Når bolden rammer overliggeren og slår ned omkring mållinjen

I sidste uge handlede det om de to kampe mellem Real Madrid og Barcelona, som rummede situationer nok til ugens klumme (og for den sags skyld også kunne have båret flere), men verden står jo ikke stille, og som regel byder enhver uge på et eller andet kontroversielt punkt. Denne gang skal vi hjem til superligaen igen, hvor en isoleret situation har givet nogen debat. Egentlig en meget rar afveksling fra Real og Barca, hvor det var den generelle holdning, der triggede det hele.

Mandag aften mødes FCM og SønderjyskE, og i 2. halvleg har udeholdets Henrik Hansen en flugtning på overliggeren, hvor bolden slår ned omkring mållinjen. Vilde appeller – men selv TV-materialet kørt billede for billede viser ikke noget klart svar. Tirsdag så jeg Henrik Hansen citeret for følgende i et Ritzau-telegram: ‘Under VM sidste sommer lærte man, at hvis bolden hopper ud igen, så er der mål på grund af boldens skru’.  Rent bortset fra det rent sprogligt logiske i, at hvis bolden skal kunne ‘hoppe ud igen’, må den jo have været inde først – og da det er lige akkurat det, der er det store tvivlsspørgsmål, duer udsagnet ikke som argument. Og er i øvrigt forkert.  Men gid det dog var så let for dommeren bare at skulle se, hvad vej bolden sprang bagefter. Efter VM-kampen mellem England og Tyskland og den bevislige fejlkendelse, læste jeg også om en mand, der kunne føre matematisk bevis for, at hvis en bold ramte overliggeren to gange (overligger-jord-overligger- tilbage i spil), så ville den have været over stregen. Nu er jeg godt nok kun nysproglig student, men jeg har da i studietiden leget nok med billard og indendørs fodbold med bander til at kende en anelse til indfaldsvinkler og udfaldsvinkler. Det kunne måske også betyde lidt for sagen, om overliggeren var firkantet, rund eller elliptisk (alle tre dele er tilladt) – det kunne meget vel give forskellige tilbagespring – og så skulle det vel helst også være totalt vindstille, så der ikke var nogen udefra kommende påvirkning, der kunne sende bolden i den ene eller anden retning.

Alle disse teorier er interessante, og man kan bruge megen tid på dem: men de er og bliver tankespind i relation til fodboldloven og den konkrete kamp: der er mål, når hele bolden har passeret mållinjen mellem målstængerne og under overliggeren (og der ikke er begået en forseelse af angriberne).  Punktum. Det er det og alene det, som dommer og linjedommer skal forholde sig til, se og vurdere. Det kan også være svært nok endda, specielt når bolden som her sendes afsted med stor kraft ved en flot ramt helflugter. Den linjedommer, som kan løbe lige så hurtigt som en sparket bold, er ikke blevet klonet endnu. Og pointen er, at man i disse helt tætte situationer simpelthen er nødt til at stå direkte på mållinjen for at kunne afgøre, om bolden er inde eller ej. Det er et eventuelt TV-kamera også – er man eller det blot en anelse forrykket, så kan vurderingen aldrig blive 100 % nøjagtig. Måske ikke engang 50.

Sagen er jo, at hele bolden først har passeret mållinjen, når der er luft imellem hele bolden og hele linjen. I den ideelle verden ville man skulle se situationen ovenfra. I og med at en fodbold er kuglerund, kan man sagtens komme ud for, at der kan ses luft mellem bold og linje forneden, men noget af boldens runding længere oppe stadig ikke har sluppet linjen. Det samme gør sig gældende f.eks. ved indkast, hvor man jævnligt hører appeller fra både spillere, bænk og tilskuere – men den eneste, som er i stand til at afgøre, om bolden er inde eller ude, er linjedommeren, som står direkte på linjen.

En seniorfodbold er i omegnen af 22 cm i diameter. Når hele bolden skal have sluppet hele linjen, betyder det altså, at den ‘fjerneste’ del af bolden skal være 22 cm og en sjat længere inde i målet end den fjerneste del af mållinjen. 22 cm er faktisk rigtig meget, og det kan sagtens se ud, som bolden er inde, men at den i virkeligheden ikke er det. Men situationer som denne rejser selvfølgelig igen diskussionerne om målkamera osv. – i sagens natur forstærket, fordi vi nu nærmer os afgørelsens time. Var det sket i første runde i juli, var der næppe blev spildt helt så meget krudt på det.

Det er selvfølgelig slet ikke optimalt, at menneskelige vurderinger skal afgøre en fodboldkamp og i sidste ende måske op- eller nedrykning. Men enhver aktion fra angriber eller forsvarer er jo også en menneskelig vurdering. Jeg kan nu sagtens forstå, at det kan føles mere uretfærdigt at blive fældet af en subjektiv vurdering af noget, som i virkeligheden er meget objektivt, om en bold har passeret en linje eller ej – i stedet for af en angriber, der brænder en kæmpechance.           

Målteknologi burde være så simpelt – men er det bare ikke, som jeg tidligere ved flere lejligheder har rundet på denne plads. Så længe man ikke kan finde en 100 % skudsikker løsning, vil jeg til enhver tid foretrække en fejlvurdering hos mennesket frem for en fejlvurdering hos apparaturet. Det mener jeg er mere i fodboldens og fodboldlovens ånd.

Og i den givne situation havde vi altså ikke engang et TV-kamera på mållinjen, så man bagefter kunne få skudt sig ind på sandheden. Ikke at det havde gjort nogen forskel,  for dommerens kendelse er endelig i en situation som denne – men så havde man i det mindste (måske)  kunnet undgå frustrationer og usikkerhed.