Jans Corner: Omskrivning af historien?

Oven på de seneste ugers hæsblæsende aktuelle begivenheder er det tid til at holde en pause og bevæge sig en tur ned ad nostalgiens lange landevej.

Et telegram, som ramte en god del aviser i sidste uge, havde overskriften  ‘Fodboldens historie skal måske omskrives’.  Man fornemmer historiens vingesus.  Helt så dramatisk er det nu ikke. Det dækkede over, at britiske historikere var faldet over nogle regnskabslister fra 1497 fra kong James IV af Skotlands hof, hvoraf det fremgik, at der var blevet  betalt to shillings for en sæk ‘fut ballis’.

Den angivelige omskrivning af fodboldhistorien skyldtes ifølge telegrammet, at man hidtil havde formodet, at fodbolden udviklede sig i 1800-tallet. Et eller andet må være gået tabt i farten – enten i det originale telegram eller den danske gengivelse – især når man citerede Richard McBrearty, som er kurator ved det skotske fodboldmuseum, og som i den grad ved, hvad han taler om.

For sagen er, at mens det første fælles regelsæt for noget, som med rimelighed kan siges at være starten på det, som vi i dag kender som fodbold (selvfølgelig med modifikationer undervejs) dukker op i England i 1863, er selve ideen med to hold, som sparker til en genstand og forsøger at få den forbi en linje, selvfølgelig langt ældre.

Da jeg for snart 35 år siden som helt ny og grøn lovfortolker skulle prøve at finde et eller andet, som de mere garvede kolleger i hvert fald ikke havde på repertoiret, således at jeg til vinterens foredrag kunne stille med bare lidt, som tilhørerne ikke havde hørt før, begyndte jeg at grave lidt i fodboldens og fodboldlovens historie, og det er faktisk ganske fascinerende at følge.  

I den ultrakorte udgave:  mange mener, at spillet udspringer af militærtræningen hos de romerske soldater i Britannien i de første århundreder efter Kristi fødsel. Det er ikke regler, der er flest af  her – groft sagt er alt tilladt, bare det ikke bringer menneskeliv i fare. Der er nemlig  brug for soldaterne…   De romerske soldater forsvinder i starten af 400-tallet, men spillet bliver tilbage på de britiske øer.  

I middelalderen bliver det undertiden brugt til fastlæggelse af kommune- og sognegrænser (hele byer spiller mod hinanden i det åbne land, og dér hvor bolden – den oppustede griseblære –  er, når tiden er gået, skal grænsen være).  Det går ikke ganske stille af, og kong Edward III forbyder spillet i 1349 med to begrundelser: dels er der for meget vold, dels tager det for meget tid fra den nødvsndige kamptræning i bueskydning. 

Men i længden kan spillet ikke holdes nede, og der udvikler sig en praksis, hvor man spiller fra by til by, ofte med portalerne på sognenes kirkegårdsmure som mål. Under Cromwell sidst i 1600-tallet kommer et mellemspil, hvor der igen kommer forbud – det er vigtigere at bruge tiden på at gå i kirke – men fodbolden som ‘massesport’ overlever.

Lige indtil den industrielle revolution i 1700-1800-tallet får underklassen til at søge mod byerne, hvor arbejdet er, og mange landdistrikter affolkes. Det er startskuddet til, at fodbold fra at være en masseforlystelse bliver et spil for de finere kredse på kostskolerne. Tingene raffineres:  man får f.eks. målstænger og en måldommer med en kniv eller økse, som ridser et hak i træstolpen, hver gang bolden er gået i mål – så sprogligt og historisk er det faktisk dommeren, som ‘scorer’ ( = ‘ridser’) målene…    

Det er på basis af reglerne fra de forskellige kostskoler, at man i sidste ende, ad lange omveje og efter mange forhandlinger når frem til det fælles regelsæt i 1863.      

Der findes nogle beskrivelser af fodboldspillet som den uorganiserede massesport, og jeg kan ikke dy mig for at citere en passage fra én af dem:  

 ‘Og hvad angår fodboldspillet, så forsikrer jeg jer, at det snarere bør kaldes for en mild form for krig end et spil eller en adspredelse, snarere en blodig og morderisk praksis end kammeratlig sport og tidsfordriv. For er det ikke sådan, at enhver ligger på lur efter sin modstander for at forsøge at vælte ham og få ham til at falde på næsen ? – og om det så er på hårde sten, i grøft eller eng, i dal eller på bakke, eller hvor det nu kan være, derom bekymrer han sig ikke, når bare han får ham nedlagt.

Og den, der er dygtigst til disse ting, han og ingen anden anses for den bedste spiller. Og på denne måde brækker de undertiden halsen, undertiden ryggen, undertiden benene, undertiden armene – undertiden vrides én legemsdel af led, undertiden en anden; undertiden vælder blodet ud af deres næser, undertiden rives deres øjne ud, og snart såres de ét sted, snart et andet. Men selv den, der slipper bedst fra det, går ikke ram forbi, men er enten hårdt såret, mast eller kvæstet, så at han dør af det, eller kun med nød og næppe overlever. Og det er ikke mærkeligt, for de er skrappe til at klemme én mellem to andre, at støde ham mod hjertet med deres albuer, at ramme ham under bæltestedet med knytnæver og med deres knæ at spænde ben for ham og få ham til at falde på ryggen – og hundredvis af lignende morderiske påfund.

Og heraf opstår misundelse, ondskab, nag, vrede, had, utilfredshed, fjendskab og alt muligt andet, og undertiden følger der slagsmål, kamp, strid, yppen kiv, mord, drab og stor blodsudgydelse, således som erfaringen dagligt viser os det.’     

Det var en smagsprøve fra Philip Stubbes ‘The Anatomy of Abuses’ (kan vel rask gengives som ‘Et katalog over skændsler’), skrevet i 1583 – altså på Shakespeares tid. Enhver lighed med nulevende etc.  er tilfældig og aldeles utilsigtet – men man kan vel godt tillade sig at bemærke, at snakken om ‘den tiltagende vold’ altså ikke er noget helt nyt fænomen.