16.07.2010 – VM-finale

Superligaen må vente – for selvfølgelig skal vi have bundet sløjfe på VM med finalen, der var en kolossal spillemæssig skuffelse, men til gengæld havde så meget andet. Dommerpræstationen kom i fokus – 14 advarsler, heraf to til Heitinga, er simpelthen uhørt på dette niveau. Med fare for at modtage højlydt tikkende pakker fra fans af Holland må jeg indrømme, at jeg syntes, at Howard Webb gjorde det godt under omstændighederne. Eller rettere sagt, jeg kan ikke forestille mig nogen, som kunne gøre det bedre.

Kampen blev et klassisk eksempel på, at hvis spillerne ikke vil spille fodbold og er totalt ligeglade med de personlige straffe, er dommeren på en uriaspost. En klassisk magtkamp, hvor det er afgørende, hvem der først holder op – spillerne med at begå forseelserne eller dommeren med at uddele kortene. Webb må mange gange undervejs have været fristet til at begrave fløjten ved det ene hjørneflag, gå sin vej og lade spillerne selv klare det her.

Én ting er givet: var denne kamp blevet afviklet med øjnene direkte i fodboldloven, var den aldrig blevet spillet færdig. For så havde Holland sneget sig ned under de magiske og nødvendige 7 mand, og der var også røget et par spaniere med i puljen. For at tage nogle få af højdepunkterne (eller snarere lavpunkterne) kunne van Bommel sagtens have set rødt og ikke gult ved en tackling, som kom med stor kraft og et halvt lysår for sent. Umiddelbart efter skulle de Jong have været samme vej for et strakt ben i brysthøjde, som sikkert ville have været ulovligt i enhver orientalsk kampsport. Dommeren har desværre (trods en god placering) ikke optimalt udsyn her, men havde han set, hvad TV-seerne så, ville han ikke have været i tvivl. Iniesta havde en batalje med en hollænder, mens bolden var langt væk, desværre uden at TV rigtig afslører, hvad der skete – og Puyol kunne sagtens have reddet sig advarsel nr. 2 for at holde fast i Robben i gennembrud. Af uransagelige grunde valgte Robben at fortsætte og prøve at mase sig igennem, hvor der ikke var plads – i stedet for at falde ved selve holde-forseelsen. Til gengæld leverede Robben en klassisk forhaling af igangsættelse,, da han med en advarsel i bagagen tog en dribling efter at være dømt offside og sparkede på mål. En klar advarsel, men på det tidspunkt var de tekniske forseelser ligesom trådt i baggrunden, fodboldlov eller ej. Og så har jeg slet ikke primært Sneijders og Robbens evindelige brok.

Hvad er det så for nogle mekanismer, der sætter ind her ? Ingen tvivl om, at denne kamp får en helt anden karakter, end dommeren (og alle andre !) havde forestillet sig. Samtidig ligger det nok også i baghovedet, at linjen ikke må lægges for stramt fra starten – i en finale skal man have lov at gå til makronerne. Hvis nu van Bommel var blevet udvist for sin tackling efter 22 minutter og tingene var faldet ned, vil jeg vædde på, at en del overskrifter havde sagt ”Dommer ødelagde finalen med tidlig udvisning”. Men pointen er, at det bestemt ikke er sikkert, at tingene ville have fundet et naturligt leje efter en tidlig udvisning. Hvis van Bommel var blevet vist ud, ville Webb nok have haft 10 protesterende hollændere ved enhver spansk tackling for at presse ham til at udligne regnskabet. Og mens det er let med det store bakspejl at sige, at dommeren bare kunne have skiftet kortfarve, er det langtfra sikkert, at det havde hjulpet. I 2004 var jeg til en VM-kval. mellem Wales og Nordirland, hvor der efter 21 minutter havde været tre udvisninger (to efter 9 minutter). Og jeg skal hilse og sige, at det ikke ligefrem gjorde stemningen mindre anspændt.

Så vi har at gøre med en kombination af en dommer, som gerne vil have den helt rigtige forseelse at statuere eksemplet på og samtidig ikke kunne blive beskyldt for at ødelægge kampen – og en flok spillere, som bare er ligeglade. Det er svært at komme helskindet ud af.

Selvfølgelig er der fejlkendelser undervejs – men det virker nu lidt patetisk, at den forkerte målspark/hjørnesparksdom kort før scoringen bliver genstand for hollændernes vrede. Efter målsparket etablerede de faktisk et fint angreb, hvorefter de mistede bolden til det angreb, som gav spanierne sejrsmålet.

Der bliver appelleret for offside på målet. Iniesta er i klar offside-position, da bolden spilles første gang – men det alene, at bolden spilles over mod hans område, gør ham ikke strafbar. Når forsvareren vælger at cleare bolden lige hen til en spanier, foreligger der en ny spilfase – og da Iniesta spilles anden gang, er han ikke længere i offside-position. Så der er intet at komme efter. Det var der til gengæld ved Hollands 2. mål mod Uruguay, hvor van Persie ved at bevæge sig i målmandens synsfelt og nærmest springe over bolden klokkeklart generer en modspiller. Men sådan er der jo så meget.

Det var så det VM. Forhåbentlig er der ikke for mange ungdomsspillere, som tager ved lære af finalen