Her en højst usædvanlig indberetning fra en KBU-klub vedrørende en dommer, som det mildest talt løb helt af sporet for.
Lad mig straks understrege at det IKKE var en KFDer, som dømte – i givet fald var hans dage som KFDer meget hurtigt rindet ud.
Voldelig dommer 7 M OB M klub XX- og klub YY
Til modstanderhold
Cc DBU København
Jeg er blevet kontaktet af et af klubbens hold, da de har været ude for en grotesk oplevelse i forbindelse med afvikling af ovenstående kamp. Alle kampene i rækken er ”dommerløse” d.v.s. at hjemmeholdet selv sørger for dommer.
Det er heldigvis sjældent, at dette giver anledning til problemer, hvad enten det er en ”rigtig” dommer eller en person der har tilknytning til hjemmeholdet, som dømmer kampen. Dette var desværre ikke tilfældet i denne kamp. Om dommeren i denne kamp er spiller på holdet eller er tilknyttet vore modstander vides ikke.
Jeg vil her prøve kort at beskrive hændelsesforløbet ud fra skriftlige udsagn fra to af vore spillere. Jeg skal for god ordens skyld gøre opmærksom på, at jeg ikke selv var til stede.
1. halvleg forløber uden de store problemer, bortset fra et par enkelte udbrud fra dommeren så som: ”Kom nu i gang, so” eller ”Hvad sker der for dig, nar”.
Først ca. 5 minutter for slutfløjtet begynder tingene at eskalere. Stillingen på dette tidspunkt er 6-5. Vi tildeles et indkast, som efter dommerens skøn tager for lang tid at tage. Han kvitterer med et: “Kast nu den bold din lange nar. Kom nu nar”. Dette udløser en reaktion hos en af vore spillere spiller, som henvender sig til dommeren og siger: ” Du kan ikke tillade dig at råbe efter vores spillere, og du skal fanme ikke kalde ham en nar.”
Herefter eksploderer dommeren, og han løber råbende over mod spilleren. ”Du skal holde din kæft, ellers får du én på skallen” Han prøver efterfølgende at gøre alvor af truslen, og tager fat om spillerens ansigt med højre hånd for at tvinge ham til jorden. Spilleren går et par skridt baglæns og vrister sig fri. Derefter slår dommeren ud mod spilleren, som dog undgår slaget og forlader banen med dommeren i hælene.Resten af vore spillere forlader banen, og specielt en enkelt modstanderspiller er meget ophidset og begynder at råbe og skubbe til vore spillerne. Dette tænder dommeren igen, som kommer stormende på tværs af banen for ”At smadre dig et par”. Han bliver dog heldigvis stoppet af to af vore spillere.
Kampen afbrydes, og der aftales indbyrdes mellem holdene, at stillingen 6-5 indrapporteres som resultat. Vor modstanderhold sagde efterfølgende, at der var intet, der kunne undskylde for det der var sket.
Fra vor side er vi målløse over hændelserne i kampen. Vi er klar over, at der i kampens hede (uanset niveau) kan blive sagt ting, som ikke hører sig hjemme på en fodboldbane. Men når det er den neutrale ophavsmand som ytrer sig og samtidig følger det op med vold, så er vi nødt til at gøre både modstanderhold samt DBU København opmærksom på dette.
I øvrigt er den sidste del af kampen overværet af en KFD-fodbolddommer , som skulle dømme en efterfølgende kamp. Han vil gerne give sin version af hændelsen om fornødent.
Vi håber, at både vore modstandere samt eventuelt DBU København vil følge op på sagen, så vi fremover kan undgå lignende hændelser.
Med sportslig hilsen
Klub på Amager
XXX
Næstformand
Hmmmmm skræmmende læsning men generalsekretæren kan jo ha haft en hård dag på kontoret! 😀