09.07.2010 – VM kvartfinaler

Jeg skal ellers lige love for, at VM eksploderede med kvartfinalerne. Derfor bliver det primært dem, som jeg koncentrerer mig om – også fordi turen onsdag er gået til Island til en Europa League-kvalifikationskamp. De europæiske turneringer venter ikke på, at VM skal blive færdigt, så lige i øjeblikket er der fuld skrue på.

Der er grund til at rose FIFA for de dommerpåsætninger, som de har foretaget undervejs i turneringen. Politik har mange gange stukket sit grimme hoved frem ved tidligere turneringer, men her ser det virkelig ud til at være dagsformen, der har betydet noget – og ikke så meget alder, geografi og fodboldindflydelse.

Dommermæssigt var der ikke det store at komme efter i kampen mellem Tyskland og Argentina, men det var der til gengæld i de andre tre. Sjældent har jeg set en kamp blive vendt sådan på hovedet, som det skete mellem Holland og Brasilien – og det gjaldt så også spillernes opførsel. Hvor Holland var helt væk i 1. halvleg og til gengæld luftede den børnefornærmede attitude med protester over selv de mest indlysende ting (noget jeg personlig synes, man slipper alt for billigt fra – og har gjort det stort set lige siden en ung Cruyff introducerede faconen tilbage ved VM i 1974) , koncentrerede de sig om at spille fodbold i 2. halvleg – og hvilken gang fodbold. Hvilket til gengæld provokerede Felipe Melo til VMs hidtil største hjerneblødning og svinestreg, da han trådte direkte ned på låret af Robben, som han selv lige havde savet halvt igennem. Her blev det til et rødt kort – gad vide, hvad det havde givet, hvis det var foregået ude på gaden. Under alle omstændigheder var det næppe noget, der høstede stort bifald hos holdkammeraterne, for herefter var det i den grad op ad bakke.

Kampen mellem Uruguay og Ghana fik den mest vanvittige afslutning, jeg kan mindes længe, da Suarez i overtiden reddede et Ghana-forsøg på mållinjen med hænderne – straffespark og udvisning. Og da det efterfølgende straffespark blev brændt – og Ghana i sidste ende faldt på yderligere to brændte straffespark i konkurrencen – blev det en nærmesk episk slutning. Ved mange tidligere lejligheder – og også op til dette VM – har man diskuteret rimeligheden i ’triple-straffen’: at en berøven af mål eller oplagt scoringsmulighed i straffesparksfeltet skulle medføre både udvisning, et straffespark og en ny målchance. Argumentet er selvfølgelig, at så er der ikke berøvet noget, når spilleren bare får en ny chance. Modargumentet er – som fremført her for relativt nylig – at straffesparket nogle gange er en dårlig handel i forhold til den chance, som forsvandt, og det var det i hvert fald her. Her kan man virkelig sige, at forbrydelse kom til at betale sig – men derfra og så til at lægge Suarez for had, er der trods alt et stort spring. Vis mig den forsvarsspiller, som ikke i den situation ville gøre nøjagtig det samme for lige at få udskudt dødsdommen et halvt minut. Og så måske ende med at blive benådet. Suarez får trods alt også en slags straf i, at han har karantæne til semifinalen.

Næppe var blodtrykket kommet ned igen, før vi fik et mindst lige så vanvittigt drama mellem Paraguay og Spanien. Først et annulleret offside-mål til Paraguay, som træneren bestemt ikke har talt om i blide vendinger efterfølgende. Lovmæssigt krævede det også lige, at man kørte tandhjulene en ekstra gang. Ingen tvivl om, at Paraguays nr. 18, som header bolden i mål, ikke er offside – men han er det på den tricky måde, at hans fremstrakte arm godt nok er forbi næstbageste forsvarsspiller, mens resten af kroppen er på linje. Men armene tæller ikke med ved vurderingen af en offside-position. Til gengæld står Paraguays nr. 7 i offside-position: han rører ikke bolden, men generer klart en modspiller. Så efter mine begreber er det korrekt at annullere målet.

Og så var der lige to brændte straffespark inden for halvandet minut, ét i hver ende. Det spanske straffespark blev der godt nok scoret på – men til gengæld var en hel hoben spillere løbet for tidligt ind, så det dømte omspark var ekstremt sjældent, men korrekt. Til gengæld synes jeg så, at dommeren manglede to prikker over i’erne for at kunne høste det fulde udbytte af de to situationer: også ved Paraguays brændte straffespark var der indtil flere spaniere for tidligt inde i feltet, så for konsekvensens skyld ville det have været dejligt også at få det sparket om. Og det gule kort, som Paraguay fik tildelt i forbindelse med begåelsen af straffesparket, skulle ubetinget have været rødt for berøven af oplagt scoringsmulighed. Og så er vi tilbage i triple-straffen igen.

Semifinaler og placeringskampe – og så begynder SAS-ligaen i weekenden efter. Der bliver kamp om klummen, for vi skal også lige igennem de ting, som dommerne herhjemme specielt vil lægge vægt på i den kommende sæson.