KFD
KFD-trioen, der 21. april dømte 1. divisionskampen HB Køge-FC Vestsjælland. Fra venstre ses Palle Udsen, Kenn Hansen og Casper Thorsøe Jr.
13 KFD’ere – primært nye dommere – fik en anderledes oplevelse, da de skærtorsdag overværede 1. divisionskampen HB Køge-FC Vestsjælland i Herfølge på tribunen.

Et  headset cirkulerede rundt, så alle fik chancen for at høre kommunikationen mellem dommer Kenn Hansen og linjedommerne Casper Thorsøe Jr. og Palle Udsen.

Hvordan det var, fortæller Daniel Olsen, der er i gang med sin første sæson som dommer, mere om her: 

Af: Daniel Olsen:

Jeg var til stede sammen med omkring 10 andre af mine nye dommer-kolleger.
Mine forventninger til turen var at få en spændende oplevelse med andre dommere samt at se Kenn in action og efterfølgende at tage en lille snak med ham omkring hans præstation.
 
Frank Kanlund fra KFD’s aktivitetsudvalg havde skaffet biler nok til transporten til stadionet, så det blev ikke en lang togtur, hvilket var en god begyndelse. Vi ankom og fik endda VIP-treatment ved at komme ind ad spillerindgangen. Der stod Kenn og hans 2 linjedommere, Palle Udsen og Casper Thorsøe, for at tage pænt imod – bare det var en oplevelse.

Fik headset på
Frank Kanlund havde aftalt med Kenn, at vi kunne få lov til at få et headset udleveret, så vi også kunne høre, hvad dommerne talte om, imens kampen stod på. Det var altså noget af en oplevelse skulle jeg hilse og sige, det var en hel ny måde at opleve en fodboldkamp på. Kenn er meget snaksaglig under sådan en kamp, og der blev afgivet instrukser til og fra hans liniedommere under hele kampen for at få ledet kampen bedst muligt. Det er sådanne nogle ting, man som almindelig tilskuer aldrig ville opleve.
 
Artiklens forfatter, Daniel Olsen.

Der var også arrangeret en stadionplatte, som bestod af en ordentlig frankfurter med brød og en kold fadøl, så var det ellers bare og nyde en god kamp i solskin.

Kenn – en livlig fortæller
Efter kampen og omklædning kom Kenn, “Pudsen” og Casper op og satte sig ved os alle sammen på tribunen, og så fik vi os ellers en rigtig god snak. Kenn startede med at fortælle om hans karriere, hvordan han var kommet op igennem rækkerne og hvad der skulle til, hvis man havde disse ambitioner.
Han fortalte også, hvorfor han havde gjort, som han havde gjort i kampen, og derefter kunne vi ellers skyde løs med de spørgsmål, vi måtte have. Nu har jeg ikke selv oplevet Kenn før, men han er utrolig god til at fortælle og lære fra sig på en spændende måde, så det aldrig blev kedeligt. Jeg havde da heller ikke regnet med, at vi ville sidde og lytte til ham i 2½ time efter kampen, men tiden fløj af sted, da der blev stillet det ene gode spørgsmål efter det andet.

Håber på flere KFD-dage
Alt i alt en rigtig hyggelig og interessant dag i selskab med nogle af sine nye dommer-kolleger. Jeg ser personlig selv frem til flere arrangementer fra KFD og KBU og glæder mig til at møde dem, der var med på denne tur igen, men så sandelig også alle mine andre kollegaer inden fra dommerverdenen.

Den ene endetribune på SEAS-NVE Park i Herfølge dannede rammen om KFD's arrangement skærtorsdag.
Hi, I’m Redaktør

One Comment

Leave a Reply