01.10.2010 – Bolden i spil ved frispark

Nogle gange rummer en fodboldkamp sin egen besynderlige ironi. F.eks. når en situation gentager sig mellem de samme to hold. Mest spektakulært situationen fra årets VM, hvor mange tyskere nok vil føle, at regnskabet fra 1966 blev udlignet, da England fik underkendt et soleklart mål, efter at bolden havde ramt overliggeren.. Om der så overhovedet var et regnskab at gøre op, er der ikke nogen, der ved, for 1966-målet er trods utallige billedanalyser og eksperimenter med computergrafik, nedslagsvinkler osv osv aldrig blevet endelig afgjort.

Det mødte vi så igen i mindre skala mellem Liverpool og Sunderland i weekenden. Sidste år fik Sunderland det berømte ”ballon-mål”, hvor bolden på vej mod mål ramte en kæmpestor ballon, kastet ind fra tilskuerne. Bolden ændrede retning og gik i mål – Liverpools målmand kastede sig efter ballonen. Det mål burde aldrig have været anerkendt, fordi vi har et fremmedlegeme, som har indflydelse på kampens afvikling.

Reprisen kom med et helt ufarligt frispark til Sunderland midt på egen banehalvdel. Sunderlands Michael Turner lægger bolden på jorden, sparker med hælen bolden nonchalant tilbage mod målmanden, angiveligt for at han skulle tage frisparket. Det opfattede Fernando Torres, smuttede imellem og serverede bolden for Dirk Kuyt til et føringsmål. Vild panik – og det er guddommeligt at se målmandens vantro ansigtsudtryk, da han opdager, at spillet ikke bliver afbrudt og derefter fortvivlet prøver at komme i vejen for skuddet fra Kuyt.

Der er nogle formelle krav ved udførelsen af et frispark. Bolden skal ligge på (i praksis tilnærmelsesvis) det rigtige sted; den skal (ufravigeligt) ligge stille, og dommeren skal have kontrol over frisparkets afvikling. Spørgsmålet om modspillernes afstand og de hurtige frisparks anatomi vil jeg gemme til en senere klumme. Bolden er i spil, når den er sparket og bevæger sig. Det kan da godt være, at Turner havde til hensigt at sparke bolden hen til målmanden, så han kunne tage frisparket. Men ved at gøre, som han gør, sætter han lovformeligt bolden i spil igen. Vil han undgå den mistanke, skal han f.eks. halvflugte eller kaste bolden hen til målmanden. Dommeren kan ikke gøre andet end at dømme mål – som så mange andre steder i en fodboldkamp narrer den kloge den mindre kloge.

Det burde være en uhørt begivenhed – men faktisk har vi også herhjemme et par stykker. Midt i 90”erne var det Stig Tøfting, som var den hurtigt opfattende, da en Næstved-spiller i en kamp på Aarhus Stadion lagde bolden på jorden og gav den en blød inderside fremefter – muligvis for at sikre sig et par ekstra meter. Det opfattede Tøfting, snuppede bolden og scorede, med ikke mindre panik til følge. Faktisk så stor panik, at det kostede en yngre og mere letantændelig Næstved-træner Peter Bonde en bortvisning.

I 1999 fik vi inden for en uge to situationer, én i Køge – og så den nok mest kendte, i superligaen mellem AGF (igen) og Esbjerg. AGF vandt 2-1 bl.a. på et næsten tilsvarende mål, hvor bolden ved et offside-frispark fik en blød berøring med fodsålen fra en Esbjerg-spiller – og en AGF-angriber smuttede imellem og scorede. Alle formelle krav til frisparkets udførelse var opfyldt, og det blev ikke mindre pikant af, at de to klubber lå omkring nedrykningsstregen.

Esbjerg protesterede, og sagen kørte hele vejen til højeste instans, DIFs appeludvalg, som dømte ny kamp. Ikke på grund af fodboldloven – men en juridisk teknikalitet, som jeg oplevede det. Jeg var selv indkaldt som vidne, hvis der skulle blive brug for det – men kom ikke på banen. I det bageste afsnit af den danske fodboldlov var der dengang (og havde været i oceaner af år) et afsnit, der hed ”Kommentarer”. Her var en krystalklar beskrivelse (formuleringen er den samme 11 år efter).

”Sparket må ikke tages, før dommeren har givet signal dertil, sædvanligvis ved at fløjte. Hvis spilleren ønsker at tage et hurtigt frispark, betragtes signalet som givet, forudsat at dommeren har fuld kontrol over situationen.” Helt i overensstemmelse med det virkelige liv..

Alle fodbolddommere vidste, at lovbogens dengang tre afsnit: lovteksten,, internationale afgørelser og kommentarer, var lige vigtige. Kommentarerne var sammenfatning af internationale cirkulærer mv. Det stod med jævne mellemrum i forordet, hvis nogen skulle have glemt det. Men i den juridiske verden har en kommentar åbenbart ikke samme vægt som en lovtekst. Og derfor blev kampen spillet om – selv om den næppe ville være blevet det noget andet sted i verden.

Så fra og med året efter kom det pågældende afsnit pudsigt nok til at hedde ”Danske afgørelser” – og da omkampen endte 1-0 til AGF på et sejrsmål af samme spiller, som havde scoret det famøse mål, følte jeg, at fodboldloven – og retfærdigheden – havde sejret i den sidste ende. Man var i øvrigt i omkampen uhyre tæt ved at møde endnu et tilfælde – men her lå bolden heldigvis ikke stille…