Ingen rabat for at være provokeret

Handlingerne vurderes efter fodboldloven som separate handlinger, og der gives ikke rabat for at være provokeret…

Jeg tilbragte dagene omkring påske med familieferie i London, absolut renset for fodbold – bortset fra de engelske sammendrag, som jeg kunne snige mig til at se sen aften eller tidlig morgen. Det betyder så også, at jeg først kom med på vognen igen mandag. Men selv det gav et par overskrifter, som det nok er værd lige at bremse op ved.

I kampen mellem SønderjyskE og OB skete al dramaet inden for et minuts tid. Henrik Hansen (tidligere OB, nu SønderjyskE) løber ind i en ganske almindelig advarsel, som man normalt ikke vil skænke yderligere opmærksomhed. Mindre end et minut efter skal SønderjyskE have frispark: OBs Hans-Henrik Andreasen vil ikke slippe bolden, og så planter Henrik Hansen to hænder i brystet på ham. En advarsel til hver – men desværre Hansens nr. 2, og dermed farvel.

Der er masser af gods i situationen – og pudsigt nok ting, som vist alle tidligere på et eller andet tidspunkt har været oppe at vende på denne plads, men en gentagelse er stadig relevant. Første tema er, at en advarsel altså betyder nøjagtig det, som ordet siger. Nu skal spilleren holde op – for ellers går det galt. Mange tror, at snoren til advarsel nr. 2 er længere end til nr. 1 – men faktisk forholder det sig lige omvendt. Spilleren har jo ved den første advarsel fået at vide, hvor grænsen er, og fortsætter han, er det på eget ansvar. Det skæpper formentlig godt i bødekassen med en kortslutning som denne – hukommelsen rakte ikke engang et minut…  Tema nr. 2 er det klassiske med provokatøren over for den provokerede. Ingen tvivl om, at Andreasen provokerer ved ikke at ville slippe bolden (tager man den rigtig sataniske vinkel, er det måske heller ikke tilfældigt, at det er imod Hansen, som er oppe at køre i forvejen). Men det berettiger ikke Hansen til at foretage personangrebet, provokeret eller ej. Handlingerne vurderes efter fodboldloven som separate handlinger, og der gives ikke rabat for at være provokeret, ligesom der ikke skærpes for ikke at have været det.

Tema nr. 3 er den løsning, som en del blogskribenter har været ude med: at advarslen teknisk set er OK, men at dommeren burde have kunnet klare det med en snak med de to spillere. Men her hopper fodboldlovens kæde af, for den løsning er ikke mulig.  Når dommeren skal ud med personlige straffe, har han tre muligheder: påtale, advarsel eller udvisning. ‘Påtale’ dækker over det, som mange misvisende kalder for en henstilling. Lad os se bort fra, at ordet ‘henstilling’ ikke findes i fodboldloven. Efter min bedste hukommelse har det aldrig gjort det – i hvert fald med sikkerhed ikke siden 1970, hvor jeg begyndte at interessere mig seriøst for de dele. Men selve valøren i ordene er vidt forskellig. ‘Henstilling’ er i kategorien ‘Vil du ikke godt være sød at holde op med…?’ – mens ‘påtale’ signalerer ‘Her har du gjort noget, som ikke er acceptabelt. Bliver du ved, så…!’  Men tilbage til de tre muligheder: påtale / advarsel / udvisning.  Der er en indbygget progression: man går fra ét trin til det næste. Med andre ord er det ikke muligt , hvis man har givet en spiller en advarsel, at træde et trin ned ad stigen og give ham en efterfølgende påtale. Det ville man kunne over for andre spillere, men ikke over for ham, hvor der lige er signaleret ‘sidste udkald’ gennem den første advarsel.  Fortsætter han, falder han for ‘gentagne overtrædelser’, som skal koste advarsel nr. 2.  I den korte udgave: i Hansens tilfælde er dommerens valg ikke mellem advarsel nr. 2 og ‘en snak’ / påtale – det er mellem advarsel nr. 2 eller absolut ingenting. Og absolut ingenting kan man bare ikke, når der er plantet to hænder i brystet på en modspiller, mens bolden er ude af spil – provokation eller ej.        

Som en lille tillægsgevinst kom overskriften i flere medier tirsdag, at bolddrenge skabte problemer i Spanien ved at chikanere udeholdet ved at kaste en ekstra bold på banen, når hjemmeholdet var foran og udeholdet skulle have indkastet. Dermed fik de tiden til at gå til fordel for hjemmeholdet. Jeg må indrømme, at jeg, da jeg læste artiklen, som første indskydelse havde, at her måtte der være en oversættelsesfejl et sted på vejen. For selvfølgelig kan man ikke tage tid fra udeholdet på denne måde – den vil dommeren straks lægge til igen,  Derimod kan bolddrengene bryde rytmen hos udeholdet, og det er nok det væsentlige. Det er ikke nogen hemmelighed, at man på de kanter – og i det hele taget syd for Alperne – har set lignende taktikker, typisk med at være meget længe om at aflevere boldene til dem, der skal have den. På et tidspunkt var det ligefrem standard på UEFA-sikkerhedsmøder at minde hjemmeholdet om, at bolddrengene gerne skulle holde samme tempo hele vejen uanset stillingen.  Hvad de færreste nok ved, er, at man sagtens kan spille fodbold med to bolde på banen – bare bold nummer 2 ikke er til gene for spillet. På et tidspunkt er der gerne en behjertet spiller, som ekspederer den ud uden yderligere ståhej.  Men kommer spillet over i det område, hvor den forkerte bold befinder sig, så der kan opstå forvirring, skal dommeren selvfølgelig få standset spillet og lade bolden (den rigtige) falde.       

Ugens klumme er skrevet med et løbende trekvart blik på Real Madrid – Barcelona på TV. Der er længe til næste fredag, og verden når at rotere nogle omgange inden da – men udvisninger og bortvisninger kunne godt ligne et tema til næste uge…