Retningslinjer for den nye sæson

Måske er det et af de sædvanlige alderstegn, at man synes, at somrene bliver kortere og kortere – slet ikke, som da man var barn. I hvert fald går det løs igen i superligaen i den kommende weekend. Jeg har et par gange taget tilløb til at gribe fat i årets retningslinjer for den kommende sæson – og denne gang lykkes det: der er ikke kommet noget Copa America eller andet til, der har overhalet indenom.

 Først lige den lovændring, som man vil lægge mærke til i praksis: de løse halsvarmere eller halsedisser er pr. definition farligt udstyr og forbudt. Ikke noget specielt overraskende i, at man skal være meget varsom med, hvad man har omkring halsregionen, og internationalt og i de øverste række herhjemme har det været gældende siden marts, som også tidligere beskrevet på dette sted.  Nu er det næppe det, som de fleste tænker over lige nu – men det gælder altså også, når vi kommer hen i november…

 Retningslinjerne er traditionelt en opsamling af de problemer, der har vist sig i den forløbne sæson – enten en eller anden trend, der er dukket op, eller områder, hvor dommernes vurderinger har været for uensartede. Så samler man op og prøver at finde linjen før den nye sæson. Jeg plejer, når jeg vil stille tingene på spidsen, at sige, at hvis dommerne dømte efter fodboldloven, havde vi ikke brug for retningslinjer.

Helt så enkelt er det selvfølgelig ikke, men noget sandhed er der nu i det. Retningslinjerne bliver til på et møde mellem, superligadommerne og de fleste superligaholds trænere og anførere samt os i elitedommergruppen. Der er forlods lavet et oplæg, som man tager udgangspunkt i. Nogle af de bedst investerede timer på hele året, for det er selvfølgelig ikke bare retningslinjer, der handler om, men nok så meget smalltalken rundt omkring mødet, hvor alle kan konstatere, at vi jo dybest set bare vil det samme – fra hvert sit udgangspunkt. Og at ingen har store hugtænder eller dræberblik.

I gamle dage var retningslinjerne et digert værk med 15-20 punkter – nu om stunder er det de ting, der virkelig trænger sig på. Så lidt som muligt, men så meget som nødvendigt. I år havde vi ovenikøbet den glæde, at flere klubber havde bemærket noget vaklen omkring fænomenet ‘forhaling af tiden’ – det faktum, at en spiller for at hindre en hurtig igangsættelse forsætligt berører en bold, som ikke tilkommer hans hold. Eller direkte stiller sig i vejen for bolden. Så det punkt tog vi naturligvis med, for dommerne havde også selv fornemmelsen af, at her var der noget, der var skredet lidt. Det var et stort fokuspunkt for få år siden, men er så blevet mere eller mindre en selvfølge – og nu skal vi så lige alle sammen minde hinanden om, hvordan det hænger sammen.

Det er altså ikke enhver berøring, der nødvendigvis skal straffes. Dels kan man jo også have ‘den venlige berøring’, hvor et hold, der er bagud, kaster bolden til modspillerne – dels vil ingen forlange, at f.eks. en spiller, som bliver fløjtet offside, men mere eller mindre har svinget benet, skal lade være med at fuldføre sin bevægelse. Det er altså elementet af forhaling, som er det afgørende.

 Årets andet punkt er (igen) brugen af arme og albuer, som var dér, hvor der virkelig blev talt med store bogstaver før sæsonen 2010 / 2011. Der er overhovedet ingen tvivl om, at det er blevet meget bedre – for heldigvis er spillefaconen også blevet anderledes (formålet med retningslinjerne er jo mindst lige så meget at vejlede spillere og trænere om, hvad de bør afholde sig fra, som det er at fortælle dommerne, hvordan de skal straffe det). Men det ville være rart at få de sidste tilfælde med også, og derfor er fokus også på arme og albuer i den kommende sæson.

Brug af arme og albuer, hvor bolden ikke er i nærheden, og hvor vi decideret taler om et slag, er selvfølgelig til en udvisning, så det er ikke så interessant. Det spændende sker i kampen om bolden. Ingen kan forlange, at en spiller skal springe op med armene strakt klinisk ned langs siden, men de helt centrale spørgsmål er udførelsen:  hvor armene er, og hvilken kraft og retning bevægelsen har – og frem for alt hensigten.  Er armen et hjælpemiddel for at komme længere frem eller op – eller er den et våben?  Eller starter den som det første og bliver så til det sidste?  Bruges armen med ond vilje og bringer en modspiller i fare, er taksten en udvisning. Er faremomentet ikke så fremherskende, men armen dog stadig et våben, afgør udførelsen, om man skal lande i kassen for advarsel eller udvisning.

Hvis våben-elementet ikke er til stede, bliver valget mellem et direkte frispark og ikke mere – eller ledsaget af en advarsel.  For alle er enige om, at der skal skrides hårdt ind over for arme i hovedhøjde, som intet har at gøre dér i relation til kampen om bolden.

Så enkelt er det faktisk. Måske ikke så enkelt at skrive eller læse sig ud af, men de færreste vil være i tvivl, når billedene kommer med.

Og så skal man lige være opmærksom på, at disse retningslinjer gælder for de øverste rækker (DBUs §3-turneringer, groft sagt til og med Danmarksserien og de landsdækkende kvinde- og ungdomsrækker). Hvis man slår sine folder i de lokale rækker, kan der være hægtet nogle flere punkter på, afhængig af de lokale forhold.  Med disse ord blot ønsket om en rigtig god sæson, uanset hvilken rolle vi skal ud at indtage!