15.10.2010 – Utraditionelt

Rent bortset fra en vis fodboldkamp i Portugal (og ikke et ord mere om den – i øvrigt skrives denne klumme umiddelbart før kampen mod Cypern på grund af deadline og andre europæiske gøremål) har det været en uge, hvor nogle af de mere ydmyge paragraffer i fodboldloven kom i fokus. Det har også været en uge, hvor denne skribents til hudløshed og irritation gentagne motto ”Virkeligheden overgår fantasien” igen kunne støves af og anvendes.

Igangsættelser stjal til en vis grad overskrifterne, omend i hver sin ende af fodboldens hierarki. I EM-kvalifikationskampen mellem Nordirland og Italien lykkedes det for en nordirer at udføre et hjørnespark på den utraditionelle måde, at han sparkede til hjørneflaget før bolden, hvorefter bolden røg over på hans støtteben og ud over mållinjen. Tag en tur forbi internettet, hvis I ikke allerede har været der – flere aviser havde links til episoden. Og i en serie 1-kamp på Sjælland lå bolden i modspillernes mål efter tre sekunder (eller fire – det kan fodboldhistorikerne få lov til at slås om).

Vi tager dem én ad gangen. Ved et hjørnespark er bolden i spil, når sparket er taget, og bolden bevæger sig. Så i det øjeblik, hvor bolden er lovligt anbragt inden for kvartcirklen (blot en del af bolden skal have berøring med en del af cirklen, så den kan i virkeligheden ligge rigtig langt ude og stadig være korrekt placeret), og sparkeren rammer bolden, er vi ovre i en ny situation. I ”gamle dage”, dvs før 1997, hvor bolden skulle have bevæget sig så langt som sin egen omkreds, kunne man opstille hyper-teoretiske eksempler, hvor bolden blev sparket direkte ud over mållinien, men ikke havde bevæget sig de 70 cm, således at sparket skulle tages om. Men den går altså ikke længere. Derfor var det helt korrekt, at dommer Tony Chapron ikke gav efter for appellerne fra den uheldige helt Steven Davis om at få en chance mere. En kikset udførelse giver ikke et nyt forsøg, hvis bolden i øvrigt er sat korrekt i spil. Jeg erindrer selveste Beckham nærmest falde i udførelsen af et straffespark i en high risk-kamp mod Tyrkiet.

Selvfølgelig kunne man opstille den ekstremt teoretiske tankerække, at fodboldloven til en lovlig bane kræver, at der er fire hjørneflag. Så når sparkeren starter med at sparke hjørneflaget væk fra sin position og derefter i næste splitsekund rammer bolden, er sparket ikke taget under korrekte omstændigheder og burde sparkes om. Men det var nok ikke lige det, der var meningen med lovens bestemmelser – og én ting er lovens bogstav, en anden dens ånd, når vi kommer helt herud på overdrevet.

Havde jeg stillet det spørgsmål til årets teorimesterskab i den lokale dommerklub, havde den stået på gabestok og præcisionsskydning med lagkager. Men intet kan hamle op med virkeligheden.

Hvad det hurtige mål angår, fremgår det desværre ingen steder, om scoringen sker direkte på begyndelsessparket eller ej (men det må godt nok have været tæt på, givet tidsforbruget). Og jeg har ikke kunnet opstøve en optagelse til at vise det ene eller andet. Sådan et tilfælde har jeg ellers ventet på siden 1997, hvor det blev muligt at score direkte på begyndelsesspark (i øvrigt samtidig med at målsparket også blev blåstemplet). Nu om stunder er der faktisk kun to igangsættelser, som man ikke kan score på direkte i modspillernes mål: indkast og indirekte frispark. Men uanset om det skete direkte eller ej, understreger det vigtigheden af de ”hilse-markeringer”, som dommeren foretager, før kampen går i gang, og som mange udenforstående opfatter som simpelt ritual og intet andet. Er alle klar ? Linjedommere ? Målmænd ? For med en tilpas kraftig medvind kan selv et begyndelsesspark blive en giftig affære.

Og så bliver jeg alligevel nødt til at vende tilbage til Portugal-kampen (eller rettere optakten) for et surt opstød. Før kampen havde en eller anden journalist (eller -praktikant ?) været en tur i arkiverne for at researche på dommer Eric Braamhaar fra Holland. Og havde fundet et par episoder fra fortiden, som kunne bruges i forskræppet. ”Kontroversiel”. Skandaledommer”. Overskrifterne var forskellige i diverse skrevne medier, men artiklen stort set den samme. Ikke et ord om, at den ene afgørelse faktisk var fuldt ud lovmedholdelig (omend måske mindre praktisk) – og den anden var et spørgsmål om holdning, som intet havde med dommervirksomhed eller fodboldlov at gøre. Graver man 10 år tilbage i min fortid, finder man da også episoder, som jeg gerne ville have tacklet anderledes. Det gælder også fodbolddommere. Og måske endda journalister ?

Lad så det være. Men Braamhaar dømte i Portugal – om ikke en fejlfri kamp, for det gør ingen fodbolddommere – så en kamp uden kontroversielle episoder eller væsentligt løftede øjenbryn. Er det blevet krediteret nogen steder eller han blot nævnt efter kampen ? Gæt selv, kære læser. Det synes jeg faktisk var det mindste, man kunne have gjort. Kan man bruge folk før kampen, kan man det også efter kampen!