KFD

Denne uges klumme kan måske komme til at virke bedrevidende og ‘nu skal jeg lære jer’-agtigt – men forsøget skal nu gøres alligevel. I den sidste ende skulle det gerne munde ud i en opfordring til at kaste sig ud i et dommerkursus – eller bare forsøge at gøre sig selv og omgivelserne lidt klogere på reglerne.

Jeg har det privilegium stort set hver eneste weekend at være ude til mindst én fodboldkamp af en eller anden art, nogle gange i mere ydmyge omgivelser end andre. Og selv ude på marken kan man trods logo på jakken og en diskret blok i lommen godt få lov til at være anonym, højst med et par gemytlige bemærkninger til og fra sidemændene, når de spørger ind til, hvorfor jeg har valgt at bruge en eftermiddag på lige deres kamp. Man afsløres lynhurtigt som en af dem ‘udenfor’, om ikke andet fordi man hverken jubler over scoringerne i den ene eller anden ende.

Det giver også lejlighed til få en gratis lytter med på de kommentarer og diskussioner, som foregår blandt tilskuerne indbyrdes. Stor entusiasme og mange argumenter (ofte også nogle fornuftige) – men også ofte med en lidt alternativ opfattelse af, hvad regelsættet siger. Fair nok – jeg er søreme heller ikke specielt velbevandret, når jeg sætter mig ned for at følge en håndbold- eller ishockeykamp. Og alene det, at man argumenterer, er trods alt gode tegn – det er værre med dem, der bare råber og gerne vil forære dommeren en enkeltbillet til et meget varmt sted.

Hjemkommet derfra kan øvelsen så gentages foran TV, hvor kommentatorerne afgjort er blevet bedre (eller mere forsigtige og mindre kategoriske), men hvor der altid er plads til forbedringer. Ingen nævnt, ingen glemt – men blot som et enkelt eksempel faldt en, skal jeg sige alternativ, opfattelse af offsidereglen i kampen Norge-Island for nylig i øjnene. 

Helt fint at have meninger, også gerne skarpe, over for dommeren, bare man udtaler sig på et kvalificeret grundlag – men kender man ikke grundlaget, er det lidt unfair at sende sin personlige opfattelse ud til en stribe sagesløse seere og lyttere. Ikke mindst fordi de elektroniske medier har en kolossal autoritet og dermed også et kolossalt ansvar.

Har der været noget specielt i en weekend, er det altid underholdende lige at runde et par blog-universer på vejen i seng. Det er heller ikke småting, der bringes til torvs her – og nu tænker jeg kun på opfattelsen af fodboldloven – og de tapre dommere eller regelkyndige, der prøver at fortælle, hvordan tingene egentlig er, har en hård tid. Og er der mere energi tilbage, kan man altid tage de skrevne mediers vurderinger på netsider eller mandag morgen i trykt udgave, før kollegerne på arbejde venter. Mange af dem har også set fodbold i weekenden.

Alt dette bare som en langstrakt indledning til, at nu er chancen der igen for at blive klogere på fodboldloven, for det er i disse uger, at dommerkurserne starter rundt om i landet. Sagt helt uden ironi er det jo åbenlyst, at der er et stort potentiale af dedikerede og interesserede fans derude med kærlighed til fodbolden – og hvorfor så ikke få en dimension mere?  Det ville selvfølgelig være allermest lykkeligt, hvis man efter et bestået kursus også skulle have lyst til at dømme nogle lokale kampe, men mindre kan også gøre det: bare det at få udbredt kendskabet til reglerne er såmænd fint nok.

Vil man ud og fungere, bliver man medlem af en eksklusiv klub på ca. 3.500 mennesker. Så siger det sig selv, at ikke alle bliver FIFA-dommere – statistisk vel én ud af 300 – men topdommere er jo ikke begrænset til eliten. Der er topdommere på alle niveauer, og har man én gang mødt glæden hos en flok ungdomsspillere over, at i dag er det søreme en rigtig dommer med trøje og emblem på brystet, der kommer – glemmer man det aldrig.

Det kan give en pænt lille skattefrit beløb – mange unge har fået et udmærket tilskud til SU’en på den måde, og jeg har kendt flere kolleger, hvor pengene gik direkte i feriekassen, så hele familien fik glæde af dem. Omvendt: er det kun pengene, det handler om, så er der uden tvivl mere givtige løsninger. Men der kommer mange andre ting med: træning i konfliktløsning, udvikling af lederegenskaber, i det hele taget omgang med og håndtering af mennesker af alle aldre, sociale baggrunde,  racer og religioner. Skulle man være skræmt af de lejlighedsvise overskrifter med vold mod dommere, så skal det selvfølgelig ikke negligeres, men som alle andre steder i samfundet kan det være farligt at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt – og tilfældene er yderst begrænsede, sammenholdt med det antal kampe der spilles hver uge. 

Selve kurset afvikles over 12 teoritimer, enten på nogle hverdagsaftener eller en weekend – suppleret med dag med praktiske øvelser. Eksamen er en multiple choice-test foran pc’en med vurdering af en række levende spilsituationer og efterfølgende tilbagemelding fra en instruktør. Det er ikke nær så støvet, som mange forestiller sig.

Og prisen for hele denne herlighed: lige godt en tusse.

Så skulle der være en læser, der vil være dommer eller bare klogere, så kontakt lokalunionen for at høre, hvornår næste kursus afvikles i lige dit område. Vil man bare være klogere – uanset om man er en fodboldklub, en flok avisjournalister, en TV-station eller andet – så rykker vi også gerne ud et par timer og laver lovmæssig førstehjælp og tager nogle typiske faldgruber eller highlights fra loven. Og det behøver bestemt heller ikke være kedeligt…  Har det interesse, så kontakt enten DBU eller lokalunionen.

Vi har i sidste ende kun et eneste formål: at gøre alle klogere på den sport, som vi jo allesammen holder af, uanset påklædning eller placering omkring kridtstregerne.

Hi, I’m admin

Leave a Reply