Jans Corner: Det var den EM-kval…

Traditionen tro var der stort drama i sidste runde af EM-kvalen, da både direkte pladser, playoff-pladser og sorteper skulle placeres. En flig af dramaet fik vi også i Parken, og det ville have været naturligt i sidste uge at tage fat i det annullerede danske mål allerede efter få minutter. Det kunne bare ikke lade sig gøre på grund af diverse deadlines. Men så kan det jo gøres nu, hvor pulsen er kommet lidt ned.

Da jeg kom hjem fra Parken, kastede jeg mig over DVD-optageren for at se, hvad der egentlig var foregået – med en vis begrundet mistanke om, at der nok skulle være nogle, der ville spørge dagen efter. TV2 havde Niels-Chr. Holmstrøm som medkommentator, og han er jo altid god for en skarp, munter bemærkning.

Jeg håber ikke, at det får hans verdensbillede til at krakelere, når jeg nu roser ham for anden gang på få uger, for her er en ekspertkommentator efter mit hoved: princippet er ‘Så lidt som muligt, så meget som nødvendigt’, og der er altid en eller anden vurdering med – så kan man være enig eller ej, men det er fint.

Hans bemærkning efter annulleringen hyggede jeg mig meget ved: ‘Nu bliver vi jo ofte kritiseret af dommerbedømmere og alt muligt andet for ikke at have forstand på reglerne, men jeg vil gerne høre nogle af de største eksperter kommentere på den dér…’. Nu er de største eksperter så ikke lige til rådighed, så han må nøjes med mig.

Til gengæld kan jeg gøre det ret risikofrit, fordi formentlig ingen ud over dommerkvartetten og dommerobservatøren ved, hvad der blev dømt for. Internationalt har dommeren nemlig ikke – i modsætning til herhjemme – muligheden for at udtale sig bagefter, hvis han vil.

På plads i Parken er det kropumuligt at se, hvad der egentlig sker, og faktisk bliver man ikke meget klogere af TV-billederne. Til gengæld virker dommerens salg af kendelsen ikke optimalt. Der går ret lang tid, før det går op for nogen, hvad der er dømt, fordi hans første markering bare er en strakt arm mod midten. Det kan i situationen både være en retningsmarkering (frispark til Portugal) og en markering for mål.

Det er først, da han bevæger sig ned mod målfeltet, at tiøren falder. Det omvendte havde været entydigt: løbet først – og så markeringen. Til overflod godkender linjedommeren tilsyneladende målet, for han er med det samme i skarpt trav op mod midten. Når man har 5-6 spillere trampende rundt oven i hinanden på ganske få kvadratmeter, er der rige muligheder for forseelser. Målmanden har aldrig kontrol over bolden i fodboldlovens forstand, så det kan ikke være strafbart at forsøge at spille den, bare det ikke er farligt.

I slutfasen er Silberbauer landet stående og skrævende over en liggende målmand. Det gør det i hvert fald umuligt for målmanden at rejse sig eller bevæge sig efter bolden, og det kunne man måske godt vride ind i definitionen af en ulovlig spærring. Men så burde frisparket have været indirekte, og det blev det ikke.

Skal jeg være ganske ærlig, er min teori, at dommeren bliver betænkelig, da de massive portugisiske protester kommer efter en situation, som ingen kan have det fulde overblik over, hverken dommer eller linjedommer. Og sammenholdt med, at der kun er spillet 3-4 minutter, og hvor afgørende dette kan blive, vælger han den lette vej ud – også måske med den bagtanke, at hvis han virkelig har overset et eller andet, skal det i hvert fald ikke ødelægge kampen eller blive afgørende.

Man kan jo sende tanker til Henrys håndbold mod Irland i sidste VM-kval. Det blev mere psykologi end fodboldlov denne gang (og dog: dommeren skal jo alene dømme efter sit skøn, og det kan han have nået på mange måder). Og så dømmer han i øvrigt en god kamp efter min mening.

Der var også mindelser om Henry og hands i én af de andre kampe – minsandten igen med Irland involveret. Og igen uden at TV giver noget fuldstændig éntydigt billede, selv om meningerne har været mange bagefter. Efter 26 minutter ved stillingen 0-0 stikkes en lang bold frem mod Armeniens mål, hvor Cox er lidt hurtigere end sin direkte modspiller og kan trykke af en 5-10 meter uden for straffesparksfeltet.

Målmand Berezovski kommer styrtende ud af sit mål og springer frem med begge arme i bevægelse op over hovedet, hvorefter skuddet rammer ham et eller andet sted omkring bryst /skulder/underarm. Dommeren har hængt på i kontraangrebet, så godt han kunne, men er placeret midt i banen og stadig et stykke væk – og det er linjedommeren, som har det frie udsyn til situationen fra siden.

Af billederne fremgår det også tydeligt, at det er ham, der tager afgørelsen – nemlig et direkte frispark uden for feltet og en udvisning. Hvilket er helt korrekt, hvis det altså er armen, bolden rammer. Med armene i den stilling forsøger målmanden at gøre sig højere eller bredere end han er, og så betaler han ved kasse 1 i form af en forsætlig hands, hvis det går galt.

Som sagt er det svært selv på replay at se, hvor bolden rammer. Målmandens bestyrtede reaktion virker ægte nok – men igen skal man huske, at bare noget af bolden har kontakt med armen, klapper fælden. Og den kraftige bevægelse i armene kan meget vel forlede linjedommeren til at tro, at han ser noget andet, end han faktisk gør.

For at det ikke skal være løgn, gør det samme sig gældende, da angriberen tæmmer bolden lige før skuddet: han rammer bolden et eller andet sted omkring bryst og arm – og igen en arm i bevægelse, om end ikke så markant. Jeg er fristet til at tro, at her er armen med i spil, da bolden tæmmes – men sikker er jeg ikke.

Fantastisk med en så kompleks situation med to mulige forseelser af samme type, lige i sådan en kamp. Fodbold afgøres af mennesker med alle de skøn, de foretager, rigtige som forkerte – og det gælder både spillere og dommere.