Jans Corner: En mørk og stormfuld aften…

Da jeg forrige tirsdag skrev klummen om aflysninger på grund af vejret, kunne jeg selvfølgelig have kastet et blik i 5 døgns-udsigten. I sidste uge tåge – denne gang storm. At den sene søndagskamp blev spillet på det værst tænkelige tidspunkt i det værst tænkelige område kunne ligne bestilt arbejde – men så langt rækker en klummeskrivers indflydelse trods alt ikke. Men lad os tage en tur til – denne gang igennem de mere eller mindre outrerede situationer, som blæsevejret kan give.

For at gentage mig selv: Dommeren kan kun aflyse, hvis forholdene er farlige, eller hvis kampen ikke kan afvikles som foreskrevet. Sportslig berettigelse er ikke et issue. Underholdningsværdien var i top i kampen mellem AaB og AGF, selv om det ikke lige var på den måde, man havde forestillet sig. Men at den kunstneriske oplevelse bliver forringet for tilskuerne og forholdene uforudsigelige for spillerne, gør ikke kampen moden til aflysning.

Der skal anderledes hårdtslående ting til – f.eks. hvis reklameskiltene begynder at flyve rundt, eller hvis bygningskonstruktionerne ikke kan klare presset. Fra min egen aktive tid husker jeg en kollega have en københavnsseriekamp på det kæmpestore Kløvermarkens Idrætsanlæg i København – i orkan. På et tidspunkt i 2.halvleg mistede det ene mål sin fortøjning og tippede forover ind på banen.

Heldigvis foregik spillet i den anden ende, så målmanden stod ude i straffesparksfeltet. Hvorefter man med spillernes fulde accept gik over på nabobanen og spillede kampen færdig. Frisk gjort – men næppe efter fodboldloven, for her burde alarmklokkerne ringe og alle søge passende ly.

Én ting er, hvad blæsten kan gøre ved selve spillet, men for en lovnørd er det mindst lige så interessant, hvad det kan betyde for igangsættelser, at bolden enten kommer meget kort eller rigtig langt i modvinden eller medvinden. Fodboldloven er således indrettet, at man kan score direkte i modspillernes mål på alle igangsættelser undtagen to – indkast og indirekte frispark.

Til gengæld kan man ikke score direkte i sit eget mål på nogen som helst igangsættelse. Og for at det ikke længere er ‘direkte’ kræves, at bolden skal røre en anden spiller end den, som har foretaget igangsættelsen. At en målstang, overligger, dommer e.l. er mellemstation, gør ingen forskel – det er for fodboldloven stadig ‘direkte’.

Da man kan score direkte i modspillernes mål også på begyndelsesspark eller målspark, kunne en frisk og heldig fyr i Ålborg altså have lavet et gedigent overraskelsesangreb. Indtil 1997 kunne man ikke score direkte på de to igangsættelser, men ved årets store revision røg de med i puljen.

Det kan man stadig fange både dommere og spillere på – fuldt forståeligt, for det er ikke hverdagskost. Faktisk tror jeg aldrig, at jeg har hørt om en scoring direkte på målspark – derimod om et par stykker direkte på begyndelsesspark (der er en god grund til, at dommeren før halvlegens start pænt checker, om målmændene er klar).

Målspark og udspark må ikke blandes sammen her – selv på højeste danske niveau har man eksempler på, at en målmand har kunnet sparke bolden fra hænderne ned i kollegaens mål – og skulle han finde på at kaste den derned, er det såmænd også godt nok, for målmanden er den eneste spiller, som forsætligt kan score med hånden.

Det helt store teoretiske skoleridt kommer vi ud i, hvis det handler om scoring direkte i eget mål på de to igangsættelser. Lad os holde begyndelsessparket udenfor her, for så langt strækker selv min fantasi sig trods alt ikke: bolden skal jo være i spil først, og det er den ved et begyndelsesspark, når sparket er taget, og bolden bevæger sig fremad.

Dvs. at vi skal have den ind på modspillernes banehalvdel, før den bliver blæst tilbage i eget mål. Ved et målspark er bolden i spil, når den er sparket direkte ud af straffesparksfeltet (og ind på den øvrige del af banen), og så begynder vi at nærme os det teoretisk mulige, omend dybt usandsynlige.

Jeg ventede i over 30 år som instruktør på, at situationen med målsparket skulle opstå – om ikke andet så for at kunne række tunge ad alle dem, der gennem årene har rystet på deres fantasiløse hoveder og påstået, at sådan noget sker aldrig. Det gjorde det så for et par år siden i en tysk sekundakamp. Se målsparket her.

Det blæser så meget, at målmanden må støtte bolden til sidste sekund, før en markspiller sparker målsparket i strid modvind. Bolden sejler ud af straffesparksfeltet og kommer som et projektil tilbage mod den nærmest handlingslammede målmand, der ser bolden gå i mål.

Desværre havde dommeren ikke lige læst op på teorien, så målet blev anerkendt (løsningen havde været hjørnespark). Havde målmanden været lidt hurtigere i optrækket, kunne han med fuld ret have reddet den bold med hænderne, for ingen ville påstå, at sparket udgjorde en forsætlig tilbagelægning.

Til gengæld havde han også løbet den risiko, at hvis bolden fra hans hænder var gået i mål, havde det været et fuldt gyldigt mål, for nu var bolden ikke længere sparket direkte i eget mål. Eller endnu mere langhåret: hvis målmanden selv havde sparket målsparket, fået bolden retur og havde rørt bolden, som var gået i mål, havde der ikke været mål, fordi bolden stadig ikke havde rørt en anden spiller end sparkeren.

Vi havde skullet i gang igen med et indirekte frispark til angriberne for gentagelsesspil (målmanden rører bolden to gange, uden at andre spillere har gjort det). Den ville jeg nødig skulle sælge til en flok angribere, som troede, at der var mål – men i stedet fik et indirekte frispark på kanten af målfeltet med 11 mand parkeret på mållinjen mellem stængerne.

Fodboldloven behøver bestemt ikke være kedelig…