23.07.2010 – Arme & albuer

Hvis jeg lægger dommerkasketten væk og i stedet tager lægmandens / fodboldelskerens på, så var det simpelthen befriende at opleve premiererunden i Superligaen. Fuld fart frem, positiv indstilling, mange mål – selv om nogle trænere nok har revet sig grundigt i håret over deres forsvar. Men efter et VM, som fodboldmæssigt til tider havde karakter af en langgaber, og hvor der vitterligt var langt mellem snapsene, var det rart at kunne blive begejstret igen.

Hvilket så er indgangen til en kort introduktion til årets lovnyheder, som vi altså kommer til at spille efter det næste års tid. På den rene lovside væsentigst det faktum, at det nu betragtes som usportslig opførsel, hvis sparkeren ved udførelsen af et straffespark fuldfører sit tilløb og så finter et spark med den hensigt at få målmanden til at bevæge sig før tid. Generelt er fintning, herunder stopmoment, undervejs i tilløbet fortsat tilladt. Hensigten er selvfølgelig at slippe af med de mere outrerede udførelser, som har floreret primært i Sydamerika og Asien, og hvor vi snarere var ovre i cirkusbranchen end i fodboldens.

Hvad der ikke er en lovændring, men til gengæld en opstramning eller tydeliggørelse, er det øgede fokus på brugen af arme og albuer i nærkampene. Det er den linje, som både UEFA og FIFA har kørt i stilling over det sidste år, og den følger vi selvfølgelig op på. Der er altså ikke tale om en lokal dansk stramning, som vil stille vores hold (og dommere) ringere, når de kommer ud i Europa. På årets retningslinjemøde i maj med deltagelse af trænere og anførere fra superligaklubberne, foruden selvfølgelig superligadommerne, var der fuldstændig enighed om, at der var ting, som man bare ikke ville se på en fodboldbane, og som skal koste en udvisning.

Arme og albuer kom meget i fokus i foråret, mest udtalt efter weekend-runden omkring 20. marts, hvor vi havde 3-4 tilfælde, som alle rettelig burde medføre udvisning. Den eneste udvisning faldt i mandagskampen, og det var ikke engang den forseelse, som på skærmen så voldsomst ud – og så var det selvfølgelig den pågældende dommer, der tog hele skraldet, selv om det var ham, der gjorde det rigtige. Med fuld rette blev der talt om uens linje.

Man kan spinde et mægtigt teoretisk apparat uden om dette her, men lad os prøve at holde det nogenlunde simpelt, selv om det ikke er helt let. Er det alene spilleren, der er spilobjektet og bolden uden interesse, er ingen sikkert i tvivl om, at vi har med en udvisning at gøre. Sker forseelsen i kamp om bolden, går man dels ind og ser på udførelsen (armens position, bevægelsens kraft, retning og hastighed), dels hensigten (er armen et hjælpemiddel for spilleren til at komme længere frem eller op, eller bruges den som et selvstændigt våben mod modspilleren ?). Bruges armen som våben med ond vilje og udsættes modspilleren for fare, er straffen automatisk en udvisning. Faremomentet kan opstå på mange måder: albuen kan blive ført bagud, så der er risiko for tænder og andet – men den flade hånd med stor kraft kan være lige så farlig: finger i øjet, brækket næse osv. Det centrale er, at man skal have øje for armens naturlige position (redskab) og den unaturlige position (våben). Nogle gange starter armen som redskab for at komme til vejrs, men så får den lige et ekstra tryk for at holde modspilleren væk og bliver dermed til våben. Ofte orienterer spilleren sig endda om modspillerens placering inden den sidste fase. Det, som mange gange forklares som ”at beskytte sig”. Hm.

Bruges armen som våben – uden at der nødvendigvis er direkte fare – afgør selve udførelsen som beskrevet ovenfor, om vi lander med en advarsel eller en udvisning, for nu er vi inde i grænselandet. .

Det fantastisk glædelige ved årets retningslinjemøde var, at vi alle – uanset funktion omkring selve fodboldkampen – ville det samme. Vildfarne arme, meget ofte i hovedhøjde, hører ikke hjemme i fodbold, og det skal bremses.

Nogle kan måske huske den stramning, der kom omkring tacklinger bagfra tilbage i starten af 1990”erne. Dengang var effekten, at kortene under mediemæssig hujen og skrigen fløj rundt de første runder, indtil spillerne havde forstået budskabet – og så fandt tingene deres rette leje. Diskussion om følgestraffe for tacklinger er – med få undtagelser – ikke noget issue i dansk elitefodbold længere. Forhåbentlig sker det samme denne gang, for målet med stramningen er jo ikke at få flere udvisninger – men at få ændret holdningerne, så det slet ikke bliver aktuelt.

Som noget nyt har vi i år lagt videoeksempler ud på DBUs hjemmeside som illustration til, hvad der menes omkring arme og albuer. Tag meget gerne et blik på www.dbu.dk – gå ind under Nyheder nederst til højre på siden og find artiklen med øget fokus på arme og albuer og linket til videosituationerne. Et billede siger nogle gange mere end tusind ord…