25.06.2010 – VM 2. runde

Stregen er denne gang trukket efter holdenes anden kamp, dvs mandag aften.

Langt hen ad vejen synes jeg, at dommerlinjen holder – men i og med at der kommer mere pres på, er der også nogle af de svagere led, der nu begynder at give sig. Vi har nu set nogle få betydende fejlkendelser – men vi har endnu ikke set en dommer totalt miste grebet om en kamp, og det er afgjort et fremskridt fra andre VM-slutrunder på dette stadium. Så forarbejdet med en tidlig forhåndsudtagelse af en bruttotrup, et intenst træningsforløb på mange områder og derefter et ubarmhjertigt udskilningsløb, synes at have virket. Igen skal man huske, at vi har med mennesker og ikke maskiner at gøre – ligesom med spillerne – og derfor er det uundgåeligt, at der smutter noget fra tid til anden.

Det gjorde der f.eks. i kampen mellem Slovenien og USA, hvor USA”s mål til 3-2 aldrig burde have været underkendt, når man ser det på TV. Spaniens Villa var den store mand i kampen mod Honduras med to mål, men han burde have været sendt i bad midt i det hele, hvis dommeren havde registreret den hånd og arm, der kom direkte op i ansigtet på en Honduras-spiller før et hjørnespark.

Antallet af kort har set ganske fornuftigt og ensartet ud – med to markante undtagelser. Tyskland – Serbien (9 gule – heraf to til Klose og dermed en udvisning), og Chile – Schweiz (9 gule + 1 rødt). Når man kommer op på det antal kort, er der typisk én af to årsager: dommeren har fået lagt for hårdt ud og sat overliggeren for lavt med det resultat,. at kortene bare kommer væltende, hvis linjen skal holdes. Eller også har vi en regulær magtkamp, hvor dommeren giver kortene, når spillerne laver forseelserne, der berettiger til det. Hvem holder så først op – spillerne med at begå forseelserne, eller dommeren med at give kortene ? I begge tilfælde er det et godt gammelt råd på et eller andet tidspunkt at skifte farve, når de gule kort har mistet deres effekt. Men det syntes desværre heller ikke at hjælpe i nogen af de to kampe.

Klose blev efter Serbien-kampen citeret for følgende: ”Jeg forstår ikke udvisningen, for jeg forsøgte jo at spille bolden. Fodbold er en kontaktsport. Jeg burde være sluppet med en henstilling”. Sådan et udsagn kunne man skrive en mindre bog om – men den korte version: Forsøget på at spille bolden frelser ingen, hvis resultatet bliver, at man får manden, for så har man tilsidesat hensynet til modspilleren, og man bliver straffet derefter – og rent bortset fra, at begrebet henstilling ikke eksisterer (teknisk er det en ”påtale”, men fred være med det) kan man naturligvis ikke få sådan én efter en advarsel. Næste station efter en advarsel er en udvisning. Ellers giver en advarsel ikke mening.

Og så er der kampen mellem Brasilien og Elfenbenskysten, som godt nok ikke var for små børn. Mange har fokuseret på (og angrebet) udvisningen af Kaka, som da også var det dramatiske højdepunkt. I sidste uge roste jeg Canal 9-kommentatorerne for deres selverkendelse omkring offside – så må det også være tilladt at gå den anden vej. Her blev det gentagne gange hævdet, at den forseelse ikke var til rødt kort, at det var en skandale osv. Nej, den var ikke til rødt kort – men den var ubetinget til et guit, og da Kaka havde sådan ét i forvejen, blev resultatet rødt. Der er en klar bagudført albue i brystet på en Elfenbenskyst-spiller, og at han så falder som skudt og tager sig til hovedet, hvor han ikke er ramt, er en helt anden historie. Men den albue svinger man bare ikke, tre minutter efter at man har fået sin første advarsel ! I den forbindelse læste jeg med stor interesse og beundring Allan Gaardes gæsteklumme tirsdag om spilleres hjerneblødninger. Mægtig flot og ærlig beskrivelse af noget, som jeg selv har undret mig meget over – også på denne plads gennem det seneste år. Til overflod gjorde kommentatorerne et stort nummer ud af, at dommeren ikke havde set forseelsen og alligevel viste Kaka ud. Ja – men han behøver heller ikke have set den ! Det er faktisk hele pointen ved at have fire mand til at holde øje, og da de alle er forsynet med headset, er kommunikationen ikke særlig tydelig – men den er effektiv. Og vi vil vel alle gerne have, at forbryderne straffes, eller… ?

Der var dommermæssigt masser af andet at beskæftige sig med i den kamp. Mange tacklinger over bolden, som spillerne fra Elfenbenskysten slap rigtig billigt fra, en scoring af Luis Fabiano, hvor han havde hånd på bolden mindst én gang i optakten (nr. 2 kan jeg godt til nød acceptere som en lovlig berøring med skulderen), samt en massekonfrontation, som endte med én advarsel (Kakas første). Sådan én skal give minimum én advarsel til hvert hold – for har der været en konfrontation, er der nok to parter… Men lige akkurat udvisningen af Kaka, som alle fokuserer på, er i den grad glasklart korrekt.

Spiralen er på vej opefter, og kampene bliver mere og mere afgørende. I næste uge kommer det til at gå på sidste runde i gruppespillet samt ottendedelsfinalerne