02.07.2010 – VM 3. runde & 8. delsfinaler

Nogle gange har fodbold en speciel grusom indbygget historisk ironi – således med det ikke-anerkendte Lampard-mål i ottendedelsfinalen mellem England og Tyskland. Revanche med 44 års forsinkelse. Men dette var næsten for maget af det gode. Vi kan alle fra vores magelige lænestole allerede i første forsøg se, at den bold er i mål – men det ser uden tvivl anderledes ud fra jordhøjde for den linjedommer, som er nået på højde med straffesparksmærket. Den linjedommer, som kan løbe lige så hurtigt som bolden, når den bliver kanoneret af sted, er ikke opfundet endnu – og bliver det heller aldrig. Jeg skal ikke forsøge at forsvare kendelsen, men bortset fra placeringen er der faktisk et par formildende momenter mere. Jeg har sjældent set en bold lave sådan et opspring efter at have ramt overligger og jord. Den skruer så meget tilbage – bolden er vel trods alt en 30 centimeter inde – at den springer op på overliggeren igen, hvorefter målmanden kan sikre sig den.

Netop dette opspring gør, at linjedommeren kun har det split-sekund, hvor bolden rammer jorden, til at afgøre, om den er inde eller ej. Og det skal han så gøre i fuld bevægelse fra 10-12 meters afstand og en skrå vinkel. Fordi bolden nærmest dumper ned til målmanden i anden omgang, får linjedommeren heller ikke det hint, som ofte kan redde stumperne, nemlig at målmanden må lave en bevægelse bagud for at skrabe bolden til sig. Vi har så endnu en gang fået kickstartet debatten om videodommer, chip i bolden osv. Faktisk tror jeg, at langt de fleste kan være enige om, at en form for elektronisk målovervågning ville være en rigtig god ting. Mål er det vigtigste i fodbold, og der er ikke meget dommerskøn i at vurdere, om en bold har krydset en linje eller ej. Det burde være en objektiv størrelse at tage stilling til. Problemet er bare, at teknologien er ikke god nok på nuværende tidspunkt – seneste FIFA-forsøg gav en halv snes ”maskingodkendte” mål, hvor bolden aldrig havde krydset stregen. Og så bliver det selvfølgelig et temperamentsspørgsmål, om man vil acceptere en mulig fejlmargin på den elektroniske løsning, hvis man derved redder nogle af de menneskelige fejl. Personligt synes jeg, at hvis man vil lave den revolution, som det vil være at indføre elektronikken, skal den også være skudsikker.

Der henvises ofte til teknologi fra Wimbledon osv. Egentlig varede det adskillige år, før systemet kom til at fungere i Wimbledon – der var ganske store fejlkilder i starten. Og det i et boldspil, hvor der maksimalt er fire på banen ad gangen. I fodbold kam man risikere et kæmpemæssigt klumpspil med en snes spillere involveret, løsgående arme og ben osv. – alt som kan bidrage til at bryde signalet mellem chip og sensor. Ydermere er fodbold i modsætning til nogle andre boldspil kendetegnet ved, at det ikke er boldens nedslagssted, der er afgørende. I og med at en fodbold er kugleformet, kan det sagtens forekomme, at nedslaget er på den anden side af linjen, men noget af bolden ”længere oppe” endnu ikke har sluppet linjen. Ideelt set skal man lodret ovenfra kunne se luft mellem hele bolden og hele linjen, før betingelsen er opfyldt. I modsætning til f.eks. tennis er en fodbold ude, hvis den i luften har passeret en linje, selv uden at ramme jorden. Osv. Alt dette stiller store krav til den tekniske løsning. Jeg er langtfra den store tekniske begavelse, men jeg kunne forestille mig, at det må være svært at anbringe en chip i bolden på ét sted, hvor alle disse hensyn tilgodeses. Måske ville en løsning med en brudt laserstråle være anvendelig – men den kan jo så også blive brudt af alt muligt andet end bolden.

Under alle omstændigheder er en teknisk løsning ikke ”bare lige” – for så ville den nok være opfundet, da den er i alles interesse. Indtil den kommer, kunne man jo overveje at indføre 5.-6. dommere bag målene (som i forsøget i Europa League). Det ville uden tvivl have fanget et mål som dette – og i øvrigt også Henrys hands mod Irland, som bar Frankrig videre til VM. Den løsning vil jeg meget hellere have end det store tekniske usikre apparat. Under alle omstændigheder var det synd for England, og det var synd for fodboldspillet. At det bedste hold så efter min ringe mening vandt, er en fattig trøst, for der vil altid være en ”Hvad nu, hvis…”-følelse.

Og så var det synd for dommerne. Larrionda, som havde denne kamp, og Rosetti, som havde Argentina-Mexico (med Tevez’ offside-mål) ser vi ikke mere til ved dette VM: Barske tilstande – men sådan er det for dommerkvartetterne: ”United we stand, united we fall”. Hele kvartetten sies fra på grund af én parts fejl – i disse tilfælde linjedommernes – på samme måde, som en kikset fysisk test før turneringen fra bare én ville have sendt hele teamet hjem. Så vi mistede to af turneringens bedste dommere på den konto