fordi det var endnu et eksempel på en spiller, der enten glemte, at han havde en advarsel i forvejen eller troede, at han kunne slippe afsted med en forseelse, som på papiret er rent teknisk. Dels fordi denne type forseelse har det med at hoppe op af skuffen med passende mellemrum, netop som man tror, at nu må budskabet da være gået hjem.

Traoré mener åbenbart, at Lyngby skal have et indkast, men da indkastet dømmes den anden vej, kaster han bolden bag om ryggen og nogle få meter væk, selv om den retmæssige Horsens-kaster står lige ved siden af ham. Traoré mente på TV bagefter ikke, at han bare kunne give bolden til Horsens-spilleren.

Nogle medier citerede ham ligefrem for noget i stil med, at han jo ikke var bolddreng for modspillerne. Næh – men nu stod han jo med bolden i hænderne, så mindre kunne da bestemt have gjort det. F.eks. havde en mulighed vel været bare at lægge bolden ned på jorden i stedet for ligefrem at ekspedere den længere væk.

Igen et af disse tilfælde, hvor forseelsen ved første øjekast ikke er specielt dramatisk – men hvor det er det bagved liggende motiv, der gør, at den skal honoreres med en advarsel.

Faktisk på linje med det lille, udramatiske greb i en fremmed trøje, der gør, at et lovende angreb til modspillerne bliver bremset – eller det lille benspænd, som har til følge, at der bliver berøvet en oplagt scoringsmulighed. I sidste tilfælde er taksten oven i købet en udvisning.

For der er jo ingen tvivl om, hvorfor den bold skal længere væk – Horsens skal ikke have lov til at tage det indkast hurtigt. I hvert fald ikke, før Traoré og hans kolleger er kommet på plads.

Der er jo sikkert også Lyngby-spillere, der ved at se Traoré med bolden i hænderne formoder, at han er den retmæssige ejer af bolden og indkastet, og som derfor bevæger sig fremefter.

Hvad siger fodboldloven egentlig ? Selve lovteksten siger bare, at der skal falde en advarsel, hvis en spiller ‘forhaler en igangsættelse’. Bevæger man sig om i afsnittet med internationale fortolkninger og danske afgørelser, kommer der lidt flere ord på:

‘Når dommeren har dømt frispark, og bolden forbliver på banen, må ingen spiller fra det hold, som har begået forseelsen, berøre bolden, før den er sat i spil, hvis berøringen sker for at forsinke spillet. Sker dette, skal spilleren advares.’

Vel er dette ikke et fripark og bolden ikke på banen – men de bagvedliggende tanker er fuldstændig de samme (og et eksempel på, at ikke alt er beskrevet til mindste komma i fodboldloven, men at man nogle gange er nødt til at slutte fra den ene situation til den næste, da fodboldloven er en rammelov).

Her opstår situationen ved et indkast – men handlingen tjener nøjagtig det samme formål som ved frisparket: at forhindre den hurtige igangsættelse hos modspillerne.

Bemærk nødudgangen ‘hvis berøringen sker for at forsinke spillet’. Det er altså ikke som i andre sportsgrene totalt forbudt at berøre en bold, som man ikke er berettiget til. Det kunne jo være, at man en sjælden gang – måske i disse snarlige juletider, hvor vi alle skal være gode ved hinanden – mødte den spiller, hvis berøring havde til formål rent faktisk at kaste / sparke bolden derhen, hvor den fremmede igangsættelse skulle ske.

Alt dette har handlet om forhaling af andres igangsættelser. Men advarslen falder selvfølgelig også, hvis man forhaler egne igangsættelser. f.eks. ved at være længe om at foretage igangsættelsen eller tage den fra et forkert sted i det håb, at man så bliver bedt om at tage den om det rigtige sted.

Ingen forlanger, at f.eks. målmanden ligefrem skal blive hurtigere til at sparke sine målspark, fordi hans hold er foran, og vi nærmer os slutningen på kampen – men han skulle nødigt blive mærkbart langsommere.

Derfor leger de målmænd også voldsomt med ilden, som sætter kadencen ned, så snart deres hold er kommet foran. For ud over en eventuel advarsel bliver der selvfølgelig også lagt tid til, så gevinsten er til at overse.