24.09.2010 – Studievaert

Når jeg overhovedet har mulighed for det, følger jeg TV3s Champions League og Europa League-studier. Studievært Peter Schmeichel og hans medsammensvorne Preben Elkjær, Brian Laudrup, samt hvem der nu ellers falder forbi, er fantastisk underholdende. Deres indsigt som tidligere topspillere giver en faglig baggrund, som er svær at slå, og som kan åbne mindre spillerfikserede øjne som f.eks. mine for nye facetter. Men bare de dog ville holde sig til det, som de ved noget om. For det begynder efterhånden at blive noget anstrengende at skulle afsætte en halv time til at få rettet tæerne i hjemmeskoene ud igen, når de har rodet sig ud i dommerspørgsmål. Når jeg er i mit mest provokatoriske hjørne, plejer jeg at sige, at fodbold er et af de få spil, som man kan spille uden at kende reglerne. Selv i ludo kommer man ikke langt, hvis man ikke ved, hvordan man undgår at blive slået hjem.

Den aktuelle anledning er OBs kamp mod Getafe forrige torsdag, hvor det med brask og bram blev slået fast, at OB blev groft snydt for et straffespark i slutminutterne. Oliver Feldballe kommer ind i straffesparksfeltet og går omkuld efter en kropskontakt med en spansk forsvarer. Det førte specielt studievært Schmeichel ud i en længere tankerække. Dommeren var håbløs, fordi han ikke dømte det pågældende straffespark. Den ekstra assisterende dommer bag mållinjen var om muligt endnu mere håbløs, fordi han stod en meter fra og ikke kunne se straffesparket og fortælle dommeren om det. Og UEFA / FIFA tog prisen som de allermest håbløse, fordi de kunne finde på at udtænke sådan et system med ekstra assisterende og så have så ukvalificerede folk til at bestride posterne. Ingen protester fra de øvrige i studiet.

Der er kun ét problem. Vi var efter min mening ikke engang i nærheden af et straffespark. Faktisk sad jeg – før studieværterne tog fat – og overvejede, om ikke dette eksempel kunne bruges til vores elektroniske dommereksamen (den består nu om stunder af multiple choice-svar på nogle DVD-klip, hvis nogen stadig skulle leve i den vildfarelse, at det handler om støvede bøger og antallet af kommaer på side19). Situationen er så klassisk et eksempel på et tilfældigt sammenstød, som der ikke skal dømmes for, at man tror, at det er løgn.

Ikke én gang hørte jeg i værdidommen ”OB blev snydt for et straffespark” brugen af ordet ”forsætligt”. Det ville nok også have været for meget forlangt. Men så da i det mindste næsten-synonymet ”med vilje” ? For at en kropskontakt af denne type kan straffes, skal den være begået netop med vilje – eller så satset, at spilleren måtte kunne forudse, at det ville ende galt. Dette ligner på de TV-billeder, som jeg har set. og som vel også er dem, som Peter Schmeichel & Co. har set – en simpel krydsning af ben, hvor begge spillere vil have fat i bolden, men deres løbebaner mødes med kollision til følge. Der ses ingen spansk indsats rettet direkte mod angriberen. Det er til overflod ekstra tydeligt på vinkelen fra kameraet bag målet – altså den, som den ekstra assisterende dommer har.

Så bortset fra, at der ikke er straffespark, viser situationen i modsætning til studiets opfatelse netop berettigelsen af den ekstra assisterende dommer. En eventuel forseelse er uhyggelig svær at vurdere for dommeren fra den vinkel, som han har – og så er det jo godt, at han har den ekstra assisterende dommer til at hjælpe ! Med andre ord: systemet virker.

Tilbage står, at man som formidler – ikke mindst i TV, hvor man når mange på én gang – har et uhyggelig stort ansvar for, at ens påstande også holder. Underholdning er fint – men der er vel også noget med faglighed ? Resultatet her var, at menigmand dagen efter havde det indtryk, at OB var blevet snydt. Ingen tvivl om, at alle fodbolddommere begår fejl. Nogle gange er de så store, at både lille Peter på 5 år og store Peter på 47 kan se dem uden dybere kendskab til fodboldloven. Men det mindste, som man kan forlange, er, at kritik udøves på et kvalificeret grundlag og ud fra de samme præmisser, som dommeren har truffet sin afgørelse efter. Først da kan man anstændigvis tillade sig at være uenig og endda være meget velkommen til det.

I DBUs lovgruppe og elitedommergruppe søger vi ikke offentlig opmærksomhed. Men vi er der. Vi har gennem årene haft en del uformelle kurser eller workshops med både æterbårne og skrivende medier, hvor vi har haft diskussioner uden for referat med udgangspunkt i DVD-klip og fodboldloven. Vi bliver næsten hver uge kontaktet af journalister, som gerne lige vil have en uofficiel vurdering af en situation eller en hurtig forklaring af lovgrundlaget, før de melder ud med deres mening i det medie, de arbejder for. Og tak for det – det er til gavn for alle parter.

Så hermed ugens tilbud: vi kommer meget gerne til alle medier for en uformel snak og diskussion. Det plejer faktisk at være mægtig givtigt for alle parter – for vi vil da også gerne vide, hvilke tanker journalisterne har om dommervirksomheden.

Når man angriber tre af landets største fodboldikoner på én gang, byder man i den grad op til både dans og øretæver. På den anden side overlevede barnet i Kejserens Nye Klæder mig bekendt også, trods den ubekvemme sandhed. Så jeg tager chancen for sagens skyld.

For at vende tilbage til udgangspunktet: studieværterne er tidligere topspillere og giver kolossalt meget fra sig på den konto. Men det giver ikke carte blanche på andre områder. De har ikke erfaring som topdommere – eller for den sags skyld som toptrænere.