Tilbagelægninger til målmanden

Jan Carlsen holder en pause på tre uger med denne klumme

De almindelige love for statistik og sandsynlighed gælder ikke for hændelserne i en fodboldkamp. Nogle gange kan man have på fornemmelsen, at alting kommer bunkevis – som da vi en forårsweekend sidste år på superliganiveau havde hele fire albuer, som hver for sig kunne have berettiget en udvisning. Der går også år og dag imellem, at man ser en målmand tage en bold med hænderne, som kommer fra fødderne på en medspiller. Faktisk er det sådan, at målmænd som oftest ikke engang tør tage de bolde med hænder, som de ellers roligt kunne have snuppet. For der er nogle yderst klare regler (selvfølgelig som alt andet undergivet dommerens skøn), for hvornår en målmand ikke må tage sådan en bold med hænder.

Ikke desto mindre har jeg nu to gange på en uge (begge gange i DS-kampe) set en målmand ryge i fælden. Den ene gang en 50-50 situation, den anden helt klokkeklar. Og den ene af situationerne blev der endda scoret efter – kampens eneste mål. I begge tilfælde kom der ganske heftige protester fra forsvarerne – for det er ikke hverdagskost, og hvis nogen skulle have glemt reglerne, er der ikke noget at sige til det.

Fodboldloven siger, at en målmand ikke må røre en bold med hænderne, efter at den forsætligt er sparket til ham af en medspiller. Den forklaring kan man jo blive helt forpustet af at skulle fremføre, så internt kalder vi den oftest for ’tilbagespilsreglen’ e.l. Også selv om det overhovedet ikke er et krav, at bolden skal være spillet tilbage. Alle spilretninger kan bruges – men nøgleordene er ‘forsætligt‘, ‘sparket‘ og ‘rører‘.   Og alle tre skal være opfyldt, for at målmanden kan pådrage sig et indirekte frispark, som straffen er. Et indirekte frispark lyder jo ikke så galt, men i sagens natur foregår det jo inde et eller sted i eget straffesparksfelt, og med den efterfølgende muropdækning og mange spillere på lille plads kan det hurtigt blive kriminelt.  

Lad os tage betingelserne én ad gangen. Forsætligt betyder som alle andre steder i fodboldloven, at der skal være en grad af vilje involveret: den bold skal altså bare ind til målmanden !  Det betyder, at hvis en forsvarer i en tackling bare forsøger at få bolden væk fra angriberens fødder, og den mere eller mindre tilfældigt får retning mod målmanden, falder den uden for defintiionen, og målmanden kan bare bruge hænderne. Men det er også oplagt, at det er lige den af betingelserne, som stiller store krav til dommerens vurderingsevne. Han kan jo ikke bare sprætte hovedet op på forsvareren for at se, hvad intentionen var. Endnu mere grotesk kan det blive, hvis forsvareren vil sende bolden til hjørnespark, og måske endda rammer den så jammerligt skævt, at den har retning mod mål – den bold må målmanden gerne redde.

Sparker  betyder, at angriberen har brugt foden. Skinneben, knæ, lår osv tæller ikke i denne sammenhæng  som et spark. Den bagved liggende tanke er, at træfsikkerheden i sagens natur er noget mindre ved brugen af de legemsdele frem for foden, så forsætligheden kan i høj grad drages i tvivl.

Og rører skal tages bogstaveligt. Målmanden behøver altså ikke holde bolden – bare den har berøring med hans hånd eller arm. Chokerende nok for mange behøver det faktisk ikke engang være en berøring med vilje: en bold forsætligt sparket af en medspiller til målmanden, som rammer en knold lige før målmanden og springer op på armen af ham, udløser i teorien et indirekte frispark. Den gad jeg nu nok se dømt i praksis, men ikke desto mindre er det tilfældet.

Reglen kom jo i 1992,  fordi man var blevet godt trætte af at se alle mulige forhalingstaktikker, som involverede tilbagelægninger, hvor der var noget nær umuligt at få bolden fra målmanden igen. Ganske pudsigt at , EM-finalen mellem Tyskland og Danmark var den sidste betydende europæiske kamp efter de gamle regler – skæringsdatoen var lige før finalen, så UEFA ventede lige et par dage med at indføre reglen. I min bog er det den ubetinget mest gavnlige regelændring i nyere tid – den har givet mere positivt fodboldspil, mere flow og ikke mindst en helt anden type målmænd, som fra den ene dag til den anden pludselig også blev tvunget til at kunne en hel del med fødderne.  

Det gav en del travlhed rundt omkring i Europa, da reglen skulle implementeres, og linjen sejlede en del. I England blev der i de første runder dømt for stort set alle bolde sendt fra forsvareren ned til målmanden, indtil forsætlighedsbegrebet kom på plads. I Tyskland så man i 1. runde i 2. Bundesliga en spiller lægge sig ned på jorden og heade en trillende bold tilbage til målmanden, for nu var den jo ikke sparket længere – og frisparksudførelser hos forsvarerne, hvor bolden blev løftet op til en medspiller, som kunne heade tilbage til målmanden. Så måtte man også lynhurtigt til at lovgive for åbenlys omgåelse af reglens ånd. Det står faktisk stadig i loven, men sker aldrig – så det skal jeg ikke trætte læsernne med.

Med disse linjer vil jeg tillade mig at holde tre ugers pause – næste klumme dukker op i uge 25, hvor den danske sæson er på det nærmeste overstået, og hvor man kan se frem mod den næste incl. de punkter, som er næste års retningslinjer, og som dommerne skal være specielt opmærksomme på.