Jans Corner: Tryllespray

Nogle gange, når jeg sidder en aften først på ugen – senest onsdag – og grunder over, hvad klummen dog skal handle om denne gang, kommer jeg til at tænke på den gamle fortærskede vits om, at det dog er mageløst, at der akkurat sker tilstrækkeligt med begivenheder i verden hver dag, til at det kan fylde en avis.

For det er ikke alle gange, emnet lige hopper frem af sig selv – og det hænder også, at det oplagte emne må lægges i venteposition på hylden af den ene eller anden grund. Måske har det været forbi for ikke ret længe siden, eller måske har der været en situation, men den rumsterer stadig i fodboldens system, så den kan først tages op, når den er behandlet færdig.  

Så er det herligt at kunne få hjælp udefra i form af spørgsmål fra læserne, hvilket der heldigvis er nogle, der benytter sig af fra tid til anden.

En læser har på en hjemmeside set highlights fra argentinsk fodbold og dér set dommeren dømme et frispark og efterfølgende afmærke gerningsstedet ved at spraye en hvid cirkel på banen med ‘hvid maling eller kridt i en sprayflaske’. Hvad er nu det for noget – og hvad skal det gøre godt for?

Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål og udgør én af de fornyelser, som man alt efter temperament kan græde over, at der er behov for; grine af, at nogen kan finde på – eller bare synes, at det er genialt.  

Det tekniske navn er ‘vanishing spray’ (mig bekendt er der ikke nogen dansk benævnelse for det endnu, måske ‘tryllespray’ ?), og det er et fænomen, som kører som forsøg i nogle af de sydamerikanske ligaer (og vist også nu i nogle nordamerikanske). Det blev faktisk også anvendt i efterårets Copa América, og til den ende indhentede man officiel tilladelse fra The International F.A. Board, som er fodboldens højeste lovgivende instans.

Den fungerer på den måde, at dommeren er forsynet med en lille sprayflaske (den vejer lige godt 100 gram). Når han har dømt et frispark, kan han med flaskens hjælp sætte et hvidt mærke på banen. Enten dér, hvor frisparket er begået; dér hvor muren skal være (9,15 meter væk) – eller for den sags skyld begge dele.

Mærket forsvinder af sig selv inden for et minut og efterlader ikke noget spor på græsset. Spørg mig ikke om den nøjagtige kemiske sammensætning af stoffet (der er vist endda flere konkurrerende mærker på markedet), men effekten er i hvert fald som nævnt.

Tilhængerne hævder, at det har minimeret eller i hvert fald betragteligt vanskeliggjort et af de værste irritationsmomenter i den sydamerikanske variant af spillet: angribere, der snyder med frisparksstedet, og forsvarere, der ikke kan holde sig den foreskrevne afstand fra bolden. Nu vil overtrædelsen være synlig for enhver og især dommeren.  

Som jeg var inde på i en klumme for nylig, har den dommer, som dømmer solo, faktisk et potentielt problem hver gang han skal måle en afstand ud for muren, for hvad skal han vende ryggen til uden at blive snydt? 

Modstanderne af sprayen vil hævde, at det bringer et element af cirkus og udstyrsstykke ind i spillet.  Selv kan jeg undre mig lidt over, at det virker så godt, som det åbenbart gør. Det ligger i den menneskelige natur at afprøve grænser, hvilket enhver, der har prøvet at dømme en kamp ude på marken vil vide: tilskuerne suges simpelthen på magisk vis hen til og også over sidelinjen, hvis der ikke er et tov eller en mere håndfast indhegning (hvilket selvfølgelig også er grunden til, at kampe på højere niveau skal spilles på en indhegnet bane).

En anden variant optrådte i sidste nummers ‘dumme spørgsmål’ (som aldeles ikke var dumt) om det tekniske område, hvor træneren skal blive inden for området, men ikke altid gør det. Så man kunne frygte den modsatte effekt. Men virker gør det altså, i hvert fald i Sydamerika.

Nu kan man indvende, at manglende overholdelse af afstandsregler og frisparkssteder ikke er moderne fodbolds allerstørste problem. Omvendt kan man sige, at hvis dommeren kan slippe for at bruge krudt på banaliteter, er der mere overskud til at koncentrere sig om de grove forbrydelser.

På det mere filosofiske plan kan man sige, at dette er endnu en teknologisk landvinding for dommeren – denne gang kemisk og ikke elektronisk som med headset-kommunikation og bip-flag. Hvad mere kan vi finde på, mens vi venter på mållinjeteknologi, chip i bolden osv. ?

Kan man forestille sig det herhjemme? Tja, man kan jo forestille sig alt – men her tvivler jeg, af flere grunde. 

For det første er danske spillere med international målestok ganske flinke her og prøver sjældent at snyde vildt, hverken som friparksskytter eller som en del af forsvarsmuren.

For det andet er danske dommere faktisk ganske gode til at måle afstanden ud og holde spillerne dér, hvilket man kan forvisse sig om, hver gang en TV-station markerer en af de virtuelle cirkler 9,15 meter fra bolden.

(En lille sidebemærkning er, at mens det går helt fint med at vurdere afstand både for spillere og dommer, når frisparkene er inde i banen og rettet nogenlunde direkte mod mål, kniber det mere med øjemålet hos alle parter, hvis frisparket skal slås fra siden ind mod straffesparksfeltet. Det er en helt uvidenskabelig, men personlig og erfaringsbaseret betragtning oparbejdet over nogle år. Gad vide, om der er noget med det menneskelige øje og vinkler også her.)

Under alle omstændigheder: lad være med at styrte i byggemarkedet efter en dåse hvid spraymaling eller starte en iværksættervirksomhed med henblik på fremstilling af den ægte vare – for det er ikke p.t. et gangbart hjælpemiddel i danske kampe. Her må vi nøjes med at nyde det på TV fra Sydamerika. Men send til gengæld meget gerne spørgsmål ind til mig, hvis du ser noget spændende eller mystisk…