30.07.2010 – Superligastart

Af hensyn til deadline må jeg se bort fra de europæiske kampe i midtugen, så det kommer til at handle om Superligaen. To runder er det blevet til (og stadig ingen arme eller albuer, der har ramt overskrifterne. Den side af sagen er kommet godt fra start). Mens det i premiererunden var de mange mål, der stjal billedet, var det desværre endnu en gang utilpassede såkaldte fans, der gjorde det i 2. runde. Jeg er lige kommet hjem fra en UEFA-opgave i Kroatien, hvor det blev til en meget overraskende samlet sejr til udeholdet fra Nordirland. Ikke desto mindre blev udeholdet taktfast klappet af banen af de ellers meget lokalpatriotiske tilskuere. Hjemmeholdet var ikke helt så heldige, men det er en anden historie. Så det var en øjenåbner at komme hjem til Danmark og opleve balladen.

Lad det være slået fast én gang for alle, at der overhovedet ikke er eller kan være nogen tænkelig undskyldning for ikke at rette sig efter de anvisninger, man får fra stadionpersonale og kontrollører. At en kamp skal stoppes i godt tre minutter på grund af det, sådan som det skete i Ålborg, er decideret pinligt. Men omvendt og set helt generelt kan forhindringer jo være mere eller mindre svære at overskride. Enhver, som har prøvet at spille – eller dømme – en kamp ”ude på marken” , ved, at grænselinjer har en sær dragende magt på folk. Derfor skal kampe på højere niveau spilles på indhegnede baner – men det hjælper jo ikke, hvis indhegningen indbyder til forcering. Som i alle andre af livets forhold er forebyggelse bedre end helbredelse. Hvis tilskuerne så alligevel gør sig den ekstra ulejlighed, der skal til for at overskride grænserne, er de selvfølgelig selv ude om følgerne. Jeg fik mindelser om en situation for godt en halv snes år siden, hvor en flok fans (de var i øvrigt også fra Brøndby) hoppede og dansede, som de plejer at gøre det på Faxe-tribunen. Nu gjorde de det bare på det gamle Vejle Stadions møre tribune, og det kunne den ikke holde til. Ingen kom noget alvorligt til, men bemærkningerne føg temmelig lavt omkring fan-opførsel fra den ene side og stadionrammer fra den anden. I Ålborg var det ubetinget korrekt af dommeren at standse kampen midlertidigt, for de flag og faner, som tilskuerne svingede med, kunne i den grad få indflydelse på både spillernes sikkerhed og boldens bevægelse. I Esbjerg fik vi så et par baneløbere fra FCK-afsnittet. Egentlig utroligt, at nogen gider med de bødestørrelser, som følger med. Men det glædelige her var, at TV ikke viste de obligatoriske nærbilleder af personerne, så de blev snydt for deres to minutters berømmelse. Virkelig et eksempel til efterfølgelse.

Ser vi på det, som det hele handler om, nemlig fodbolden, fik vi vel kun et par situationer, som gav lidt krusninger på overfladen. Mellem Lyngby og Horsens kom Horsens ud for en tidlig udvisning, da Martin Spelmann fik ram på Kim Aabech i straffesparksfeltet. Der var ikke så meget piv her, for forsvareren vidste godt, hvad klokken var slået, da hans arm havde lagt Aabech ned. En kombination af en snu angriber og en lidt for ivrig forsvarer. Straffesparket kunne der ikke indvendes noget imod, og når først forseelsen var der, var udvisningen for berøven af oplagt scoringsmulighed det også. Begrebet ”sidste mand” er ikke afgørende, men det var Spelmann her, og Aabech havde været alene med målmanden med fuld kontrol over bolden, hvis han var sluppet forbi.

Og i kampen mellem FCN og SønderjydskE var der appeller for offside i forbindelse med SønderjydskEs sejrsmål. Det var én af de situationer, hvor alle parter var i modsatrettet bevægelse, og som er hundesvære for linjedommeren. Men selv på Onsides pilskæve kameravinkel om aftenen var det ret klart, at den yderste FCN-forsvarer simpelthen fik trukket for sent, så han først passerede angriberen, da afleveringen var faldet. Da angriberen så samtidig bevægede sig den modsatte vej, kom det til at se helt vanvittigt ud, da han modtog bolden, for nu var han vel i 3-4 meters offside-position. Men ikke i spilleøjeblikket, og det er det, som er det afgørende.

Og så et lille surt opstød til sidst. Efter mandagskampen OB-Randers tildelte en af landets største netaviser kampens dommer karakteren 02. 02 står for ”det tilstrækkelige” – altså det, som lige sniger sig over dumpegrænsen, svarende til et 6-tal på den gamle 13-skala. Jeg ledte efter begrundelsen for sådan et øksehug, men dommeren er slet ikke nævnt i referatet, ej heller nogen kontroversielle situationer. Nu er avisers karaktergivning næppe noget, som bringer mange legemsvæsker i kog i dommerkredse – men jeg undres alligevel. Jeg kunne være fristet til at uddele en karakter for det journalistiske håndværk her – men det vil jeg trods alt undlade, for det føler jeg mig ikke kompetent til