Dommerkendelser i Superligaen

Så kom superligaen igang igen, og det skete godt nok med brask og bram – og ikke mindst noget rigtig fin og dramatisk fodbold. På grund af UEFA-rejse ud i Europa skrives disse linjer allerede en meget sen søndag aften, så mandagskampen mellem AGF og Lyngby er ikke med på tavlen – men allerede ud fra det sete vil jeg  sige, at underholdningsmæssigt skal sæsonen da bare fortsætte på denne måde.

Vi løb ind i et par udvisninger, og dem var der egentlig ikke det store at sige til. Kristian Ipsas i kampen mellem FCM og Silkeborg var en klassisk ‘berøven af oplagt scoringsmulighed’. Vi glemmer alt om ‘sidste mand’ og alt det dér og stiller blot spørgsmålet, ‘Hvad ville der mon være sket, hvis nu ikke…?’  Så ville man have haft en  angriber på kanten af straffesparksfeltet med frit løb mod mål. Ikke nogen fysisk voldsom forseelse – men i lige dette hjørne af fodboldloven er det ikke så meget udførelsen som resultatet, det handler om.  Og ved forseelsen forsvandt en oplagt scoringsmulighed. Det specielle er selvfølgelig, at det sker efter kun 8 minutter – men det er dog set ske efter blot få sekunder, og taksten er den samme.

I Horsens gik det ud over HB Køges Simon Richter for to advarsler. Det er altid en balanceakt – én af dommerens sværeste – hvornår nok er nok, og en spiller skal udvises for at blive ved efter at have fået en advarsel. Men heller ikke her var der den store panik – og omvendt skal en spiller med en advarsel virkelig billedlig talt tage filttøflerne på. Mange tror, at den anden advarsel er sværere at få end den første – i virkeligheden er det omvendt, fordi snoren allerede ved den første er blevet markant kortere.   

Størstedelen af rundens dramatik var samlet i Brøndby omkring nogle enkeltsituationer i en kamp, som ellers bare kørte på skinner. Der var efterfølgende – egentlig ikke så meget undervejs – noget brok  omkring et angiveligt ikke-dømt straffespark til Brøndby på et kritisk tidspunkt i starten af 2. halvleg. Et i øvrigt efter min mening aldeles glimrende og ‘dommer-fair’ kommentatorpar var ikke i tvivl om straffesparket, og at Brøndby blev snydt. Det er fint nok – de er også mennesker og skal komme med en hurtig vurdering (selv om de har lidt flere langsomme gengivelser at gå efter end dommeren). Set fra den magelige lænestol er jeg ikke helt så overbevist. TV-billederne er for mig slet ikke éntydige, og stillede vi 50 dommere op på række, tror jeg, at stemmerne ville fordele sig nogenlunde ligeligt. Dette er ikke en eksakt videnskab, og vi har at gøre med en af de mest modbydelige typer vurdering, som en dommer kan komme ud for, nemlig to mand i bevægelse fra hver sin retning efter en bold, som ingen af dem har kontrol over. Mikkel Thygesen er på vej igennem og er blevet tacklet eller forsøgt tacklet to-tre gange i sekunderne umiddelbart forinden. Bolden er løbet et stykke fra ham, og han er tydeligt ude af balance, da han møder AaBs målmand Nicolai Larsen, som allerede er på vej efter den samme bold. Der er kontakt på flere planer: Thygesen får kontakt med venstre knæ på AaB-keeperen i jordhøjde, samtidig med at der er kontakt højere oppe. Thygesen falder (og underdriver bestemt ikke). Det helt springende punkt er som altid: hvem var der først ?  Er det Thygesen, der opnår kontakten med målmanden, bevidst eller ubevidst, eller er det målmanden, der vælter Thygesen ?  I første tilfælde ingenting (i hvert fald ikke straffespark), i andet tilfælde straffespark og så sikkert en eller anden form for kort til målmanden. Jeg er mest tilbøjelig til at give dommeren ret i bare at dømme målsparket..

Hvad jeg så til gengæld synes var rigtig ærgerligt, var, at den advarsel, som Kasper Bøgelund løb ind i mindre end et minut efter, lynhurtigt fik stemplet ‘kompensationsadvarsel’ hægtet på ryggen fra den (gentaget) ellers aldeles udmærkede kommentator. Sådan fungerer årsag og virkning altså bare ikke inde i en dommerhjerne – og om så Bøgelunds aktion havde været kampens allerførste frispark, ville det have været en trestjernet klar advarsel, idet han ved sin forseelse bremser et lovende angreb, der kunne have udviklet sig til en god del mere. Der var heller ingen protester mod advarslen, hvilket måske nok burde få alarmklokkerne til at ringe.

‘Kompensation’ er et rigtig grimt ord, når man har med en neutral opmand at gøre.

Godkendelsen af AaBs mål til 2-1, som lige sneg sig over stregen, før der blev sparket væk, viste klart værdien af de headset, som dommerkvartetten er i besiddelse af. Kun linjedommeren kan vurdere, om den bold er inde (og han står heldigvis nøjagtig, hvor han skal), så samtidig med flaget kommer beskeden i headsettet til dommeren. Det giver en meget hurtigere afgørelse og flydende afvikling – og igen uendelig få protester bortset fra de riruelle, som jo skal komme. 

For at gøre målet fuldt, følte AaB sig snydt ved det frispark, som gav udligningen til 2-2. Ingen tvivl om, at Wæhler og Nicolai Agger begge har godt og grundigt fat i hinanden. Men ved gennemsyn af de langsomme gengivelser er der heller ingen tvivl om, at Wæhler har fat først, så skal der dømmes frispark – og det skal der: vi er jo allesammen, i teorien i hvert fald,  og så længe det ikke går ud over os selv, enige om, at vi ikke gider se på al den fribrydning – må det være til Brøndby.

Så det blev til en sæsonstart med 180 i timen – man kan næsten ikke vente til næste weekend.