Traditionen tro er der pokalfinale på Kristi Himmelfartsdag i Parken, som i år er mellem Brøndby og Silkeborg. I mandags offentliggjorde DBU hvilke dommere, som sammen skal dømme årets pokalfinale. Det bliver Anders Poulsen, som skal lede kampen med hjælp fra Jesper Dahl og
Victor Skytte på linjerne. Som 4. dommer er KFD’s FIFA linje-dommer Christian Brixen udtaget og sørme om der ikke er endnu en KFD’er blandt kampens mållinjedommere, nemlig FIFA-dommer Peter Kjærsgaard. (Den sidste mållinjedommer er Jakob Kehlet).
Det er ikke mange elite-dommere, som overhovedet når at deltage i en pokalfinale i deres dommerkarriere. Så det er faktisk en temmelig stor cadeau at blive udtaget. For KFD’s Peter Kjærsgaard er det faktisk anden gang, at han skal være mållinjedommer i en pokalfinale, mens det er første gang at Christian Brixen er udtaget til en pokalfinale. KFD kontaktede Brixen for at sige tillykke og høre lidt om hans forventninger til kampen.
Tillykke med udtagelsen, Brixen. Hvordan føles det?
Det føles godt, det er vel den største kamp i Danmark, så det glæder jeg mig til at være en del af. Pokalfinale i en fyldt Parken i solskinsvejr, er noget jeg kan huske fra da jeg var helt lille, så at være en del af det er en stor ære. Jeg har altid nogle mål, og pokalfinalen er et af dem, som jeg nu har nået. Det gør det også endnu bedre, at det er sammen med nogle rigtig gode kollegaer, og jeg er sikker på, at vi får en super dag og aften sammen. Anders har jeg kendt lige siden jeg blev elitedommer i 2007, og vi har fulgtes ad i mange år, og været på en del udlandsture sammen, så vi kender hinanden ganske godt efterhånden
Du står på som 4.dommer til kampen. Skulle det uheldige ske, at Anders Poulsen bliver skadet (Det håber vi selvfølgelig ikke), skal vi så se dig som hoveddommer?
Dog ikke. Grunden til at det er en linjedommer, som er 4 dommer er, at hvis en af de to linjedommere bliver skadede, så skal 4 dommeren erstatte vedkommende. Skulle dommeren blive skadet, så er det en af måldommerne, som erstatter ham. Normalt har vi jo ikke måldommere i Superligaen, så der er det en dommer, som står som 4 dommer. Jeg har allerede lidt erfaring med rollen, da jeg har været 4 dommer for Jacob Kehlet i Europa League i Victoria Plzen og Atletico Madrid tidligere i år. Jeg skal i øvrigt være 4 dommer igen på mandag, når mesterskabet måske afgøres i Brøndby – FC Midtjylland. Jeg synes faktisk, det er ret sjovt at være 4 dommer, selvom det kan være lidt anstrengende at holde styr på trænerne. De fleste vil nok blive overraskede over, hvor meget 4 dommeren er en del af kampen, det er meget mere end bare at stå med udskiftningstavlen.
Vi håber på en god kamp med fantastisk stemning.
Den tredje KFD’er som er involveret i torsdagens kamp, er årets KFD’er – Jan Carlsen – som er påsat som udvikler. Fra KFD’s side skal der lyde et stort tillykke til alle dommere og udvikler og vi håber I får en fantastisk oplevelse.