08.10.2010 – Tillaegstid

Et af de spørgsmål, som jævnligt dukker op, når læsere henvender sig (og tak for det !), er usikkerheden omkring beregningen af tillægstid. Så selv om jeg var rundt om det sidste efterår, tager jeg gerne en tur mere i karrusellen, for det er tilsyneladende noget, som stadig kan forundre.

Påstanden er, at dommerne er for forskellige. Det gælder såmænd både herhjemme og i det store udland – senest var det i Premier League, at den var gal. Det kan godt undre mig lidt – for helt uvidenskabeligt tror jeg, at jeg rammer dommerens tillægstid fire gange ud af fem, uanset om det er herhjemme eller internationalt. Men omvendt er der jo ikke noget mærkeligt i, at vores tidsfornemmelse kan svinge – en halv time føles uden tvivl længere hos tandlægen end hos kæresten. Og hvis ens favorithold fører, men er presset i bund, har vi nok alle prøvet billedlig talt at ryste uret for at checke, om det overhovedet går endnu.

Samtidig er punktet, som er blevet synliggjort meget mere via fjerdedommeren og hans visning af tiden. Da jeg selv løb rundt i yngre stenalder, stoppede man som dommer bare uret – og så var kampen slut, når man rundede 45 minutter. Faktisk er der så meget fokus på den ekstra spilletid, at man internationalt kræver, at stadionuret standses på 45:00 – for at undgå ballade hos tilskuerne, fordi der er nogle faldgruber i beregningen af tillægstiden, som jeg kommer ind på nedenfor. Mange steder herhjemme standser man også stadionuret – men det er faktisk ikke noget krav, selv i danske kampe på topniveau (mærkeligt nok).

Fodboldloven er for så vidt klar nok. Det er dommerens ur, der til enhver tid tæller – og han skal lægge tid til (ikke kan, skal !), så der kompenseres for den tid, som er gået tabt på grund af udskiftninger, vurdering af skader, fjernelse af skadede spillere fra banen, forhaling af tiden – og anden årsag. Tillæg af tid sker efter dommerens skøn.

Det er sjældent behandlingen og fjernelsen af skadede spillere, der giver problemer for forståelsen. Omkring udskiftninger bliver dommeren hjulpet på vej af en international (og dansk) fortolkning, der siger, at en ”normal” udskiftning takseres til 30 sekunders tillægstid. Det kan så fraviges i begge retninger. Nogle gange er der dobbeltudskiftninger – andre gange er det den meget trætte spiller, som er absolut længst væk af alle, der skal skiftes ud (typisk hvis holdet fører).

Så er der forhaling af tiden. Det kan man gøre på mange mere eller mindre raffinerede måder. Være længe om at foretage en igangsættelse (målmænd ved målspark er rigtig gode til det) – eller måske sparke bolden helt over i nærmeste kolonihave. Følsom balance, for forhaling af igangsættelse er én af de forseelser, som – ud over tidstillægget – koster et gult kort. Omvendt er der heller ingen, der forlanger, at en spiller ligefrem skal blive hurtigere, bare fordi holdet er kommet foran.

Til gengæld opererer fodbold ikke med effektiv spilletid, så der bliver ikke lagt tid til, hvis et hold bare spiller rundt i små trekanter på egen banehalvdel, eller hvis målmanden lader bolden ligge for fødderne. Så er det modspillernes forbandede pligt at prøve at erobre den – der kan kun lægges tid til, når spillet er stoppet.

Den ekstra tid, som signaleres, er en minimumstid (hvilket man heldigvis også er begyndt at annoncere på mange stadions). Det betyder, at selv om fjerdedommeren viser 4 minutter, kan det reelle tillæg principielt være op til 4:59 (selv om man så lige dér nok ville vise 5), fordi det ikke er muligt at markere sekunder. Netop fordi der er denne usikkerhed på sekunderne, vil dommeren typisk lade et angreb køre til ende, for det er jo ikke raketvidenskab, og alle vil have forståelse for nogle sekunders margin – næste gang er det én selv, der får chancen. Til gengæld må festen jo også stoppe på et tidspunkt, og derfor kan man sagtens se en kamp blive fløjtet af, når bolden går ud til et hjørnespark. Hvor er ellers grænsen – f.eks. ved hjørnespark nr. 3 ?

En helt praktisk foranstaltning og et råd, som jeg altid giver, hvis situationen opstår, er at fløjte af, når bolden er et nogenlunde neutralt sted. For nogle år siden oplevede jeg en dommer på en dyngvåd bane fløjte af lige på sekundet, netop som to spillere havde sat glidende tacklinger over 5-6 meter ind efter en løs bold. Da de ramte hinanden, lige efter at der var fløjtet af, kom han i den grad på overarbejde.

Endelig kan man jo også komme ud for, at der i selve ekstratiden sker noget, som giver yderligere ekstratid – derfor er og bliver den en minimumstid.

Essensen er, at det til enhver tid er dommeren, som bestemmer, hvornår tiden er gået – han vil forsøge at gøre det så rimeligt som muligt, så ingen bliver snydt eller tjener på det. Men der er

altså nogle retningslinjer at køre efter – og det er måske også derfor, at man ofte i TV hører om ”de sædvanlige 3 minutter” i 2. halvleg. Det kunne bare være seks udskiftninger…